Intet i denne verden er som bekendt gratis. Det gælder også østudvidelsen, der ellers ofte beskrives som en tryllestav, der kan løse snart sagt alle problemer og konflikter
Af Jens Jørgen Nielsen
Østudvidelsen koster noget både økonomisk og politisk. Hertil kommer, at meningen med østudvidelsen ikke forekommer ganske klar. De gamle EU lande er tydeligvis dybt uenige om perspektiverne.
De østeuropæiske ansøger lande er fattige, deres gns. bruttonationalprodukt er kun ca. 1/3 af de nuværende EU landes. Hertil kommer et væld af problemer. Ansøgerlandene er meget langt fra de velfærdsordninger, der i forskellig grad kendetegner de nuværende EU lande. Der er uforholdsmæssigt mange ansatte i et ineffektivt landbruget, ligesom der eksisterer kæmpestore sociale og regionale forskelle. Hvis meningen med udvidelsen er, at disse landes skal have en velfærdsudvikling, kræver det betydelige kapitaloverførsler. Det tidligere DDR har siden 1990 årligt har modtaget et beløb på ca. 6-700 mia. kr. fra den vesttyske stat. Det er et beløb i størrelsesordenen som hele EU’s budget. Alligevel er der blandt de 16 millioner østtyskere en arbejdsløshedsprocent på ca. 20. Med lidt hovedregning kan man hurtig finde ud af, at EU’s budget er latterligt lille, hvis meningen er, at disse lande skal op på vores niveau. EU har et loft på det fælles EU budget på 1,27% af EU’s samlede BNP.
Den politiske pris kan også på længere sigt vise sig, at være ganske stor. Her tænker jeg på udviklingen af demokratiet i ansøgerlandene. Er det overhovedet muligt på én gang både at gennemføre EU’s samlede lov kompleks i de østeuropæiske parlamenter og på samme tid sikre et reelt fungerende demokrati? For at blive medlem af EU skal de østeuropæiske lande som minimum gennemføre hele EU’s lovgivning, som fylder 80.000 sider. Med andre ord de har skullet gennemføre ca. 170 sider juridisk stof igennem de sidste 10 år hver uge (inkl. ferie). At gennemføre en lovgivning er enkelt, et andet er at have et pålideligt administrativt apparat til at gennemføre det. Og det er et problem i ansøgerlandene.
Dette har efter min opfattelse to konsekvenser. For det først har EU blandt østeuropæerne været et anliggende for en meget snæver gruppe af mennesker. Store dele af befolkningerne har været koblet fra, og har minimal viden om EU. Det betyder også, at når EU virkeligheden nærmer sig, vil befolkningerne reagere gennem højrepopulistiske partier, som det er sket i Polen, hvor bønderne føler sig krænkede af EU’s politik. For det andet, når folk ikke føler, at de har haft indflydelse på en lovgivning, vil de heller ikke føle sig bundne af den. Med andre ord det kan blive vanskeligt at få de nye lande til at overholde EU direktiver. Hertil kommer yderligere det problem, at fagbevægelsen er ganske svag. Uden en stærk fagbevægelse er det illusorisk at forestille sig f.eks. EU direktiver overholdt.
I de baltiske lande og Polen er der en faglig organisationsprocent på mellem 10 og 15. Landsdækkende brancheoverenskomster er et stort set ukendt fænomen. Ej heller den sociale dialog fungerer reelt, fagbevægelsen og arbejdsgivernes organisationer er hverken stærke eller repræsentative. Derfor vil man heller ikke finde nogen sammenhængende arbejdsmarkedspolitik, også det forudsætter i regelen ikke bare stærke arbejdsmarkedsorganisationer, men også en klar beskæftigelsesstrategi. Mangelen på en sådan politik vil sandsynligvis føre til, at de østeuropæiske lande forbliver præget af lave lønninger og et arbejdsmiljø på et lavt niveau.
Hvor vidt den såkaldte åbne koordinationspolitik, der koordinerer EU landenes beskæftigelsespolitik, i fremtiden vil kunne gøre en forskel i Østeuropa med den nuværende politiske kultur er et åbent spørgsmål. Denne del af EU’s politik er præget af manglen på forpligtigende krav. Sat på spidsen: lande bliver straffet for underskud på statsbudgettet, men ikke for arbejdsløshed. Så hvad er meningen? En fælles arbejdsmarkedspolitik ligger langt ud i fremtiden. Måske handler øst udvidelsen mere om sikkerhed? Ja, de fleste af os foretrækker socialt stabile lande som naboer. Men det har jo også netop meget med sikkerhedspolitik at gøre, og for det andet hvis det er det det drejer sig om, hvorfor har man så ikke allerede i 1990´erne optaget ikke bare de ti lande, der nu er i spil, men især Balkan landene. De nye Schengen grænser mellem f.eks. de nye EU lande Ungarn og Slovenien og så de lande der ikke kommer med: Jugoslavien, Rumænien, Kroatien m.fl. kan blive nye spændte konfliktområder.
På trods af alt er jeg tilhænger af østudvidelsen, alternativet er for skræmmende. Men fagbevægelsen kan godt forberede sig på at det bliver turbulent.