Politikerne i Europaparlamentet blander sig nu i debatten om konsekvenserne af Vaxholmsagen og andre kontroversielle domme fra EF-domstolen
Et næsten enigt Beskæftigelsesudvalg i Europaparlamentet har vedtaget betænkning, som kritiserer EF-domstolens afgørelser i b.la. Vaxholmsagen og den såkaldte Rüffertsag.
Udvalget anbefaler at EU-kommissionen åbner for en revision af udstationeringsdirektivet, som handler om udstationerede arbejderes vilkår, når de arbejder i andre EU-lande.
Parlamentarikerne mener bl.a., at EF-domstolen i sine seneste domme omtolker direktivet fra et minimumsdirektiv til et maksimumsdirektiv, som begrænser fagbevægelsens muligheder for at sikre lige løn for lige arbejde.
Rapporten er et langt stykke ad vejen enig med den kritik, som den europæiske fagbevægelse har rejst af dommene. Fagbevægelsen frygter, at dommene knæsætter et princip om, at konfliktretten og landenes ret til at bekæmpe social dumping underordnes det indre markeds princip om fri bevægelighed.
Europaparlamentet forventes at tage stilling til udvalgets rapport til oktober. Hvis parlamentet vedtager den, som den ligger, vil det øge det politiske pres på EU-kommissionen for at komme med forslag til et nyt udstationeringsdirektiv.
Men i sidste ende er det op til Kommissionen selv at beslutte, om det vil sætte gang i en ændring af direktivet. I EU systemet har kommissionen suverænt den såkaldte initiativret, derfor kan parlamentet kun appellere til, at kommissionen reagerer.
Så sent som den 25. juni i år afviste en repræsentant for EU-kommissionen, Armindo Silva over for beskæftigelsesudvalget, at der var behov for at ændre direktivet. Hun gav udtryk for, at Kommissionen er helt tilfreds med de kontroversielle domme.
Kommissionens position er ikke overraskende, da domstolen i f.eks. Vaxholmsagen stort set har fulgt den linie, som Kommissionen argumentere for i sit indlæg i sagen.
I sagen mod Luxembourg var det EU-kommissionen selv, som stævnede Luxembourg, fordi landet – ifølge Kommissionen – krænkede den fri bevægelighed ved at stille krav til de udenlandske tjenesteydere om at følge landets overenskomster. Også her fulgte domstolen Kommissionens fortolkning af udstationeringsdirektivet.
Social protokol hvordan
Den svenske socialdemokrat, Jan Anderson er såkaldt rapportør på betænkningen. Han har ledet forhandlingerne mellem de forskellige grupper i parlamentet, som har ført frem til et kompromis om betænkningen.
Jan Anderson er ”ekstremt nöjd” med udfaldet, og på den svenske Europortalen tolkes resultatet som en opbakning til den Europæiske Faglige Sammenslutnings (EFS) krav om en social protokol.
Det danske medlem af udvalget socialdemokraten, Ole Christensen er mere forsigtig:
– Udvalget lægger sig ikke fast på, hvordan man når målet – om det er for eksempel en social protokol, der skal til. Det afgørende er målet. Konfliktretten er en fundamental rettighed, også i forhold til traktaten, men der skal naturligvis være en balance mellem muligheden for at levere en tjenesteydelse og retten til at lave blokade. Der er derfor brug for at få klargjort, hvor den balance er, siger han til 3F.dk.
I betænkningen omtales EFS detaljerede forslag til en bindende social protokol, som en del af traktaten, da heller ikke. Parlamentarikerne foreslår, ”at de sociale bestemmelser, som findes i den såkaldte Montiklausul og i servicedirektivet sammenfattes enten i en social bestemmelse i traktaten eller i en aftale mellem EU’s institutioner.”
Udvalget forsømte muligheden
Det var netop spørgsmålet om en bindende social protokol, der fik gruppen af grønne- og venstrepartier (GUE/NGL) til at undlade at stemme for betænkningen.
Gruppen er enig i betænkningens krav til et nyt udstationeringsdirektiv. Men det lykkedes ikke udvalget at få EFS’s krav om en bindende social protokol med i beslutningen, mener de. I stedet støtter udvalget EF-domstolens generelle holdning om, at der skal være en balance mellem de fundamentale rettigheder og de økonomiske friheder, lyder kritikken fra venstrepartierne.
– Det er forkert signal, hvis parlamentet accepterer den fejlagtige opfattelse af ”balance”, så kan fundamentale sociale rettigheder altid begrænses. Det gælder ikke mindst retten til at strejke, til at bruge kollektive kampskridt og friheden tit at indgå kollektive overenskomster udover EU-direktivernes minimumsstandarder, siger Mary Lou McDonald, GUE/NGL ordfører på betænkningen. (brink)
