Forslag til EU-direktiver om sæsonarbejdere og internt virksomhedsudstationerede vil øge social dumping, mener MF for Enhedslisten, Finn Sørensen
EU-kommissionens nye udspil var på dagsordenen på den halvårlige konference for fagforeninger i Forum Social Europe som blev holdt EU-parlamentet i Bruxelles i sidste uge.
– De to forslag til direktiver – om sæsonarbejdere og virksomhedsinternt udstationerede – indgår i en storstilet plan for at omdanne EU til et sammenhængende retligt område, sagde Finns Sørensen i sit oplæg på konferencen.
– Formålet med planen er at skabe fælles EU-ret med hensyn til immigration. Der lægges ikke skjul på hensigten, nemlig at nedbryde de mange forskellige ordninger der findes i medlemsstaterne med hensyn til indvandring af arbejdskraft fra tredjelande: Formålet er at opnå en effektiv udnyttelse af det indre marked og en styrkelse af konkurrenceevnen, sagde han.
De to direktiver er tæt på at være færdigbehandlet i EU-systemet.
Behov for ufaglærte udefra?
Direktivet om sæsonarbejdere skal lette adgangen for sæsonarbejdere fra tredjelande til EU´s arbejdsmarked. Ifølge Kommissionen drejer det sig aktuelt om ca. 100.000 sæsonarbejdere fra tredjelande, men Kommissionen mener der er brug for endnu flere.
Finn Sørensen afviser, at der er brug for at regulere sæsonarbejde på EU-plan. Behovet for sæsonarbejde varierer meget fra land til land og inden for de enkelte lande.
– Den reelle begrundelse er, at det er et led i at skabe ensartede regler for migration af arbejdskraft. Kommissionen mener nemlig, at EU´s økonomier har et ”strukturelt behov for sæsonarbejde” uden at dette begrundes nærmere, sagde han.
Men det er indlysende forkert, mente han med henvisning til de store arbejdsløshed. I snit er der registeret 9,5 procent ledige i EU-landene.
– Så der er masser af arbejdskraft, og der er ingen udsigt til at dette skulle ændre sig i en overskuelig fremtid. Det virkelige antal arbejdsløse er sandsynligvis langt højere, da ikke alle arbejdssøgende fanges ind af statistikkerne, sagde Finne Sørensen.
– Derfor er der heller ingen grund til kommissionens bekymring om, at det vil blive svært at dække behovet for sæsonarbejdere med arbejdere fra EU-landene. I en dyb krise som den nuværende vil der være en tendens til at arbejderne tager et hvilket som helst job, også de dårligst betalte, sagde han.
Begrænset ophold
Kommissionen begrunder direktivet med et ønske om at beskytte sæsonarbejdere mod misbrug og begrænse antallet af illegale arbejdere. Endelig mener Kommissionen, at det vil bidrage til udviklingen i de lande sæsonarbejderne kommer fra.
For at nå det gør direktivet det på den ene side lettere at komme til EU som sæsonarbejder, på den anden side forhindres de i at slå sig permanent ned.
– Det sidste opnår man ved at slå fast, at sæsonarbejdere ikke har de samme rettigheder som borgere i et medlemsland. De har pligt til at rejse hjem igen, de har ikke den samme rettigheder med hensyn til løn, arbejdsvilkår og sociale ordninger, men kun til et vist minimum – idet der henvises til bestemmelserne i udstationeringsdirektivet – hvilket i sig selv er betænkeligt, da Domstolen jo har fortolket det direktiv begrænsende, dvs. som et maximumsdirektiv, sagde Finn Sørensen.
Han mente, at det egentlige formål med direktivet er at øge trykket på løn og arbejdsvilkår på det europæiske arbejdsmarked som helhed.
– I dette tilfælde sker det ved at skabe en egentlig gæstearbejderstyrke, der efter behov kan hives ind og ud af det europæiske arbejdsmarked ”flere år i træk” som der står i forklaringerne til direktivet, og som arbejder til en lavere pris, under dårligere vilkår og mindre tryghed i ansættelsen end værtslandets arbejdere, sagde han.
Direktiv om internt virksomhedsudstationerede
Det andet direktiv om ”intern virksomhedsudstationering” af tredjelandes borgere inden for EU et lavet efter samme læst som sæsonarbejderdirektivet, påpegede Finn Sørensen.
Direktivet skal regulere udstationering af arbejdere internt i en virksomhed, der er registreret uden for EU, til en anden eller andre afdelinger af virksomheden der befinder sig inden for EU. Formålet er samtidig at lette udstationeringen af arbejderne mellem de afdelinger af den pågældende virksomhed, der befinder sig inden for EU.
Det gøres nemmere for tredjelandes borgere, der er ansat i en virksomhed med afdelinger uden for EU, at få lov at arbejde inden for virksomhedens afdelinger i EU i en periode op til tre år. Hvis ansøgeren lever op til nogle beskedne krav om dokumentation for ansættelsesforhold, skal tilladelsen gives inden for 30 dage. Der åbnes også mulighed for lempeligere regler for familiesammenføring i den medlemsstat, der først udsteder opholdstilladelse. Perioden er op til 3 år, dog kun 1 år for kandidater under videregående uddannelse.
– Men samtidig slås det fast, at de internt virksomhedsudstationerede ikke har adgang til de samme rettigheder hvad angår løn, arbejdsvilkår og social sikring, som værtslandets arbejdere. Hvad angår løn og arbejdsvilkår henvises der udtrykkeligt til det minimum, der er beskrevet i udstationeringsdirektivet, sagde Finn Sørensen.
– Det korte af det lange er altså, at vi endnu engang har at gøre med et direktiv, der under dække af at ville beskytte udsatte grupper af arbejdere, i virkeligheden er en murbrækker for øget løndumping inden for EU´s område, sagde han.
På lige vilkår
– De to direktiver er som nævnt kun enkelte led i en samlet strategi fra Kommissionens og de fleste medlemslandes side, med hensyn til at fremme den fri bevægelighed af kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft – på bekostning af faglige og sociale rettigheder, på bekostning af arbejderbevægelsens princip om lige vilkår, sagde Finn Sørensen.
Han mente, at presset på løn- og arbejdsvilkår uanset om det skulle lykkes at stoppe de to aktuelle direktiver. Han henviste til striben af domme fra EU-domstolen, som har været rettet mod fagbevægelsens kamp for lige vilkår.
– Jeg tænker selvfølgelig på striben af domme – Viking Line, Laval, Rüffert og Luxembourg – der alle er en klar begrænsning af konfliktretten og medlemslandenes ret til selv at afgøre, hvordan de vil beskytte sig imod social dumping, sagde han.
– På den baggrund er det særlig bekymrende, at de to direktiver vi taler om i dag, netop henviser til udstationeringsdirektivets regler om løn og arbejdsvilkår. Det er nærliggende at tro, at en evt. sag om at sæsonarbejderes og virksomhedsinternt udstationerede vil falde ud på samme måde som de tidligere domme, nemlig at det bliver slået fast, at der er tale om en udtømmende liste, om at minimum er maksimum, sagde Finn Sørensen.
Skærpet faglig kamp
Det understreger alt sammen nødvendigheden af, at den europæiske arbejderbevægelse skærper sin kamp for at få ændret EU´s regler, mente han
– Det gælder kravet om en social protokol, der kan sikre at faglige og sociale rettigheder er overordnet de økonomiske friheder, og kravet om en ændring af udstationeringsdirektivet, så retten til at kræve højere standarder gennem kollektiv overenskomst og kampskridt eller lovgivning bliver slået fast, sagde Finn Sørensen.
Danmark er ikke omfattet af de to direktivforslag, på grund af det retlige forbehold.
– Vi vil selvfølgelig kæmpe for at beholde forbeholdet, og de to direktivforslag giver os yderligere argumenter for det. Men det skal ikke afholde os fra at deltage i den fælles kamp for at sikre lige vilkår til alle arbejdere, sagde han.
– Vi må blot se i øjnene, at denne kamp for at ændre EU-reglerne på dette område er en meget svær opgave, især med det nuværende flertal i parlamentet og blandt medlemslandene. Vi må derfor diskutere, hvad vi gør i forhold til de nuværende regler og deres konsekvenser for de europæiske arbejdere, sagde Finne Sørensen.
Civil ulydighed
Han mente, at det er nødvendigt rejse diskussionen i medlemslandene om at bruge ”civil ulydighed”
– Hermed mener jeg, at vi må gøre mere ud af mobilisere fagbevægelsens medlemmer imod de forringelser, der kommer fra EU-reguleringen, sagde Finn Sørensen.
– Som led i det, skal vi også arbejde for at få flertal i vores nationale parlamenter for at udfordre og om muligt nægte at rette sig efter EU-regler, der medfører forringelser af arbejdernes vilkår og fagforeningernes muligheder. Det er en stor og vanskelig diskussion, men vi må tage hul på den, ellers risikerer vi at ende i afmagt og handlingslammelse, sluttede han. (brink)
