Kronik af Jens Jørgen Nielsen
Jeg er træt af mere end 10 års skåltaler om østudvidelsen, træt af et årti præget af EU’s flommede ideologiserende skønsang om ”fredens projekt”, om den historiske opgave at ”hele det delte Europa”. Som om østeuropæerne ikke allerede inden sovjetsystemets sammenbrud havde fået nok af den slags svulstige retorik. Det virker tragisk, at slutningen på den kolde krig, der fremstod som en unik chance for et normalt, demokratisk Europa, er endt i noget uklart og flertydigt misk-mask. Hos østeuropæerne har det givet en deja vu oplevelse. I historiens løb har de været vant til at være genstand for andres planer med dem. Før 1. verdenskrig blev de domineret af Wien, Berlin, Moskva og Istanbul, i mellemkrigstiden af et stadigt mere aggressivt Tyskland. Under 2. verdenskrig, blev de mast mellem Nazi Tyskland og Sovjetunionen, og i efterkrigstiden domineret af Sovjetunionen, der rivaliserede med USA. Mange østeuropæere ser i dag i EU’s krav og holdninger til dem en stærk magts bestræbelser på at dominere dem. Bitterheden er tydelig, ja jeg har selv ofte mødt den blandt den elite, der har bundet deres fremtidige karrierer til EU.
Det virker grotesk, at EU’s medlemslande endnu ikke har afklaret deres egen holdning til, hvad EU skal være. Budgetspørgsmålene er stadig uklare. Hvad der måtte vente af skjulte former for modstand i enkelte medlemslande mod f.eks. en reform af landbrugspolitikken virker som jokere i et spil kort.
EU har ikke været tilbageholdende med at stille omfattende krav til de nye ansøgerlande. Disse krav har været enorme og i visse tilfælde selvmodsigende. Man skal huske, at disse lande historisk har haft en helt anden samfundsstruktur. At tilpasse disse landes retslige strukturer til EU har været en gigantisk, ja på det korte sigt umulig, opgave. 26.000 retsakter på 80.000 sider skulle vedtages i de respektive østeuropæiske parlamenter som forudsætning for optagelse. En meget stor del af de østeuropæiske befolkninger har oplevet den proces som nedværdigende.
Begyndelsen af 1990´erne var præget af laissez-faire kapitalisme i en speciel østeuropæisk variant. Både EU, IMF og andre institutioner pressede dem til det. Den hurtige privatisering og fjernelse af alle former for statslig styring samt meget svage faglige organisationer, blev betragtet som den direkte genvej til om ikke paradis så til en vestlig levefod. Dette projekt indfriede dog langt fra den brede befolknings forventninger, tværtimod førte denne politik umiddelbart til en hidtil uset nedgang i økonomis ydeevne og vækst i arbejdsløshed. Privatiseringsprocessen var også præget af mangel på gennemskuelighed og ikke ledsaget af en demokratisk deltagelse.
I anden halvdel af 1990´erne gik strømningerne lidt den modsatte vej. Under indtryk af EU bestemmelser skulle østeuropæerne pludselig til at lære at elske forskellige former for statslig regulering. De østeuropæiske lande oplevede ikke mindst EU’s landbrugspolitik med stor undren. Den svarede ikke helt til det de havde læst i de nye bøger om markedsøkonomi. De rige vesteuropæiske lande måtte godt støtte deres egne landmænd med eksportsubsidier, men de selv hverken kunne eller måtte. Resultatet kan ses på landet de fleste steder i Østeuropa: forarmede landmænd, der i stigende grad ser EU som en fjende.
Der mangler med andre ord substans og realisme i spillet om øst udvidelsen, ligesom der mangler en grundlæggende erkendelse af hvad vi vil med det store uhåndterlige system. Drejer det sig om at blive en rigtig stormagt, der skal opbygges uden at genere nogle økonomiske interesser i det nuværende EU? Eller drejer det sig om at opbygge en anden social model med bl.a. former for social regulering, som på det ideologiske plan skal tegne EU i modsætning til USA. Dette vil indebære visse former for regulering af arbejdsmarkedet i en socialdemokratisk retning. Det være sig i form af arbejdsmarkedsrelaterede EU direktiver eller i den sociale dialog, systematiske trepartsforhandlinger mellem fagbevægelse, arbejdsgiverforening og regering. Mange vestlige faglige organisationers positive indstilling til EU afhænger af dette perspektiv. En overordnet EU lovgivning vil angiveligt beskytte vesteuropæiske lønmodtagere mod ublu konkurrence fra de lavtlønnede østeuropæere med lave miljømæssige tærskler. Synspunktet er logisk og for så vidt progressivt. Men det kan efter min mening også føre til et forsimplet billede af virkeligheden på de østeuropæiske arbejdsmarkeder, som for det meste er på vej mod nogle helt andre sociale modeller. Og ikke mindst er det udtryk for en meget høj grad af optimisme i forhold til EU’s muligheder i et udvidet EU.
EU’s arbejdsmarkedsmodel sælges som et modstykke til den amerikanske, deregulerede og nyliberalistiske model. Det indebærer som minimum en relativ stærk fagbevægelse, som kan indgå aftaler og overenskomster på national plan og ikke bare på de enkelte virksomheder. Både fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningen må være både tilstrækkeligt stærke og repræsentative, før det giver mening at tale om den sociale dialog og en arbejdsmarkedspolitik, der batter noget. Fagbevægelsen i Østeuropa er et væsentligt element i det fremtidige ”sociale EU”.
Den østeuropæiske fagbevægelse var før 1990 en del af det kommunistiske magtsystem med en ganske bestemt rolle. Den udgjorde en del af ledelsen på virksomhederne, hvor den sammen med direktøren og partiets repræsentant skulle sørge for arbejdsdisciplinen på fabrikkerne. For det andet administrerede de østeuropæiske faglige organisationer forskellige velfærdsaktiviteter knyttet især til de store virksomheder. Det drejede sig om sportsanlæg, feriehjem, fælles madindkøb o. lign.
Da det hele ramlede sammen omkring 1990, blev fagbevægelsen i vidt omfang betragtet som en del af det kommunistiske parti, som det gjaldt om hurtigst muligt at få smidt ud sammen med Lenin statuer og andre kommunistiske symboler. I den nyliberalistiske privatiserede himmel, man troede var kommet til Rusland og Østeuropa, var der heller ikke plads til noget så angiveligt antikveret som fagforeninger. Der var opstået en del anti-kommunistiske fagforeninger, som havde bekæmpet systemet før 1990. Mest er kendt er polske Solidaritet. Men også de har haft svært ved at finde deres plads i de nye samfund efter 1990. I dag er der en organisationsprocent i de baltiske lande og Polen mellem 10 og 15%, lidt større i f.eks. Slovenien og til dels Tjekkiet.
Hvad værre er, de østeuropæiske faglige organisationer kan ofte minde om pensionistforeninger. Dels er medlemmerne ret gamle, og de beskæftiger sig netop ofte med pensionsproblemer. For det andet findes de fagligt organiserede næsten kun på de store statslige fabrikker. Når disse virksomheder bliver privatiserede og/eller opsplittede, forsvinder fagforeningerne ofte fra virksomhederne. Der findes altså ret få fagligt organiserede i de private og mindre/mellemstore virksomheder. Når hertil føjes, at fagbevægelsen i mange østeuropæiske lande er splittet i flere hinanden bekæmpende hovedorganisationer, kan man ane, at vi er meget langt væk fra det vi i Danmark forstår ved ordnede forhold på arbejdsmarkedet.
Hertil kommer, at fælles overenskomster nærmest er ikke-eksisterende. Der findes i en del tilfælde aftaler på virksomhedsniveau. Men ofte er der tale om aftaler, der nærmest bare udtrykker enighed mellem arbejdsgiveren og de ansatte om at overholde lovgivningen. Men skulle det virkelig være nødvendigt? Det er ikke så få, der vurderer de østeuropæiske lande ud fra deres lovgivning. At læse den polske Arbejdslovgivning giver et imponerende indtryk. Her er standarder for f.eks. arbejdstid, ferie o. lign. som mageligt kan matche både den danske og EU landenes. Det har været en udbredt måde fra EU Kommissionens side at vurdere landene på.
Men det virker nærliggende at spørge om, hvem der håndhæver lovene i nogle samfund, der for det første har meget svage fagforeninger og hvor den offentlige sektor under nyliberalismens banner er svækket – offentligt ansatte fra politibetjente til dommere, embedsmænd, tilsynsførende m.m. har en meget lav løn, og de fleste østeuropæiske lande har problemer med korruption. Hertil kommer en stærk mistro til staten og politikerne. Tilskyndelsen til at overholde lovene er ikke overvældende. Den polske arbejdsmarkedsforsker Juliusz Gardawski vurderer, at 90% af virksomhederne bevidst ikke overholder de polske love (Gazeta Wyborcza, 7.4. 2002). Og Frank Handtke, der er den tyske fagbevægelses repræsentant i Polen, siger ligeud: ”Arbejdsgiverne i dette land gør stort set hvad der passer dem. Forholdene på den enkelte arbejdsplads afgøres ikke af lovgivningen og heller ikke efter aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Det foregår efter studehandler, som ikke altid er retfærdige”.
De østeuropæiske lande har gennemført en art kopilovgivning ikke bare af EU’s samlede lovkompleks, men også af nordisk lovgivning. Det sidste gælder f.eks. Estland, der gerne vil se sig selv som et nordisk land. Det er delvist berettiget. Men på den anden side virker følgende vurdering af Estland temmelig overbevisende: ”Det system af sociallovgivning, arbejdsmarkedslovgivning, tre-partsforhandlinger, social dialog osv. er indtil nu stort set kun et klistermærkat, der sat på en udvikling, som ikke er præget af en demokratisk kultur i skandinavisk forstand. Lovgivningen er en kopi af nordisk og EU lovgivning, den hænger ikke organisk sammen med en dybere demokratisering af samfundet. Estland mangler f.eks. den kulturelle indflydelse fra en stærk arbejderbevægelse, som har præget de nordiske lande”. Den skarpe vurdering kommer fra Ewald Mikkel, som er lektor på Universitetet i Tartu i Estland. Han har studeret i tre år på Århus Universitet, så han har et reelt sammenligningsgrundlag.
Arbejdsgiverforeningerne i Østeuropa er ret svage. De organiserer få arbejdsgivere og fremstår ikke særligt repræsentative. De fleste arbejdsgivere er heller ikke reelt interesserede i, at trepartsforhandlinger skal føre til fælles bindende aftaler og lovgivning. Tværtimod, mange arbejdsgiverforeninger synes primært interesserede i, at der netop ikke skal komme nogen bindende aftaler overhovedet. Så det kan ikke overraske, at den såkaldte sociale dialog i Østeuropa mange steder virker som en kulisse, helt uden organisk forbindelse til de samfund, der mere eller mindre er blevet påduttet en sådan model.
Det er ikke vanskeligt at forstå, at de østeuropæiske fagforeningsfolk kan føle sig fristet til det. Manglende resultater i form af overenskomster og aftaler med arbejdsgiverne på arbejdsmarkedet kan overbevise de fleste om, at man vil kunne skyde genvej og løse nogle af problemerne ad politisk vej. Der er mindst to problemer ved denne strategi. For det første er der ikke megen mobilisering i denne strategi. Den overdrevne politiske binding fjerner kræfter fra de faglige organisationers bestræbelser på at organisere og udbygge overenskomstsystemet. For det andet vil/kan de politiske partier, som fagbevægelsen knytter sig til, sjældent levere varen. Den politiske frustration vil resultere i yderligere svækkelse.
Polen er et skoleeksempel på, hvordan de faglige organisationers tætte tilknytning til politiske partier har svækket dem. Der er to konkurrerende faglige hovedorganisationer i Polen, OPZZ og NSZZ. Førstnævnte er en reformeret udgave af den gamle kommunistiske organisation, nu med en EU venlig og socialdemokratisk orientering. OPZZ har været tæt knyttet til et socialdemokratisk parti, SLD, som har siddet i regering fra 1993-1997 og igen fra efteråret 2001. NSZZ er en udløber af Solidaritet, som har støttet forskellige grupperinger inden for den anti-kommunistiske Solidaritet tradition, som har siddet i regering fra 1989-1993 og igen fra 1997 til 2001. OPZZ kunne profilere sig som kamporganisation, når partier fra Solidaritet bevægelsen sad på den politiske magt. Til gengæld bakkede de op om ”deres egne”, når SLD sad i regering. På samme måde har NSZZ støttet ”deres” regeringer, og bekæmpet alt hvad SLD ledede regeringer gjorde. Alt sammen til trods for, at der er flere ligheder end forskelle mellem de to nævnte partiers politik. At det har svækket de faglige organisationer er dog klart.
Demokratiet på arbejdsmarkedet i de fleste østeuropæiske lande er ringe udviklet, landsdækkende overenskomster næsten fraværende, den sociale dialog er mest til pynt, og EU’s krav om privatisering har præcist ført til en kraftig svækkelse af de faglige organisationer. Det kan man alt efter politisk tilbøjelighed glæde sig over. Jeg gør det ikke. Bl.a fordi større social ulighed hverken vil føre til mere stabilitet eller velstand.
Et europæisk overenskomstsystem med de østeuropæiske lande ligger langt ude i fremtiden. De europæiske arbejderbevægelse befinder sig i et dilemma. På den ene side har EU processen med sine omfattende legale systemer umiddelbart virket svækkende på fagbevægelsen i Østeuropa, og dermed på det civile samfund som skulle sikre den sociale sammenhængskraft. På den anden side rummer EU’s budget, der i dag højst må omfatte 1,27% af EU landenes samlede BNP, ikke muligheder for et virkeligt socialt velfærdsmæssigt løft af hele Østeuropa, der er præget af høje arbejdsløshedsrater og regionale skævheder. Det værst tænkelige udfald af øst udvidelsen kan blive deregulering af arbejdsmarkederne og østeuropæerne i rollen som USA’s underbetalte mexicanere.
Der er ingen hurtige smutveje ud af dilemmaet, slet ikke hvis målet er et levende demokrati. Uanset om vi om et halvt år vil skåle i champagne på østudvidelsen eller ej, så er der langt igen til et socialt balanceret Europa. Men vist er da veje ud af dilemmaet. Da Verdenbankens cheføkonom indtil 1998, Joseph Stiglitz, gik af, anlagde han en række selvkritiske bemærkninger, som f.eks. følgende om den gigantiske omstilling i Østeuropa: ”Den sociale og organisatoriske kapital, der er brug for ved omstillingen fra kommunisme til markedsøkonomi, kan ikke gennemføres ved hjælp af lovgivning, dekreter eller på anden måde påføres ovenfra. Folk må spille en aktiv og konstruktiv rolle i omstillingen også af dem selv. De må være i førersædet. I modsat fald må regeringerne bruge bestikkelse og trusler for at tvinge folk til at opføre sig på en bestemt måde, i det omfang det er muligt. Men det er ikke omstilling. (Joseph Stiglitz: Whither Reform- Ten Years of Transition. 1999).
Uden en egentlig omstilling i Stiglitz´ forstand med et socialt demokrati, vil der være rigeligt med højreorienterede bevægelser med enkle forklaringer og løsninger. Social skævhed, arbejdsløshed og manglende gennemskuelighed og demokrati i forening med overstatslige og multikulturelle enheder er en farlig cocktail.