Retten til at stå sammen

Faglige sager fra Sverige og Finland trækkes for EF-Domstolen. Det er selve retten til at optræde kollektivt, som er under angreb, siger Jens Borking, næstformand for TIB afd. 27

I løbet af de sidste par måneder er der landet to helt afgørende sager på EF-domstolens bord. Det er den svenske Vaxholm sag og Viking sagen fra Finland.

Begge handler om fagbevægelsens ret til at aktionere. I Vaxholm sagen handler det om retten til at aktionere for at indgå aftale med et udenlandsk firma. I Viking sagen gælder det retten til at aktionere for at fastholde kollektive overenskomster.

– Det handler om retten til kæmpe for kollektive overenskomster. Begge sager har enorm principiel betydning, siger næstformanden for TIB 27, Jens Borking.

– Derfor undrer det mig voldsomt, at LO og de store forbund ikke melder helt klart ud, hvor er vores faglige organisationer. De er jo ikke valgt til bare at se på, når vores helt grundlæggende rettigheder, bliver sat på spil, siger han.

– Det kan godt være, at f. eks, EU kommissionen siger, at de i princippet er for kollektive overenskomster. Men det er hul snak, når de ikke mener, at man ikke må forsvare det, der er opnået.

– Overenskomsterne har ingen gang på jorden, hvis man ikke må forsvare dem. Og det er jo det, som EU Kommissæren for indre marked har gjort. Han mener, at det lettiske firma, der arbejdede i Vaxholm, er blevet ”dårligt behandlet”, siger Jens Borking. Og henviser til Kommissær McCreevy tidligere udsagn om, at Kommissionen ville støtte det lettiske firma i dets påstand om, at det er i strid med EU-retten at bruge faglig blokade for at opnå overenskomst.

– Vi må godt have rettigheder, vi må bare ikke forsvare dem. Det er et meget godt udtryk for, hvordan globaliseringen skal forstås, set med borgerskabets øjne. Den såkaldt ”globaliserede middelklasse,” og dem der har magten, er i gang med et massivt angreb på selve retten til at optræde i fællesskab. Det er de svages ret til at finde sammen for ikke at være svagere længere, som står for skud, siger han.

Den nyliberale frihed

De to sager er udtryk for et angreb fra nyliberalismen, som foregår på mange fronter, fra kriminalisering af den faglige kamp i Australien, til angrebene på a-kasserne og eksklusivbestemmelserne herhjemme.

– Der er meget stærke nyliberale kræfter, der mener, at alt skal foregå som konkurrence. Ikke bare mellem stater og virksomheder. Nej, konkurrencen skal føres helt ned på individ plan. For dem er kollektiv optræden en trussel, som skaber ufrihed for dem. Derfor skal vores frihed til fælles optræden fratages os, siger Jens Borking.

– Det er et nysprog, der vender begreberne på hovedet. Pludselig er det de stærke økonomiske magter, der bliver tvunget og ufri, og den kollektive optræden, der skaber ufriheden. Frihed i deres sprog betyder, at du er dig selv. Mens frihed for os kun findes i kraft af andre. Der er ingen frihed i at ”være sig selv” som lønarbejder, siger han.

Bølger af angreb

Det er ikke første gang de nyliberale smider fløjlshandskerne.

– Thatcher er symbolet på generalangrebet, hun indførte forbud mod faglige konflikter og beslaglæggelse af fagforeningernes midler. Det slag har de britiske fagforeninger ikke overvundet endnu, siger han. 

Senere har New Zealand oplevet det samme, og lige nu forsøger den konservative australske regering at knække ryggen på fagbevægelsen.

– Det sker med forbud mod faglige aktioner, de har et nyt hemmeligt arbejdspladspoliti, som skal stoppe faglige aktioner. De ansatte risikerer op til et halvt års fængsel, hvis de ikke samarbejder med politiet om opklaring, af det der nu er ulovlige aktioner, siger Jens Borking.

Forældet tankegang

Selvom nyliberalismen og dens frihedsbegreb tilsyneladende er på sejrskurs, så mener Jens Borking, at den er udtryk for en forældet kultur.

– Tanken om retten til fællesskab er under angreb, men det kommer fra nogen, som bærer på en dybt forældet kultur. Verden er kun gået frem, der hvor menneskene har kæmpet sig til retten til at slutte sig sammen. Vi er oppe imod dem, som har raget til sig. De vil have retten til at bestemme, og de bruger WTO, EU og andre organer til at få deres ret. Det er ikke fremskridt, det er tilbage til jungleloven, siger han.

– Det er en global kamp. Skal vi have et lovgivningssystem, som privilegerer dem, der er gode til at rage til sig? Og når de møder modstand, skal de så have ret til at flytte hen, hvor arbejdskraften er billigst? Ja, siger de, det kan ikke være anderledes i den globaliserede verden.

– Det kan det selvfølgelig, derfor skal vi blive ved med at snakke og kæmpe for friheden til at optræde samlet. Ellers forsvinder fællesskabet, og vi ender der, hvor Thatcher gerne ville have os. Der hvor der ikke findes et ”SAMfund”, siger Jens Borking. (brink)