Respektér det irske folk

Fagbevevægelsen mod Unionen er med, når 11 danske organisationer kræver respekt for det irske nej foran den irske ambassade torsdag kl. 15.30-16.30

11 danske organisationer er gået sammen om en fælles markering i forbindelse med Irlands anden folkeafstemning om Lissabon-traktaten den 2. oktober.  Markeringen finder sted foran Irlands Ambassade, Østbanegade 21 i København torsdag den 24. september kl. 15.30-16.30.

Tidligere juraprofessor og MEP Ole Krarup og Finn Sørensen fra Fagbevægelsen mod Unionen er blandt talerne, mens Arne Würgler synger sange for organisationernes aktivister, som holder bannere, der kræver respekt for det irske nej og ønsker traktat-afstemninger i andre EU-lande.

”Vi modsætter os, at folk kan trues til at ændre en demokratisk truffet beslutning, hvis den ikke er i overensstemmelse med de politiske lederes ønsker. Og vi håber, at I vil træffe en afgørelse i respekt for den første folkeafstemning. I stemmer for alle de borgere i EU-landene, der havde ønsket en folkeafstemning om den omdøbte EU-forfatning. I denne sag står Irland som Europas demokratiske fyrtårn. Længe leve det irske demokrati.”

Sådan lyder det bl.a. i et åbent brev til den irske befolkning, som repræsentanter for de 11 organisationer overrækker til den irske ambassadør i forbindelse med markeringen torsdag.

De 11 organisationer er:

* ATTAC
* Borgerinitiativet Ja til Europa – Nej til EU-forfatning
* Fagbevægelsen mod Unionen
* Folkebevægelsen mod EU
* Nationernes Europa – EF-tilhængere imod mere union
* Nødvendigt Forum
* Radikalt EU-kritisk Netværk
* Socialdemokratisk Netværk Europa
* Tænketanken Ny Agenda
* Udfordring Europa
* Ungdom mod EU (brink)