De offentligt ansatte frygter, at servicedirektivet fører til forringelser af den offentlige service og lægger landene åbne for løndumping
”Dump servicedirektivet. Anerkend den offentliges sektors betydning, som det kit der holder sammen på samfundet, den er ikke en handelshindring.” Sådan lyder nogle af opfordringerne på et postkort, som de offentligt ansattes Europæiske organisation (EPSU) opfordrer deres medlemmer til at sende til medlemmerne af Europaparlamentet. (Kortet kan printes ud på EPSUs hjemmeside.)
Postkortene er den del af den kampagne, som de offentlige ansatte i EU landene har i gang mod forslaget til servicedirektiv.
Kampagnen kulminerer med en demonstration i Strasbourg den 14. februar kl. 12,00, hvor EU Parlamentet skal behandle forslaget.
Fjern oprindelseslandsprincippet
| Se også: | |
|
Se mere om protesterne i Europa og hent postkort: |
|
3F’s offentlige gruppe har opfordret de lokale fagforeninger til at støtte kampen mod konsekvenserne af de vidtgående forslag, der ligger i direktivet.
– Vi opfordrer til, at man skriver til alle medlemmer af EU Parlamentet for at gøre det klart, at vi er meget bange for at man vedtager servicedirektivet i sin nuværende form, hedder det i en mail fra den offentlige gruppe.
– Det er vigtigt at få diskussionen bredt ud og få lagt pres på politikerne. Jeg tror ikke befolkningen er klar over, hvad der er gang i, siger Kaj Lynge, næstformand for den offentlige gruppe i 3F.
Han peger først og fremmest på oprindelseslandsprincippet, som et afgørende problem i forslaget:
– Det vil få konsekvenser for den nordiske og danske model. Hvis det skal være reglerne i det land, som arbejdstageren kommer fra, der skal være gældende, så får vi et totalt åbent Europa. Det vil betyde, at de problemer, vi har nu med polsk arbejdskraft, vil fortsætte uhindret, siger han.
Skal vi have en offentlig sektor
– Servicedirektivet rejser også hele diskussionen om vi skal have en offentlig sektor. Regeringen herhjemme er godt i gang med at smadre den offentlige sektor, og spørgsmålet er, hvor meget af den offentlige sektor der skal markedsgøres. Hvor store dele af den offentlige sektor skal underlægges servicedirektivet? Jeg ville være utryg ved, at f.eks. hele sundhedssektoren bliver markedsgjort, og det samme gælder en række andre områder, siger Kaj Lynge. (brink)
07.02.06
