EU’s kvoter for CO2 har aldrig virket, tværtimod at begrænse udledningen giver systemet tilskud til forurenerne. Det vøsentligste alternativ er afgifter, i mangel af bedre vil også nationale afgifter have bedre resultater end et i praksis ineffektivt kvotehandelssystem, siger økonom Henrik Herløv Lund
EU kvotehandelssystem er baseret på en nyliberalistisk inspireret økonomisk ide om, at markedsmekanismen skal kunne nedbringe CO2 forurening og på den møde undgå at bruge afgifter. Men systemet har siden starten i 2005 aldrig virket, fordi kvoteprisen har ligget så lavt, at der intet incitament har været til indførelse af grønnere teknologi, vurderer Henrik Herløv Lund.
Senest er salg af EU’s CO2–kvoter blevet en kilde til kæmpeprofitter for olieselskaberne, som er nogle af de værste forurenere.
De tildeles en basiskvote af gratis CO2–kvoter, men kan på grund af den økonomiske krise langtfra selv udnytte rationen, som de så i stedet sælger uanset de intet selv har betalt. I stedet for at begrænse udledningen er kvotehandelssystemet i stedet blevet et tilskud til forurenerne.
EU’s kvotehandel
EU indførte efter nyliberalistisk inspiration i 2005 et såkaldt ”kvotemarked” (ETS) omfattende energiselskaber samt tung industri.
Kvotehandelssystemet indebærer et samlet loft for CO2 udledninger i EU for alle omfattede virk-somheder, kombineret med et krav om at virksomhederne skal erhverve sig kvoter svarende til de¬res egne udledninger herudover. Ideen var gradvist at sænke loftet for virksomhedernes CO2 – udledning, hvorved virksomhederne skulle købe sig til de manglende ekstra kvoter på kvotemarkedet. Jo lavere loft, jo højere kvotepris og desto større incitament for erhvervslivet til i stedet at bruge pengene på energibesparelser og/eller renere teknologi.
I første fase 2005 til 2007 uddeltes kvoterne gratis indenfor det totale loft. Fra 2008 til 2012 uddeler de involverede nationer minimum 90 pct. af de nationale CO2 kvoter gratis til de omfattede virk¬somheder. Maksimalt 10 pct. må bortauktioneres. Hvis en virksomhed ikke har opbrugt alle dens CO2 kvoter, kan de sælges indenfor EU.
Danmarks årlige udledningsloft for de kvoteomfattede sektorer var i perioden 2005 til 2007 fastsat til 33, 5 mio. tons CO2 og for perioden 2008 – 2012 til 24,5 mio. tons .
Fra 2012 er reglerne endnu ikke endeligt fastlagt, men der er foreslået en opstramning heraf, således at det samlede loft reduceres med 20 pct. i forhold til 2005. Endvidere skal kvoter efter 2013 ikke gives væk, men købes. Uddelingen af gratiskvoter udfases over en årrække gradvist.
Ineffektivt
– Systemet har aldrig fungeret og det stiller et skarpt spørgsmålstegn ved dens nyliberalistiske økonomisk teoretiske konstruktion. På papiret skulle den kunne overflødiggøre højere energi- og forureningsskatter og afgifter og i stedet lade ”markedet” sørge for forureningsreduktionen, siger Henrik Herløv Lund.
– Ineffektiviteten hænger sammen med stramheden i kvotepolitikken eller rettere manglen herpå, som i stort set hele systemets levetid har betydet, at kvoteprisen har ligge så lavt, at det ikke har givet incitament til nogen som helst energi og forureningsinvesteringer hos virksomheder, der har kunnet købe kvoterne for en slik, siger han.
I 2005 uddeltes kvoter, der lå over de faktiske udledninger de foregående år. Derfor lå prisen på kvoter tæt på 0 i den første periode 2005 til 2007.
– Resultatet blev da også, at der stik mod hensigten ikke skete nogen reduktion i det samlede CO2-udslip fra de europæiske virksomheder i kraft af kvote¬ordningen, siger Henrik Herløv Lund.
I anden tildelingsperiode fra 2008 til 2012 blev der fra EU – kommissionen strammet noget op, således at antallet af kvoter lån under niveauet for emissioner fra førtkvotesystemet startede.
– Men kvotesystemet er nu blevet undergravet af virkningerne af den økonomiske krise. I takt med, at den økonomiske aktivitet er aftaget som følge af recessionen, står mange virksomhederne nu med betydeligt flere CO2–kvoter end de har brug for, siger han.
Det har igen ført til, at kvoteprisen er sunket til et lavpunkt uden økonomisk virkning på udledningen.
– I dag kan retten til at udlede et ton CO2 købes for 13 euro, hvor prisen burde ligge på mellem de tre til seksdobbelte, hvis der skulle være tilstrækkeligt incitament til omstilling til mere energieffektiv og renere teknologi, siger han.
Ekstra kæmpeprofitter til olieselskaber
Hertil kommer at kvotehandelssystemet er blevet en kilde til ekstra kæmpeprofitter for nogen af de mest forurenende virksomheder, olie og gasselskaberne. Disse har jo under ETS modtaget en årlig basiskvote af CO2–kvoter (op til loftet) gratis og skulle så først ved CO2– udledning herover betale for køb af ekstra kvoter.
– Da på grund af den faldende økonomiske aktivitet olieselskaber og tung industri imidlertid langt fra kan udnytte basiskvoterne, har de kunnet sælge disse overskydende gratis udledningskvoter på markedet og selvom prisen er lav kunnet score kassen på det. Det forekommer fuldstændig bagvendt, at kvotehandelssystemet i stedet for at opmuntre til investering i grønnere teknologi, er blevet et tilskud til nogle af EU´s største CO2 – forurenere, siger Henrik Herløv Lund.
Det fejlslagne klimatopmøde
En af forhåbningerne til klimatopmødet i København var netop, at man her på internationalt plan kunne blive enige om et en fælles opregulering af prisen, som i det mindste ville have gjort kvotehandelssystemerne mere effektive.
Hvis EU ville have skærpet sit mål at nedbringe CO2–udledningen fra 20 til 30 pct. i 2020, ville det have tvunget til sænkning af CO2 loftet for virksomhederne i EU, hvilket ville have bragt prisen op, påpeger han.
– Men også her skete der som bekendt intet på Københavner mødet. Og den manglende effektivitet i EU i teorien så smukke markedsmekanisme for nedbringelse af CO2–udledningen gør det forståeligt når de nye vækstlande – Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika – på klimatopmødet i København ikke tillagde EU´s tilsyneladende villighed til at gå i spidsen for CO2 reduktion synderlig betydning. For der er i høj grad tale om en papirkonstruktion, siger Henrik Herløv Lund.
Dårlige fremtidsudsigter.
Fra 2012 har det været planen i EU, at der skulle ske en yderligere stramning af kvotelofterne i EU, som skulle resultere i en langt højere kvotepris og dermed et langt større incitament til reduktion af energiforbrug og CO2-udledning
For kvotesystemets tredje fase vedtog EU i december endvidere godt nok, at kvoterne fra 2013 i højere grad skal betales af virksomhederne. I sidste ende blev betalingsprincippet dog udvandet, så industrivirksomheder først i 2027 når op på at skulle betale for alle kvoter.
– Men EU har givet virksomhederne lov at overføre ledige kvoter fra anden til tredje fase. Hermed er der stor risiko for, at den nuværende underefterspørgsel også vil undergrave det centralt fastsatte kvoteloft fra 2013, siger Henrik Herløv Lund.
– Kvotehandelssystemets på papiret teoretisk fuldkomne konstruktion har således ikke blot ikke fungeret i henhold til at reducere CO2-udledning, men også fungeret som en afledningsmanøvre i forhold til mere effektive tiltag såsom højere energiafgifter, idet man har henvist til kvotehandelssystemet og afventet, at dette ville fungere og på sigt løse problemerne. Hvilket kke er sket, siger han.
– Derfor er afgifter det væsentligste alternativ. Afgifter vil naturligvis fungere bedst, hvis der lægges en international høj afgift på fossile brændstoffer og også bedre, hvis det fx indføres i hele EU. Men i mangel af bedre vil også nationale afgifter have bedre resultater end et i praksis ineffektivt kvotehandelssystem, siger Henrik Herløv Lund. (brink)
