Fagbevægelsen risikerer at knække halsen, mens Hjorten slår sig på lårene.
– Tingene sker ikke over en nat, men siden østudvidelsen er presset vokset. Vi får flere og flere henvendelser og sager med underbetalt arbejdskraft fra de nye EU lande, siger Jens Borking næstformand i TIB afd. 27 i København.
Der bliver ikke bare flere sager, de handler også om større og større opgaver inden for byggeområdet, som bliver lavet af udenlandske firmaer.
– Vi har aldrig forventet, at problemet med underbetalt importeret arbejdskraft ville komme som en flodbølge. Men problemerne eskalerer, langsomt men sikkert vokser lysten til at bruge folk, som ikke har anstændige vilkår. Og det er åbenlyst, at vi ikke når at se det hele, siger han.
Inden udvidelsen indgik et stort flertal i folketinget et forlig om overgangsbestemmelser, som angiveligt skulle sikre, at arbejdere fra de nye lande fik overenskomstmæssige vilkår, når de arbejder i Danmark. Indtil nu har myndighederne behandlet et par tusind ansøgninger om arbejdstilladelse efter overgangsbestemmelserne. Langt de fleste har handlet om sæsonarbejde inden for landbrug og gartneri.
Behjertet forsøg
– Men overgangsbestemmelserne er blot et behjertet forsøg på at berolige bygningsarbejderne og politikerne selv. I praksis er det ikke det, der gælder. Der er et kæmpe hul, fordi arbejdsgiverne fifler og påberåber sig, at der er tale om udenlandske firmaer, og så er det EU’s udstationeringsdirektiv der gælder. Det er det, vi ser de bruger, og det går stærkt, siger Jens Borking.
De sager som fagforeningerne hidtil har haft med udenlandske firmaer, som arbejder efter udstationeringsdirektivet, viser, at det i praksis er umuligt at kontrollere de ansattes vilkår.
– Hvis man skræller alle de pæne ord af, så siger direktivet blot, at vi har ret til faglig aktivitet. Vi kan forsøge at få overenskomst. Men f.eks. er blokade-våbnet ikke meget værd, hvis de har både materialer og arbejdskraft med fra Polen, hvad kan vi så blokere?
– Overgangsbestemmelserne er kun en lille bitte hjælp i meget få tilfælde. De gælder ikke for selvstændige, ”arme og ben” firmaer, og de gælder ikke udenlandske virksomheder. Måske gælder de, hvis Fru Hansen selv vil ansætte en polsk tømrer, men det er vi ikke engang sikker på, siger han.
Kan knække fagbevægelsen
– Under påberåbelse af frihed er fagbevægelsen blevet påført en kæmpeopgave. Mens Claus Hjort og alle de andre sidder og griner: ”Den kan I klare i fagbevægelsen, I er jo så stærke”. Vi risikerer at knække halsen på det. Det sker ikke på to år men måske 5 –10 år. Det er det, der er sket for bygningsarbejderne i Berlin. De er gået fra 60.000 til 14.000 organiserede i fagforeningerne, mens de har set på, at udenlandsk arbejdskraft har arbejdet til under en euro i timen. I dag tør de ikke kræve mindstelønnen, og de siger selv, at mange af deres tidligere medlemmer nu arbejder sort. Det kan blive perspektivet, siger Jens Borking.
Opgør med den frie bevægelighed
– Det er EU’s helt centrale grundlove, som spiller en hovedrolle i at nedbryde de landvindinger, vi har nået. I praksis betyder den fri bevægelighed af kapital, varer og arbejdskraft, at alle, der kan erstattes med billigere arbejdskraft, risikere at blive det. Det er ikke kun bygningsarbejdere, der er i ilden. Det er derfor EU er sådan en dårlig konstruktion.
– Derfor burde den samlede arbejderbevægelse internationalt stille krav om, at der lægges restriktioner på fri bevægelighed for arbejdskraften og kapitalen.
– Inden udvidelsen af EU var reglerne meget fornuftige, folk var velkomne til at arbejde, hvis der ikke var kvalificeret ledig arbejdskraft til rådighed. Men nu er det en saga blot, det undrer mig at fagbevægelsens top siger, at det ikke kan stoppes. For hvad er formålet? Glem alt den snak om at se nye lande. Det har kun et formål – at udkonkurrerer den lokale arbejdskraft.
– Det er i vores magt i et demokratisk land at sige, at vi ikke vil acceptere, at private arbejdsgivere har ret til at flytte rundt med arbejdskraften blot for at trykke løn- og arbejdsvilkår. Det handler slet ikke om ud eller ind af EU, det handler om at se i øjnene, hvad der sker, og hvem det gavner. Store dele af fagbevægelsen og partierne har opgivet at tage diskussionen om EU-projektet, og dens grundlæggende hovedsætninger. De er de stores ret til at sparke rundt med arbejdskraften og erobre mere og mere politisk magt. Resultatet er, at man får sat lønarbejderne op mod hinanden, siger Jens Borking.
Medansvar
– Vi støtter ikke kollegerne i øst ved at blive lige så desorganiserede og dårligt lønnede. Solidaritet betyder ikke, at vi skal have lige dårlige vilkår overalt. Det er også solidaritet at forsvare de små pletter, hvor vilkårene ikke er helt utålelige. Derfor skal vi gøre alt for at hjælpe en fagbevægelse op i øst, selvom det først og fremmest er deres eget værk, de skal selv indse, at de bliver tabere, hvis de ikke organiserer sig, siger han.
– Og så har vi et ansvar selv, vores kolleger skal ikke tage til Frankrig eller Tyskland og arbejde 60 timer om ugen, selvom der er penge i det. Det er undergravende for deres arbejdsvilkår der, siger Jens Borking. (brink)
2.09.04