Polsk fagbevægelse har ry for at vælte systemer, men efter 20 år med kapitalisme er bevægelsen i krise. Derfor søger de to polske landsorganisationer nu en ny start, hvor organiseringen starter på gulvet og gaden
 |
| – Fagbevægelsen er endt i en krise, fordi den har brugt alt krudtet på politisk arbejde. De har forsømt at opbygge organisationer, som kunne sikre at lovgivningen faktisk blev fulgt på arbejdspladserne, siger Jens Jørgen Nielsen |
– Paradoksalt nok, har Polen ry som et fagforeningsland. Det var Solidaritet der væltede læsset og banede vejen for et systemskifte i Polen og måske hele Østeuropa. Alligevel må man konstaterer, at fagbevægelsen står ekstremt svagt i dag, konstaterer Jens Jørgen Nielsen.
Han har netop besøgt Polen i flere omgange for at samle stof til en ny bog om Polens sociale og politiske udvikling, som udkommer til efteråret.
Den polske fagbevægelse er splittet i to landsorganisationer: Solidaritet, som havde udspring fra værftet i Gdansk, hvor oprøret mod det kommunistiske styre startede i 80’erne. OPZZ som er bygget på resterne af den gamle officielle fagbevægelse fra det kommunistiske Polen. OPZZ er i dag socialdemokratisk orienteret og har tætte forbindelser til de ”reformerede” kommunister, som er nu er socialdemokratisk orienterede.
Efter systemskiftet i 1989 lignede det næsten et ”fagforeningsstyre”. Fagbevægelsen var tæt knyttet til politiske partier, og de havde deres egne folk i parlamentet. Solidaritet sad tæt på magten de første år – og leverede jo og også en præsident, Lech Walensa. Da de reformerede kommunister – højst overraskende kom tilbage til magten i 1994 og dannede regering, var det OPZZ’ tur til at få tæt indflydelse på lovgivningen.
Faglig bibel
|
Se også interview om det polske arbejdsmarked: |
|
Fagbevægelsens tætte politiske forbindelser resulterede i, at det nye Polen fik en yderst deltaljeret og omfattende lovgivning, som regulerer løn- og arbejdsvilkår, arbejdsmiljø, ferie, sygedagpenge mm.
– Alt det vi normalt forbinder med overenskomsterne bliver reguleret via lovgivning. De kalder den selv en bibel for arbejdsmarkedet, siger Jens Jørgen Nielsen.
I princippet reguleres f.eks. lønsatserne hvert år gennem trepartsforhandlinger mellem regering, arbejdsgivere og fagforeninger.
– Men i praksis er det sådan, at hvis man ikke kan blive enige, så bestemmer ministeren. Der er ikke knyttet nogen strejkeret til trepartsforhandlingerne. Så fagbevægelsen kan ikke aktionere i forhold til de vilkår, der bliver aftalt i bibelen, siger han.
– Men selvom man på papiret har ordene arbejdsforhold, så fungerer bibelen ikke i praksis. Man regner med, at loven bliver fulgt for mellem 5 og 10 procent af arbejdsstyrken, siger Jens Jørgen Nielsen.
F.eks. er det en udbredt praksis at betale mindsteløn for at slippe så billigt som muligt i bidrag til sociale fonde, resten af lønnen bliver betalt under bordet. Mange steder arbejdes der helt sort, uden hensyn til lovgivningen.
Lovgivningen kontrolleres af en statslig arbejdsinspektion, som i princippet laver det, som fagbevægelsen i Danmark laver.
– Arbejdsinspektionen har en vis status, men den er håbløst underbemandet og har ikke en chance for at kontrollere forholdene, siger han.
Røg ud med badevandet
– Fagbevægelsen er endt i en krise, fordi den har brugt alt krudtet på politisk arbejde. De to landsorganisationer har oplevet, hvad den polske svingdørspolitik betyder. Partier som har haft magten har oplevet næsten udslettelse ved næste valg. Og fagbevægelsens indflydelse er røget med ud med badevandet, siger Jens Jørgen Nielsen.
– De har forsømt at opbygge organisationer, som kunne sikre at lovgivningen faktisk blev fulgt på arbejdspladserne, siger han.
En uddøende race?
I dag er kun 14 procent af arbejdsstyrken medlem af en fagforening. Langt de fleste arbejder enten i de gamle statslige virksomheder eller på offentlige arbejdspladser, som hospitaler og skoler.
– Men i de mindre og nye private virksomheder, der hvor væksten sker, er der næsten ingen organiserede. Og der er næsten ingen unge i fagforeningerne, de er de ældre traditionelle arbejdere, som er organiseret. Det har givet fagbevægelsen noget at tænke over, hvornår er det slut, når de ældre af naturlige grunde falder fra, og der ikke kommer unge ind, siger Jens Jørgen Nielsen.
En kamporganisation
 |
| Modsætningerne mellem de to landsorganisationer er dæmpet de senere år, her deltager begge organisationer i en manifestestation |
Fagbevægelsens krise har fået begge faglige organisationer til at forsøge en ny begyndelse.
– De senere år er de skarpe brydninger mellem de to organisationer stilnet af. Solidaritet har opgivet sit meget ideologiske program. I 90’erne arbejdede de jo mod at folk strejkede, og de arbejdede for at få privatiseret mest muligt. De er blevet klogere. Og den gamle fagforening OPZZ var præget af at være en del af det gamle system og organiseret oppefra. Og begge har været præget af korruption og magtmisbrug, siger han.
I dag forsøger de at lave en ny start. Fagbevægelsen går nu på gaden og forsøger at hverve medlemmer.
– Det er unge folk, som har den pionerånd, der skal til for at opbygge en fagbevægelse fra bunden. De prøver at værge medlemmer og gøre det til kamporganisationer, der ikke er fedtet ind i politik. Fagforeningerne er stadig svage, og de har svært ved at finde deres rolle, men der er sket en vis stabilisering, og der er lyspunkter, siger Jens Jørgen Nielsen.
Konkret organisering
Jens Jørgen Nielsen har besøgt en række udenlandske virksomheder, bl.a. Nordisk Kabel og Tråds fabrik i Polen.
– Her har de europæiske samarbejdsudvalg spillet en positiv rolle. Arbejderne der vurderede at samarbejdet med den danske fagbevægelse via udvalget havde været meget positivt. Danskerne har lært dem noget om, hvordan de skal gribe det faglige arbejde an, siger han.
– På Skandinavisk Tobakskompagnis fabrik har NNF spillet en lignende rolle. De har været med til at opbygge fagforeningen fra grunden. Det er det direkte organisations arbejde, der er afgørende. Hverken et EU-direktiv eller en lov får liv, før nogen organiserer og sætter det i sving. Uden organisation forbliver det en illusion.
Solidaritet over grænserne
– Jeg har spurgt polske fagforeningsfolk, hvilken rolle EU’s direktiver spiller. De skal jo ellers lægge et gulv for arbejdsvilkårene. Men de bliver tavse, EU direktiverne har ingen realitet for dem, siger han.
Selvom samarbejdsudvalgene og støtten fra vestlig fagbevægelse kun udgør dråber i det store polske hav, så mener Jens Jørgen Nielsen, at der er god grund til at den danske fagbevægelse intensivere støtten.
– Der er muligheder, der er en voksende forståelse for internationalt samarbejde. Men det er et kulturelt minefelt, polakkerne oplever at blive set ned på – især af tyskerne. På den anden side er det helt afgørende, at polakkerne oplever, at der er andre måder at skabe solidaritet på end på rent national basis. Nationalismen er stærk, og hvis der ikke skabes en international orienterer fagbevægelse i Polen, så risikerer vi et meget nationalistisk og højredrejet Polen, siger han.
Bladbuddet fik sin løn
Jens Jørgen Nielsen mener, at de 2 millioner polakker, som i dag arbejder uden for Polen, kan komme til at spille en vigtig rolle for den faglige udvikling.
– Hvis de kommer hjem med gode erfaringer, så ser de med andre øjne på landet, de spørger: Kan Polen virkelig være så godt, når vilkårene andre steder er så meget bedre? Skal vi virkelig finde os i det her? Det kan udfordre den polske nationalisme, siger han.
Som et lille eksempel nævner han en stor artikel i et polsk dagblad, hvor et tidligere avisbud for Nyhedsavisen fortalte om det danske system.
– Han var både begejstret og forundret: Hold da op, han havde fået overenskomstmæssig løn, og på lønseddelen kunne han se nøjagtigt, hvad han havde til gode i feriepenge og pension. Mens han arbejdede havde han været medlem i 3F, og han vidste nu noget om både fagforeninger og om, at man ikke behøver at lade sig spise af med lidt under bordet.
– Da jeg læste den historie tænkte jeg, hvor var det godt, at der var lavet overenskomst der, og at han fik hvad han skulle have, ellers havde han nok fortalt en anden historie, siger Jens Jørgen Nielsen. (brink)