På vej mod økonomisk union

Ugens redningsaktion for euroen er kun første skridt mod en økonomisk union, bebuder kommissionsformanden. Den europæiske fagbevægelse mener topmødet endnu en gang har bøjet sig for markedet

Trods små fremskridt i krisestyringen, så har de europæiske ledere endnu engang fejlet i håndteringen af krisen og bøjet sig for finansmarkedets diktat. Sådan opsummere den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS ugens topmøder.

– Resulratet af topmøderne er ikke en holdbar løsning på den krise som rider Europa, en løsning skal koncentreres om jobs og vækst, siger EFS’ generalsekretær, Bernadette Ségol. Hun forudser, at finansmarkederne vil fortsætte og næste gang angribe Italien og Frankrig.
Eurozonen får nu jævnlige topmøder for sig selv og sin egen ”præsident”, men det har kun mening, hvis EU skifter politik, mener EFS:

– Jævnlige Euro-topmøder giver kun mening, hvis de skifter kurs og forlader nedskæringsvejen og den hårde kur for de mange. Arbejdere bliver bedt om endnu engang at bringe ofre og betale for dette dysfunktionelle system. Efter at have smadret de kollektive overenskomster i Grækenland, kræver man nu flere arbejdsmarkedsreformer i Spanien for at øge fleksibiliteten trods fagbevægelsen enorme indsats, også i Italien kræver man endnu en runde liberaliseringer af arbejdsmarkedet, siger Bernadette Ségol.

Kun første skridt

Udviklingen i euro-lande som Italien, Grækenland og Portugal vil blive udsat for en hidtil uset skærpet overvågning og kontrol af deres nationale finanslove, det sagde EU-Kommissionens formand Barroso, blot få timer efter topmødet onsdag.

Efter hårdt pres fra især den tyske kansler, Angela Merkel, indeholder euro-pakken en række ekstremt vidtgående beslutninger om at styrke budgetdisciplinen, så nødlidende eurolande reelt mister suveræniteten over deres finanslove, skriver jp.dk.

I fremtiden bliver EU’s økonomikommissær, Olli Rehn, også eurokommissær med styrkede beføjelser og redskaber til at sikre, at euroreglerne overholdes.
– Kommissionen har i flere måneder sagt, at vi skal udbygge vores monetære union med en økonomisk union. Vi har brug for stærkere styring i eurozonen. Vi har brug for mere integration, disciplin og samklang, sagde Barroso.
Redningsplanen med en græsk gældssanering, en styrket redningsfond og en bankaftale er ifølge den tyske kansler kun begyndelsen på en række gennemgribende reformer af unionen. Merkel kræver også traktatændringer, der vil tvinge eurolandene tættere sammen i en finanspolitisk magtkerne i unionen.

”Begrænsede traktatændringer”

MEP for Folkebevægelsen mod EU, Søren Søndergaard forudsiger folkeafstemning i Danmark om EU’s økonomiske regering.

– Trods fortsat usikkerhed fremstår tre klare konklusioner på nattens forhandlinger. For det første har vi fået endnu en bankpakke, som skal betales af skatteyderne. For det andet planlægges en hård tid for almindelige lønmodtagere i form af lavere løn, forringet offentlig velfærd og højere pensionsalder. Og for det tredje skal EU have endnu mere magt, siger han.

– Selvom topmødekonklusionerne taler om ”begrænsede traktatændringer”, så er det klart at hvis målsætningen om en økonomisk regering i EU skal nås, så kræver det en traktatændring, som overfører beslutningsret fra de enkelte medlemslande til EU. Dette aktualiserer Folkebevægelsens krav om en folkeafstemning om Europluspagten, og om Danmark skal underlægge sig en sådan økonomisk regering, siger Søren Søndergaard. (brink)