Der er brug for et mere nuanceret syn på polen og polakkerne, mener forfatteren Jens Jørgen Nielsen
 |
| Bogen er udkommet på forlaget Frydenlund, den koster 299 kr. |
En faglig bevægelse som sejrer ad helvede til for bagefter demonterer sig selv. En regering som kræver, at de dræbte polakker fra 2. Verdenskrig skal tælles med når stemmevægtene skal fordeles i EU, daglige historier om polske arbejdere som stuves sammen under usle vilkår på danske byggepladser. Et land som på en gang lider af storhedsvanvid og mindreværd, et land hvor nationalismen trives side om side med dyb mistro til staten. Hvis man som dansker vil forstå polen og polakkerne, så er der brug for lidt mere nuanceret viden om det store naboland, mener forfatter og konsulent Jens Jørgen Nielsen. Med bogen ”Polske Paradokser”, som netop er udkommet, tilbyder han et let tilgængelig fremstilling af polens nyere historie, krydret med aktuelle interviews og reportager fra landet.
Men hvorfor bruge 330 sider på Polen
– Polen er et stort naboland, det er med i både Nato og EU, men vi ikke kender meget til. Der er kun meget spredt og tilfældig viden og mange myter om Polen. Det er ikke et akademisk spørgsmål, polakkerne arbejder her jo allerede, siger Jens Jørgen Nielsen.
Grundlæggende har Polen en radikalt anden historisk udvikling end os, derfor er der brug for andre begreber, mener han.
– Når polakker og danskere mødes, så opstår der let misforståelser. Vi har ikke de samme værdier, og forstår ikke hinandens kultur, siger han.
Den polske udvikling er fuld af paradokser, som det umiddelbart er svært at begribe, derfor er der brug for mere viden og ikke mindst er der brug for at afkræfte de mange negative myter om polakkerne.
– Samtidig spreder nyliberale som Uffe Ellemann et rosenrødt billede af et Polen, som bare buldrer derudad med markedsøkonomien. Det billede holder ikke heller ikke en meter. Derfor fatter hverken journalister eller kommentatorer, hvordan man pludselig kan vælge de to højreradikale tvillinger, til præsident og statsminister, som det skete for nogle år siden.
– Polen er præget af paradokser på mange måder. Vi har set en imponerende organiseret fagbevægelse (Solidarnosc), som vælter det kommunistiske styre, men da de kommer til magten afmonterer de bevægelsen og demobiliserer befolkningen. De ender med at splitte befolkningen og skabe enorme sociale problemer, siger Jens Jørgen Nielsen.
Sygt politisk system
– Mange steder i bogen bruger du ordet patologisk (sygeligt) for at karakterisere situationen, hvad er der galt?
– Der er en grundlæggende patologi i det politiske system. Kort sagt fungerer det ikke demokratisk i vores forstand. Partierne repræsenterer ikke rigtig nogen. Der er en ekstrem lav valgdeltagelse, og kun 12 procent har tillid til politikerne, mens tre ud af fire har mistillid. Den politiske diskussion består i mudderkastning og beskyldninger om at have stjålet af kassen. Den brede politiske debat handler mest om korruptionsbeskyldninger, og ofte viser sig at være sande, siger Jens Jørgen Nielsen.
Som eksempel fortæller han i bogen historien om de tidligere kommunister, som i socialdemokratisk nyklædning kom til magten ganske få år efter kommunismens sammenbrud.
– De klarede sig egentlig godt, men beskyldningen om korruption lå der hele tiden. Og efter optagelsen i EU sprang bomben, partiet havde fået 17 mill. dollars i bestikkelse for at gennemføre en bestemt lov. Den slags skaber ekstra mistillid til politikerne, og det rammer også tilliden til den offentlige sektor, siger han.
Polsk nationalisme
Trods mistilliden til det politiske system og staten, så er der en stærk nationalistisk strømning i Polen.
– Den polske nationalismen blomstrede i 1800 tallet, hvor der ikke eksisterede nogen polsk stat. Kirken har mere end staten været rammen om den nationale udvikling. Det har betydet at familien også i dag varetager mange af de funktioner, som vi er vant til, at samfundet tager sig af. Det er f.eks. kun 13 procent af de arbejdsløse, som modtager understøttelse, mens 80 procent siger, at de får hjælp af familien til at overleve, siger Jens Jørgen Nielsen.
Hvis man gerne vil fornærme en polak, så skal man bare tale om Polen som et østland.
– De fleste polakker er stolte, og de opfatter sig aldeles ikke som ”øst”, de opfatter sig som Central-Europa. De er midten af Europa, og de kan deres historie. For dem var det Polen, der både reddede det kristne Europa fra Osmannernes muslimske herredømme og de slaviske ”horder fra øst”. Polen var den største stat i Europa i 1600-1700 tallet. Og de mener, de har stået i front for de europæiske værdier, den holdning kan du finde alle steder, når man taler med polakkerne. De mener, at det er dem, der kan fortælle os, hvad der er sande Vesteuropæiske værdier, siger han.
– Samtidig er der en udbredt offermentalitet. Polakkerne mener, at de blev ofret efter 2. verdenskrig. De mener, at vestmagterne solgte Polen til Stalin, derfor skylder Vesteuropa dem noget. Man kan ikke forstå deres optræden f.eks. på EU-topmøderne uden at have den baggrund med, siger Jens Jørgen Nielsen. (brink)
