Sommeren 2004 begyndte et maraton forhandlingsforløb mellem TIB København og den tyske byggekoncern Lindners danske repræsentant fra Det Tysk-Danske Handelskammer. Et af de første møder foregik i kammerets hovedsæde på Børsen
 |
| Handelskammerets hovedsæde |
– Jeg har mødt Jer på Gråbrødre Torv, jeg har hørt smældet fra fanerne! Næsten uden accent, hilser direktøren for Det Tysk-Danske Handelskammer, Gerhardt Glaser velkommen til de to repræsentanter for TIB 27.
Vi er på Børsen, Handelskammeret holder til her i lokaler, hvor der tidligere blev langet spegesild og eksotiske krydderier over disken, men det er ikke den slags varer der skal tinges om i dag. Næstformanden og Byggeformanden er kaldt til verhandlung – og det er polske arbejdskraft det handler om.
Der er verden til forskel fra næstformandens skrivebord, hvor enhver kan løbe vild i papirbunkerne, til hr. Glasers blæste skrivebord, chefstolen, læderhjørnet og det tomme konferencebord.
Glaser vil gerne fortælle hele handelskammerets historie 125 år bagud, dog med et kedeligt afbræk fra 1945 til 1987. Men nu er de i gang igen.
– Vi er ikke et konsulent firma, understreger han, nej handelskammerets er den tyske stats repræsentant i kommercielle anliggender. Dets operative gren så at sige.
Den ”operative gren” virker vissen: Et par enkelte sekretærer ved deres flimrende skærme i de dunkle lokaler, ingen mapper og ringbind eller forlagte papirer, der vidner om aktivitet.
Handelskamrets opgaver er, siger Glaser, at løse tyske og danske virksomheders problemer smidigt, og det er åbenbart også opgaven i dag.
Inden han går i gang dropper han et par danske direktørnavne på bordet for at understrege virksomhedens validitet. En øldirektør og en discountkædemand er med i kamrets bestyrelse.
Rygter om fagbevægelsen i Danmark
Glaser startede sin karriere som overenskomstmager for otte år siden. Han blev kaldt til en byggeplads i Odense, hvor et tysk firma byggede på et kraft-varme værk.
– Jeg blev kaldt til, alle de polakker der arbejdede der havde tyske pas, men de talte dårligt tysk, en pinlig sag, forklarer han.
Siden har han indgået flere overenskomster med lokale fagforeninger ude i landet – med det bedste samarbejde forsikrer han.
Men så når vi frem:
– Det er rygtedes i Tyskland om den styrke fagforeningerne har i Danmark. Jeg siger til virksomhederne: ”Kalkuler med danske overenskomster i Jeres pristilbud, ellers kommer i til at tabe penge.” Nu har Lindner henvendt sig for to år siden for at kunne kalkulere priser. De har fået opgaven på DR-Byen for tre måneder siden. De har sagt til mig: Hr. Glaser vil de sørge for at have en overenskomst på plads til 1. okt. Jeg har rykket fagforeningen for at få en overenskomst, men samtidig har jeg is i maven, for projektet er udsat, forklarer han.
Besværlig skat
Arbejdet drejer sig om mange ting: Akustiske vægge, forsænkede gulve, paneler. Det ligner meget snedker-tømrer arbejde, forklarer direktøren.
– Men Lindner har kun ingeniører på byggepladsen. De har underleverandører fra Tyskland og Polen. De regner med at være her to år, og underleverandørerne er mindre end et år her. Det handler om skatten, hvis de er her over et år, så skal de aflægge regnskab, de ville gerne betale skat, men meget meget besværligt med regnskab – derfor bliver de her under et år, siger Glaser.
– Og medarbejderne i snit under 183 dage, dvs. ingen skat i Danmark. De bliver ikke skattepligtige i Danmark. Så det vil være retfærdig og fair, hvis vi laver en modregning? De betaler mindre skat hjemme end her, spørger han.
Lindner regner med at have gang i mellem fem og 10 forskellige underentreprenører. Derfor er det problematisk at lave en aftale hvor hver enkelt virksomhed.
– I stedet får I kontakt med mig, jeg meddeler fagforeningen, hvornår der kommer et firma og hvad de skal lave.
– Vi må have en overenskomst, der baseres på den løn virksomheden betaler til medarbejderne! Der er regnet forskellige ting med, som skal tælle med. Med andre ord, lønnen skal være lavere fordi den indeholder andre ting. Den model har været grundstenen i alle de aftaler, vi har lavet i Danmark.
– Du nævner julegratiale, det udbetales i december, men vel kun hvis du fortsat er ansat, spørger byggeformanden.
– Ja Natürlich, eller hvis virksomheden betaler frivillige ekstra feriepenge. Det er alle disse ting, som er en del af lønnen. Det har været accepteret i forhold til de hidtidige overenskomster. Og det vil være forskelligt fra virksomhed til virksomhed, forklarer Glaser.
Retfærdighed eller styrke
– Vores udgangspunkt er, at det hele er forskelligt fra land til land. Bare her er det forskelligt for jyder der arbejder i København og for de lokale. Det er komplicerede ting, vi har en overenskomst, som vi bruger til udenlandsk arbejdskraft, det er udgangspunktet, forklarer byggegruppeformanden. Og næstformanden mener nu, det er på tide med en principiel erklæring:
– Vores udgangspunkt er også, at vi ikke vil harmoniseres ned til græske eller polske forhold. Vi har et forholdsvis højt skattefinancieret socialt system. Hvis man skulle praktisere den tankegang, så skulle det være for at for at harmoniserer dem, der er med i EU, til et ens niveau. Men vores principielle udgangspunkt er, at hvis man skal arbejdet i København, så skal man aflønnes efter det niveau vi har nået her. Løn er ikke et spørgsmål om retfærdighed men om styrke.
– Snedker-tømrere fra Polen og alle andre lande skal behandles som os, for det første fordi de er lige så menneskeværdige, for det andet fordi det ellers vil undergrave vores egne vilkår. Hvis vi kan – og det er ikke sikkert vi er stærke nok – så vil vi forhindre det. Og vi vil ikke finde os i, at de får mindre, siger han.
Ostehandleren – det er ikke mig
Glaser slår ud med hænderne:
– Ostehandleren – det er ikke mig. Jeg vil derhen, hvor vi matcher det danske niveau. Jeg vil gentage det: Det fører til overbetaling, hvis man ikke tager hensyn til betalingen til, A-kasse, pension osv. derhjemme. De kan ikke træde ud af de sociale ordninger i hjemlandet.
Byggegruppeformanden forsøger at konkludere:
– Altså på lige vilkår på løndelen?
– Du appellerer til vi skal, men det bliver jo at betale to gange! Der var ingen danske virksomheder, der ville stå over for det problem i Tyskland. Nein. Jeg så jo de røde faner, og hørte deres smælden, sådan er det ikke i Tyskland. Men hvorfor er lønnen lavere i Tyskland? Fordi de ikke kan fyres – det er også en forskel. Hyre og fyre, sådan er det her, de tyske politikere er begejstret for den danske model, udbryder han..
– Ja, ja Tyskland har et andet system, men presset stiger også i Danmark, gruppeformanden forsøger at stoppe de lange udredninger.
Og næstformanden:
– Er vores pointe klar? Vi ønsker ikke at blive harmoniseret op eller ned! I vores standardaftale skal feriepengene indbetales til fagforeningen. Vi udbetaler dem til de udenlandske kolleger, fastslår gruppeformanden.
– Jeg vil bede Jer være fleksible og gøre en undtagelse, appellerer Glaser.
– Vi er ikke i tvivl om at Dansk Arbejdsgiverforening synes, at vi er firkantede, det bekymrer os ikke, siger næstformanden.
Ingen snuskede aftaler her
– Men hvis du insisterer på dansk model, så gør du livet surt for udenlandske virksomheder, siger Glaser og opremser alt besværet ved de danske tillæg og procenter. De tyske regnskabssystemer kan slet ikke regne med de størrelser, mener han.
– Men vi vil gerne snakke modeller, vi vil gerne gøre det nemt. Det er blot 163 kr. plus pension og feriepenge, gruppeformanden får regnemaskinen på bordet, og når frem til 203 kr. i timen, som den samlede lønomkostning.
– Ja og så kan vi modregne med de sociale udgifter hjemme?
– Det er lige det vi er bange for, det er der vi ofte har set, det ikke virker.
– Og der har du min fulde sympati! Ingen kommer ind her på mit kontor og laver en snusket aftale, forsikrer Glaser, og taler videre om høje tyske sociale udgifter, som skal lægges oven i timelønnen. Men det viser sig, at det slet ikke er tyskere, der skal herop bortset fra tyske arbejdsledere.
– Rene po-lakker, erklærer han til sidst med et karakteristisk tryk på forstavelsen.
– Vores erfaringer er meget dårlige med udenlandske virksomheder. Det har ofte vist sig, at det var rent papir, ordene passede ikke med virkeligheden. Polakkerne fik det de plejede derhjemme uanset, hvad der stod i overenskomsterne, siger næstformanden.
– Jah – jeg skal ud på en byggeplads i eftermiddag og tale med store bogstaver. Polske arbejdsgivere overholder ikke aftale – okay, spørger han, som om det var et løfte og en garanti for rene hensigter.
Og så kommer det, han måske hele tiden har haft i baghånden:
– Tid til at tænke kreativt! Lad mig stille et forslag: Jeg kan sige til Lindner, vi overtager administrationen af løn for underleverandørerne, og så har vi en aftale, og så må I godt kigge med i bøgerne! Jeg tilbyder mig, jeg har ikke mandat, men nu kommer du med stokken i hånden, siger han og virrer mod næstformanden.
– 204 kr. er ikke nogen høj løn i DR byen, man ville kunne tjene gode penge der. Vores overenskomst med Byg siger, at alt nyt arbejde skal være på akkord, selvom det ikke altid sker i praksis, siger næstformanden.
– Vi er ikke under pres, nu må vi finde ud af det. Det er spændende, hvis vi kan få en direkte partner. Jeg vil nødig i den situation, at jeg skal skælde ud, jeg har haft fortrinligt samarbejde med fagforeningerne i Århus og Esbjerg, jeg er helst ikke den, der tager øretæverne. Nu må jeg snakke med vores juridiske rådgivere. De må vurdere, om det tyske handelskammer kan administrere polske arbejdere. Men hvis I er med til at sikre, at vi kan sikre at pengene går ind så måske, Glaser lader spørgsmålet stå åbent.
– Det er spørgsmål om kontrol, det vi hører, tyder ikke på gode erfaringer de steder du har lavet aftaler, fastholder næstformanden.
Her stopper mødet, og der aftales en direkte kontakt mellem gruppeformand og direktør, det ser han ud til at være glad for, det var jo næstformanden, der havde stokken med. (brink)