EU politiske straninger i kølvandet på finanskrisen er med til at indskrænke demokratiet i Europa. Men selvom de autoritære kræfter fører 2 -1, så kan kampen vendes, skriver Asbjørn Wahl, leder af den norske bevægelse for velfærd
EU’s på svar på krisen fører til skærpede sociale og politiske modsætninger, skriver Asbjørn Wahl i en kronik i den norske avis Klassekampen.
– Med den såkaldte sixpack og Europagten forsøger EU at indføre nye økonomiske styringsformer, der styrker EU-kommissionen og det Europæiske Råd på bekostning af EU-parlamentet og de nationale parlamenter. Samtidig lægger EU op til omfattende indgreb i løndannelsen og fagbevægelsens fri forhandlingsret, skriver han.
Rådvild arbejderbevægelse
Samtidig virker det som om den traditionelle fagbevægelse er rådvild i forhold den omfattende kirseudvikling, mener Asbjørn Wahl og peger på, at Socialdemokraterne står i spidsen for angreb fagbevægelsen og velfærden i de lande, hvor de har regeringsmagten. Mens de på den anden side vedtager udtalelser og som i skarpe vendinger fordømmer privatiserings- og nedskæringspolitikken, som de kriseramte EU-lande påtvinges fra EU.
Vi fik det modsatte
Reaktionen på finanskrisen burde have været en omfattende regulering af finanskapitalen og et op med de markedsliberale eksperimenter, som har bidraget kraftigt til krisen, mener Asbjørn Wahl.
– Men i realiteten har vi fået det modsatte. I mangel på modstand fra fag- og arbejderbevægelse får den europæiske elite mulighed for at fuldføre den markedsliberale revolution (”En stille revolution”, som kommissionsformand Barrose har kaldt det.), skriver Wahl.
Den nye økonomiske styringsmodel betyder en yderligere afdemokratisering af EU, mener han.
– Medlemslandenes statsbudgetter og økonomisk politik skal underlægges omfattende kontrol fra Bruxelles. Under Europagten vil der blive brugt økonomiske sanktioner overfor regeringer, som bryder de økonomiske retningslinjer, skriver Asbjørn Wahl og peger især på kravene om maksimalt tre procent budgetunderskud og kravet om at gælden højst må være 60 procent af BNP.
– Det betyder i realiteten, at en keynesiansk stimuleringspolitik vil være i strid med EU’s lovgivning, mener han.
Autoritær udvikling
Afdemokratiseringen af den økonomiske styring og angrebene på fagbevægelsen for at bane vej for nedskæringspolitikken fører lige nu EU hurtigt i en autoritær retning. EU-domstolens domme, som begrænser fagbevægelsen legale kampmidler fører i samme retning, mener Asbjørn Wahl.
– Når vi så samtidig ved, at fagbevægelsen i mindst otte lande har gennemført lønsænkninger i den offentlige sektor – ved at tilsidesætte overenskomster uden forhandlinger med fagbevægelsen – så er der ingen tvivl om, at udviklingen er dramatisk, skriver han.
Svag venstrefløj
I kronikken tegner Asbjørn Wahl et dystert billede af den europæiske arbejderbevægelse. Både Socialdemokratierne og venstrefløjen er ramt af den politiske krise, og ser ikke umiddelbart ud til at kunne organiserer modstanden.
– Der fremtræder ingen politisk eller social samlende kraft i Europa i dag, som kan virke organiserende og koordinerende på de tendenser til socialt oprør som nedskærings- og omfordelingspolitikken. Når store ungdomsmasser nu har sat sig i bevægelse i lande som Spanien, Grækenland, Portugal og Italien, så sker det åbenbart mere efter inspiration fra Thahirpladsen i Kairo end det er påvirket af egne partier eller fagbevægelse. De sidstnævnte er knap nok til stede for at bygge alliancer, politisere eller give kampen retning, skriver Asbjørn Wahl.
Han sætter dog sin lid til, at det før er set, at sociale kampe udvikler nye lederskaber og organisationer:
– Selv om de højrepopulistiske og autoritære tendenser er stærke i EU i dag, så skal vi ikke se bort fra, at den anti-sociale politik fremprovokerer sociale eksplosioner – særligt i Sydeuropa. Det kan åbne for en anden udvikling, hvor målet er mere grundlæggende ændringer af magt- og ejendomsforholdene i samfundet og en dybtgående demokratisering af styringsstrukturerne. Kampen står mellem et mere autoritært og et mere demokratisk Europa. De autoritære fører 2 -1, men kampen kan vendes, slutter Asbjørn Wahl. (brink)
