Polske paradokser

Det polske arbejdsmarked er fuldt af paradokser: Massearbejdsløshed og mangel på arbejdskraft. Massiv eksport af arbejdere og masser af importeret illegal arbejdskraft fra det endnu østligere Europa

Den polske virkelighed er ikke sådan at få hold på, fuld af paradokser som den er. I en serie interviews med Jens Jørgen Nielsen, vil vi forsøge at løfte en lille flig af baggrunden for Polens sociale, faglige og politiske udvikling. Jens Jørgen Nielsen er forfatter og konsulent i FOA. Han har tidligere bl.a. udgivet bogen ”Østudvidelsen under overfladen”, til efteråret udsender han en ny bog om Polen.

Gang på gang stjæler Polen overskrifter ved EU-topmøderne, det er som om de polske politikere agerer i en anden virkelighed. Samtidig er polske arbejdere blevet hverdag mange steder i Danmark, historierne om underbetaling af polske arbejdere er daglig kost, og polske firmaer opererer i en gråzone i samarbejde med danske ”entreprenører”, som deltager i udnyttelsen.

Men hvad er det for et land de kommer fra, hvad er det for vilkår de er vant til, hvordan kan man forstå de mange polske paradokser?

Det store naboland er udset til at skulle levere hovedparten af den arbejdskraftreserve, som politikere og erhvervsliv satser på skal ”redde” dansk erhvervsliv, samtidig importerer de selv illegal arbejdskraft i stor stil, mens randområderne i Polen forvitrer og ligger næsten stille hen med massearbejdsløshed.

– Mange forventer nu, at polakkerne er lige som os. Nu er de medlemmer af EU, og så opfører de sig som os, men sådan er det ikke. Polakkerne har deres smertefulde historie med i rygsækken, og det præger hver eneste polak, siger Jens Jørgen Nielsen.

– Det betyder f.eks., at der ikke i Polen den samme opbakning til staten og institutionerne, som vi tager for givet. Vi er vant til, at man følger loven, det er ikke en givet ting i Polen, siger han.

Da Polen i 90’erne skulle overgå til markedsøkonomi, så var det ifølge Jens Jørgen Nielsen, en proces som var båret af ideologiske forestillinger, som ikke havde meget med virkeligheden at gøre.

– Man forestillede sig, at det var helt uproblematisk, blot man fik markedsøkonomi og frit slag for privatisering, så ville man automatisk få et samfund som vores. Solidaritets leder, Lech Walesa mente, at Polen i løbet af tre måneder ville være på højde med Vesteuropa. Nu er der gået 15 år, og man har et helt andet samfund, siger han.

Ingen lærebog i markedsøkonomi

Store områder af Polen er præget af stilstand og lukkede fabrikker (Foto Jens Jørgen Nielsen)

Efter kommunismens fald skulle Polen integreres i Europa og have et kapitalistisk og demokratisk system som vores.

– Men hvordan gør man det, der var ingen lærebog i at gå fra kommandoøkonomi til frit marked. Hvad skal prisen være for en fabrik? Pludselig var der en situation, hvor tidligere partibosser var blevet kapitalister. Det hele blev båret af en forestilling om, at det blot gjaldt om at privatisere mest muligt, og hvor staten skulle trække sig tilbage og overlade alt til markedet. Privatiseringen blev gennemført i lukkede cirkler og var præget af korruption, siger Jens Jørgen Nielsen.

En af de fatale konsekvenser er, at Polen næsten ikke har haft en arbejdsmarkedspolitik: Der er næsten intet gjort for efteruddannelse og beskæftigelse af de arbejdsløse. Der er ingen udviklingsplaner for de områder, hvor arbejdsløsheden når højder som i 30’erne.

– Det blev anset for helt overflødigt i en nyliberal verden. Derfor har Polen en gigantisk arbejdsløshed, som er eruoparekord, siger han.

Der har været over 20 procent arbejdsløse, hver tredje unge er arbejdsløshed og erhvervsfrekvensen for dem mellem 18 og 60 år er på 50 procent. Meget få over 50 år er i arbejde og næsten ingen over 55 år, samtidig er mange kvinder blevet presset ud af arbejdsmarkedet.

– Selvom de officielle tal nu er nede på et snit på 15 procent ledige, så er der meget store regionale forskelle. Der er centre som Warszawa, hvor der er lav ledighed, mens der er store regioner, som nærmest er røget helt ud, siger Jens Jørgen Nielsen.

Det er især det østlige og nordlige Polen, som er ramt. I områderne omkring de store havnebyer Gdansk og Stettin var der tidligere store statslandbrug som er lukket. Værfterne i de to byer har droslet voldsomt ned. I Stettin har der i perioder været 30 procent ledige.

– Men de skiftende regeringer har ikke sat ind med hverken økonomiske planer eller uddannelse. Deres svar har været, der kommer nok noget andet. Men det gjorde der ikke, siger han.

Skrøbelig vækst

– Næsten alle de studerende, jeg har mødt, har planer om at rejse ud for at arbejde, siger Jens Jørgen Nielsen

Den elendige infrastruktur er med til at hindre udviklingen af f.eks. det østlige Polen. De polske veje er elendige (der er 200 km. motorvej i hele landet) og jernbanerne er nedslidte. Det har ført til, at investeringerne er koncentreret i få områder.

– Væksten i Polen er koncentreret i få centre, og den sker næsten udelukkende gennem de udenlandske investeringer. Det kan være godt nok, men det er en skæv udvikling, som trækker landet skævt, samtidig er der hele tiden en risiko for, at de udenlandske virksomheder rykker videre østover, siger Jens Jørgen Nielsen.

Og trods den økonomiske vækst, så ligger Polens bruttonationalprodukt stadig – efter mere end 15 år med markedsøkonomi – kun på en 1/3 af EU’s gennemsnit.

Ud med harmonikaen

Hverveplakatet hænger på mange uddannelsessteder, her opfordres en opfordring til at rejst til Sorbritannien. Her venter god løn og bolig!

Kun omkring 14 procent af de registreret arbejdsløse polakker får understøttelse, og dagpengene er begrænset til højest et år.

– Bagefter får du ingenting overhovedet. Så er det ud med harmonikaen og se om du kan skaffe penge på en eller anden måde. Jeg har mødt tidligere værftsarbejdere som trækker harmonikaen på gaden for at overleve, siger Jens Jørgen Nielsen.

– Næsten alle de studerende, jeg har mødt, har planer om at rejse ud for at arbejde. Minimumslønnen er på 2000 kr. om måneden, så der er meget at hente, også hvis en højtuddannet vil gå med aviser i Danmark, siger han.

Så det er ikke så mærkeligt, at der i dag skønsmæssigt arbejder omkring 2 millioner polakker i udlandet. Samtidig er der området, som er drænet for arbejdskraft, det gælder f.eks. byggebranchen i Warszawa. Det har igen ført til en omfattende illegal trafik af fremmed arbejdskraft, fra bl.a. Rusland, Ukraine, Rumænien og Vietnam. Tallene er i sagens natur skønsmæssige, men f.eks. regner man med, at der er 150.000 Ukrainere, som arbejder illegalt.

– De arbejder helt uden for alle regler og har elendige vilkår. Og manglen fører til helt absurde situationer. F.eks. har Polen fået EU tilskud til et projekt, hvor handicappede indiske arbejdere skal være med til at bygge nogle af de fodboldstadions, som skal bruges til EM i fodbold, siger han.

Selvransagelse

Den begyndende mangel på arbejdskraft har da også sat en selvransagelse i gang, selv i den ene af de fire polske arbejdsgiverorganisationer er man begyndt at diskutere, hvad der skal til for at sikre overveje, hvordan man kan holde polakkerne hjemme.

Og de to dominerende fagforeninger Solidaritet og OPZZ er ved at indse, at de skal begynde at koncentrere kræfterne om at få hævet lønnen.

En undersøgelse i foråret viste, at lønmodtagerne ikke har fået andel i den stigende produktivitet.

– På fem år er produktiviteten steget 36 procent mere end reallønnen. Det er den største forskel i hele Europa, og det har fået fagbevægelsen til at spørge om Polen ikke skal være et europæisk land. De forsøger at bruge det som argument for at hæve reallønnen, siger Jens Jørgen Nielsen. (brink) .