Prestigebyggeri på skrumpeløn

Århus kommune lever ikke op til ILO-konventionen på milliardbyggeri på havnefronten, mener 3F

På Århus kommunes milliardbyggeri på havnen er der hverken plads til byen arbejdsløse tømrere eller til tømrerlærlinge. Og de polske tømrere på pladsen henter med en timeløn på 120 kr. kun godt og vel mindstelønnen, mens tømrere andre steder i byen tjener omkring 200 kr. i timen på akkord.

Lige nu arbejder der 20 polske tømrere på Århus kommunes nye hovedbibliotek på havnen for det svenske firma Scandcon. De er i gang med at sætte lofter op, og der kommer nok flere til for ordren lyder på omkring 23.000 kvadratmeter loft. Alligevel har 60 lokale tømrere forgæves søgt job på pladsen, oplyser 3F.

Det svenske firma er medlem af Dansk Byggeri og med en timeløn på 120 kr., lægger de lidt over mindstelønnen på 114 kr. i timen.
– Det er lige bekvemt over mindstelønnen. Men vores ledige medlemmer kunne gå ind og tjene 200 kr. i timen på det samme arbejde på akkord. Så arbejdet foregår ikke på lige vilkår, siger faglig sekretær Claus Ørskou, 3F Transport, Logistik og Byg Århus.

Århus kommune har længe krævet, at entreprenører skal leve op FN’s arbejdsorganisation, ILO’s konventioner, som bl.a. kræver, at arbejde skal udføres i på samme vilkår som lignende arbejde på stedet. Lige før kommunevalget blev kravene yderligere skærpet for at imødegå social dumping.

– Men i virkeligheden lever man ikke op til sin forpligtigelse. ILO’s konvention taler om, lige vilkår i et område, og det er det ikke.  Der er tale om social dumping, når man kun lige sniger sig over mindstelønnen, som ingen af vores medlemmer arbejder for. Det er social dumping, siger Claus Ørskou.

Han mener i stedet, at der burde være plads til nogle af de mange ledige medlemmer på pladsen.

– Vi mener, at man har en moralsk forpligtelse til at ansætte dansk arbejdskraft, når det er et arbejde, der udføres i Danmark, og det er slet ikke i orden at slæbe polske folk hertil, når vi har 140 ledige, som vi godt kunne tænke os fik et arbejde. Det ville også spytte i kommunekassen, siger Claus Ørskou.

Han peger samtidig på, at der ikke er det antal lærlinge, som klausulerne på det kommunale byggeri kræver.

Behov for at stramme op

Enhedslisten byrådsmedlem Peter Hegner Bonfils rejser nu sagen overfor de ansvarlige rådmænd.

– Når det gælder spørgsmålet om lærlinge er det klokkeklart, enten er noget gået helt galt, eller også omgår man de sociale klausuler, siger han.

– Når der arbejdes på vores byggerier, så skal der være lige løn for lige arbejde, lige meget hvor du kommer fra, ellers et det social dumping. Og når de polske tømrere tjener 120 kr., mens tilsvarende arbejde giver 200 kr. i timen, så er det ikke lige vilkår- Derfor vil jeg have en forklaring på situationen i forhold til de klausuler vi har. Måske er der behov for at stramme op, siger Peter Hegner Bonfils.

Dansk Byggeri afviser over for jp.dk, at der er noget at komme efter for fagforeningen:
– Det er ikke social dumping. Scandcon betaler den rigtige løn, de rigtige skatter og de rigtige afgifter, og virksomheden har fra begyndelsen været opsat på at overholde de danske regler, siger Søren Lange Nielsen, chefkonsulent i arbejdsgiversekretariatet i Dansk Byggeri til avisen. Han afviser også, at der skulle være stillet krav om lærlinge på byggeriet. (brink)