Politikerne må på banen

Politikerne må sikre, at arbejdsgivere ikke kan bruge sociale ydelser til at lokke udenlandske lønmodtagere til social dumpning, mener Byggefagenes Samvirke i København

– Børnechecks er blevet et værktøj for arbejdsgivere til at presse lønnen ned for udenlandske lønmodtagere. Vi accepterer ikke, at arbejdsgiverne bruger gode sociale ydelser som instrument til social dumpning og underløbning af danske overenskomster, hedder det i en udtalelse fra Byggefagenes Samvirke i København.

Byggefagenes Samvirke opfordrer til, at ”alle gode politiske kræfter samles om en styrket indsats imod social dumpning igennem indførelse af ID-kort til ansatte, skærpet myndighedskontrol, og kædeansvar i alt offentligt byggeri.”

Arbejdsgiverne løber fra ansvar

Samvirket kræver genindførelse af fuldt skattefradraget for medlemskab af en fagforening.
– Så de faglige organisationer forsat kan udfylde og sikre den rolle, vi indtager i den danske model, som det formuleres.

– Resultaterne ved de aktuelle ok-forhandlinger har vist, at der er brug for en bredere vifte af initiativer til bekæmpelse af plat og svindel, hedder det.
Byggefagenes Samvirke mener, at arbejdsgiverne også denne gang har vist, at de ikke ønsker at påtage sig ansvar, når det gælder social dumpning.

– Igen er det Dansk Arbejdsgiverforening, hvor Dansk industri fører taktstokken, som har sikret, at ingen brancheforeninger godkender egne overenskomster uden godkendelse i DA-toppen, hvilket umuliggør at de enkelte brancher selv kan finde egne løsninger imod social dumpning, hedder det.

– Tusindevis af danske lønmodtagere er allerede udstødte af arbejdsmarked i en unfair konkurrence. Politikerne må træde i karakter og sikre ordnede forhold på det danske arbejdsmarked, lyder opfordringen fra de københavnske bygningsarbejdere. (brink)