Fagbevægelsen banede vejen for det nye Polen i 1989 og var en del af magten, nu er det slut med ”fagforeningsregimet”, og de polske fagforeninger erkender, at de må starte forfra og organisere fra bunden
I starten af 90-erne, var Polen styret af fagbevægelsen. Fagbevægelsen Solidarnosc havde vundet kampen mod det kommunistiske styre og leverede ledende ministre til det ny Polens første regeringer. Samtidig levede den gamle kommunistiske fagbevægelse videre men nu uden at være et led i magtens maskineri.
De to bevægelser lever stadig og er hovedstrømningerne i fagbevægelsen i dag i Polen. Men de er begge langt fra fortidens storhed.
– Hverken NNZZ, som er den faglige udløber af Solidaritet eller den ekskommunistiske OPZZ passer til en moderne faglig bevægelse, siger forfatteren Jens Jørgen Nielsen.
I bogen ”Polske Paradokser” fortæller han historien om polsk fagbevægelses storhed og fald.
– Solidaritet var i udgangspunktet mere en politisk bevægelse med det klare mål at fjerne det kommunistiske styre. Bevægelsen havde ingen klare svar på, hvad der skulle ske bagefter. Den var præget af nyliberalisme, nu fik man det frie marked, og så var der ikke brug for en fagbevægelse. Så den afmonterede sig selv som faglig kamporganisation. Så da de sociale problemer buldrede løs, splittedes bevægelsen, siger han.
Den kommunistiske fagbevægelse var ikke meget bedre rustet til de nye tider. OPZZ havde været et tandhjul i det kommunistiske system.
– Den havde tjent systemet og administreret velfærdsordninger og ferieordninger på arbejdspladserne. Det var ingen kamporganisation, og den havde ikke erfaringer, der var brugbare i forhold til de nye problemer, siger Jens Jørgen Nielsen.
OPZZ fik dog chancen igen allerede få år efter systemskiftet, da det tidligere kommunistparti, som var genopstået som socialdemokrater kom til magten igen.
– Men begge faglige organisationer knyttede sig til tæt til de politiske partier. Partierne var snavset ind i korruption, og det smittede af på tilliden til fagbevægelsen, siger han.
Den faglige kamp blev ikke nemmere af, at der ikke rigtig var nogen at slås med:
– Der skal to til en tango, og de polske arbejdsgivere var overhovedet ikke interesseret i at indgå aftaler om noget som helst. De havde kun en negativ interesse i at forhindre aftaler. På det grundlag skaber man ikke et velfungerende arbejdsmarked, siger han.
Kun få medlemmer
Kun mellem 10 og 15 procent af de polske lønmodtagere er organiseret.
– Det er primært i den offentlige sektor og på de gamle statslige arbejdspladser. I de nye sektorer er der næsten ingen faglige repræsentanter. Landsdækkende overenskomster er næsten ukendt, i stedet reguleres løn og arbejdsforhold af lovgivning, det svækker i sig selv fagbevægelsens rolle, siger Jens Jørgen Nielsen.
Den polske arbejdslovgivning er omfattende og på papiret har de polske arbejdere mange rettigheder.
– Det er en udmærket lovgivning, problemer er, at det polske arbejdstilsyn, som skal kontrollerer at den overholdes er underbemandet, så i praksis bliver loven ignoreret mange steder, siger han.
– Nogle faglige folk ser det som deres opgave, at få loven overholdt. De ser det som en faglig opgave at ringe til arbejdstilsynet. Men det er en defensiv position, som ikke styrker fagbevægelsen i sig selv, siger han.
Visker tavlen ren
Situationen har ført til selvransagelse blandt polske fagforeningsfolk, både blandt solidaritet og OPZZ.
I 2001 dannedes en ny hovedorganisation, Forum i protest mod de gamles tætte politiske bindinger.
– Forum har haft en rolle som katalysator, og det har betydet at de to gamle organisationer har kappet båndene til de politiske partier, siger Jens Jørgen Nielsen.
– Mange siger, at det er tid at begynde helt forfra, erfaringerne kan ikke bruges i den moderne virkelighed. Og der er lyspunkter, nogle er – næsten mod alle odds – begyndt at organisere f.eks. de ansatte i de nye store supermarkeder. Og der er eksempler på, at de to gamle fagforeninger samarbejder. De nye generationer er fri af de gamle modsætninger og ser mere pragmatisk på opgaven, siger han.
I sidste forår de to største organisationer fat i debatten om de 2 millioner polakker som arbejder i Vesteuropa.
– Fagforeningerne startede kampagner for højere løn for at holde folk hjemme. Og mulighederne er der, de unge vil være med i fagforeningerne, hvis der vel at mærke sker noget. Og så er der jo et par millioner ”i lære” i vest. Når de kommer tilbage, så er det ikke sikkert, at de er lige så medgørlige. De har lært noget om andre måder at gøre tingene på, det kan blive en løftestang. Der er en stigende erkendelse blandt faglige folk af, at man kan lære af fagbevægelsen i vest, siger han.
Mød dem i øjenhøjde
– Det kræver, at vi sikrer, at de får ordentlige vilkår. Hvis de kun oplever at blive misbrugt og diskrimineret her hos os, så er det vand på en helt anden mølle. På kort sigt er der meget, der kan gå galt, men på længere sigt er jeg optimist, siger Jens Jørgen Nielsen.
– Mange af de unge er interesseret i Europa og vil gerne udvikle Polen, mens tvillingerne og mange ældre er orienteret mod fortiden offermentaliteten, det udvikler ikke fremtiden, siger han.
Han råder dansk fagbevægelse til at møde de polske kolleger i øjenhøjde og med respekt.
– I 90-erne var der en tendens til at vi ville fortælle polakkerne, hvad de skulle. Den arrogance dur ikke, det giver bagslag. Det er bedre at udvikle nogle samarbejdsprojekter mellem fagbevægelsen i de to lande, det er der også enkelte eksempler på bl.a. gennem samarbejdsudvalgene i nogle af de store koncerner, som har afdelinger både i Polen og her, siger han.
– Og så er det vigtigt at få fat i de polakker, som faktisk er her. Byggefagenes polske klub er et godt eksempel, flere og flere forbund har polsk tekst på deres hjemmesider – det er godt signal, som mange siger de er glade for. Der er en stigende erkendelse blandt de udenlandske arbejdere af, at de bliver snydt. Når de har været har et stykke tid, begynder de at reagerer, hvorfor skal vi knokle røven ud af bukserne og få mindre end danskerne, siger Jens Jørgen Nielsen. (brink)
