Oprørte unge fra Spanien har startet en fodtur på 1500 kilometer fra Madrid mod Bruxelles i protest mod de EU-dikterede nedskæringer
Det startede i Spanien, hvor de unge såkaldte ”Los Indignados” marcherede mod hovedstaden, hvor de 15. maj indtog en af byens største pladser i protest mod de nedskæringer, som den spanske regering er i fuld gang med at gennemføre.
Her besluttede en gruppe at fortsætte marchen hele vejen til Bruxelles for at aflevere deres protest. Ideen har spredt sig, og lige nu er der grupper af unge på vej fra Madrid Barcelona og den sydfranske by, Toulouse. De tre grupper samles i Paris d. 17. september til en større manifestation, inden de går videre og rammer Bruxelles 8. oktober.
Planen er at gennemføre møder, protester i en uge i Bruxelles, som kulminerer i en stor demonstration d. 15. oktober.
Gruppen fra Madrid tæller 90 unge, mens der startede 40 fra Barcelona. Håbet er at flere og flere vil slutte sig til undervejs mod EU’s centrum. Arrangørerne forventer at lignende marcher vil starte i Grækenland, Storbritannien og andre EU-lande.
Undervejs forsøger grupperne at organisere diskussioner og møder i de byer, hvor de overnatter.
Mange af deltagerne har deltaget i marcherne mod Madrid, med der er deltagere fra en hel række lande, oplyser det på marchens facebookside.
– Vi er almindelige mennesker, bygningsarbejdere, arbejdsløse, kokke, videnskabsmænd. Vores holdninger er præget af de samfund, vi kommer fra. Men trods forskellene, tror vi at vi alle deler de problemer og vanskeligheder, som vi forsøger at finde løsninger på, skriver de, og understreger at de ikke repræsenterer nogen bestemt organisation.
Udenfor
Bevægelsen blandt de unge spaniere, som er ramt af Europas største arbejdsløshed (40 procent) er gået uden om de traditionelle partier og fagbevægelsen.
– Vi er ramt af den kapitalistiske økonomi, og vi føler os udelukket fra det nuværende politikse system, som ikke repræsenterer os. Vi demonstrerer for en radikal ændring af samfundet. Frem for alt vil vi sikre, at samfundet selv bliver drivkraften i forandringen, hedder det i et manifest fra de marcherende.
– De troede vi var faldet i søvn. De troede de kunne fortsætte med at skære i vores rettigheder uden modstand. De tog fejl, Vi kæmper – fredeligt men med beslutsomhed – for det liv vi fortjener. Vi har lært at Cairo, Island og Madrid, hedder det. (brink)






