Skat skønner at have 139 mil. kr. til gode i moms hos østfirmaer, svært at hente hjem når først de har forladt landet
Det er ikke kun fagbevægelsen, som må se østfirmaer smutte fra regningen. Mens byggefagforeningerne jager østfirmaer, som skylder omkring 30 mil. kr., som Arbejdsretten har dømt dem til at betale, så har Skat sendt restancer på knap 140 mil. kr. videre til de østeuropæiske EU-lande til venlig opkrævning.
Det viser en beregning, som Ove Fournaise, der er vicedirektør i Skats Udlandsenhed, har lavet.
Det fremgår af hans notat, at Skats restancer fra virksomheder i Østeuropa i marts løber op i 293 mil. kr. Det er hvad skat har sat de manglende betalinger til.
– Men erfaringen fra de virksomheder, som har betalt, viser, at beløbene ender med at være betydelig mindre, siger Ove Fournaise.
Hans beregninger tager højde for det, og dermed ender tilgodehavendet på skønsmæssigt 139 mil.kr., hvor polske firmaer tegner sig for broderparten med 118 mil. kr. Mens restens af Østlandene står for de sidste 21 mil. kr.
Besværlig inddrivning
Skat har ikke nogen opgørelser over, hvor mange penge det er lykkedes at hente, når først firmaerne er rejst hjem igen.
– Nogle er gået konkurs og andre svarer ikke på vores henvendelser. Men principielt så behandler vi de udenlandske firmaer på lige fod med de danske. Dvs. vi i første omgang forsøger at gøre udlæg i værdier her i landet, siger Ove Fournaise.
Når det ikke fører til noget, så forsøger Skat at kontakte firmaet på hjemadressen for at få ”en ordning” omkring momsgælden. Når det heller ikke giver noget bliver sagen overdraget til hjemlandets myndigheder.
– Men det er en besværlig proces, fordi kravet først skal forelægges en lokal domstol, inden de lokale pantefogeder kan gå i gang, siger han.
Der er i øjeblikket registreret 732 polske firmaer som momspligtige hos Skat, mens tallet er 180 fra de øvrige østlande. Men både disse tal og tallene for restancer er dækker ikke nødvendigvis alle østfirmaer. Firmaer fra andre EU-lande kan – hvis de har en repræsentant i Danmark – vælge at lade sig registrere i Danmark. Hvor mange der gør det, findes der ingen tal for. (brink)






