Med Lissabontraktaten er det EU-kommissionen, der indgår aftaler for vilkårene for fremmede investeringer i Danmark
Med Lissabon-traktaten har EU fået overladt de direkte udenlandske investeringer som en del af EU’s fælles handelspolitik. EU-kommissionens nye magt betyder, at den forhandler de såkaldte Bilaterale investeringsaftaler (BIT) på samtlige medlemslandes vegne.
Investeringsaftalerne har først og fremmest tjent til at sikre i-landenes investeringer i u-landene, derfor har EU-landene hver for sig indgået mere end 1200 sådanne aftaler med andre lande.
Men selvom Lissabontraktaten har været i kraft i mere end et år, så er det stadig uklart, hvordan EU skal håndtere de mange aftaler. Derfor har kommissionen nu et forslag til behandling i EU-parlamentet om en overgangsordning for de mange aftaler, samtidig har de spillet ud med et forslag til EU’s fremtidige investeringspolitik.
EU-parlamentet har behandlet udspillene, og i dag vedtager det en betænkning om sagen, som kommer med en række anbefalinger til, hvad der skal indgå i de fremtidige aftaler.
Men trods Parlamentets gode hensigter, så rokker det ikke ved, at investeringsaftalerne først og fremmest kommer til at tilgodese de multinationale selskaber, mener Folkebevægelsens medlem af parlamentet, Søren Søndergaard.
Investeringsaftalerne har hidtil været præget af en ubalance, hvor garantierne kun går den ene vej, der stilles ikke krav til selskaberne om f.eks. arbejdsvilkår eller miljø. Tværtimod så indeholder aftalerne garantier mod reguleringer som populært sagt kan genere bundlinjen.
Det er ikke kun direkte nationaliseringer, som BIT-sene garanterer mod, men også de såkaldt indirekte-ekspropriationer, som fortolkes meget bredt, som reguleringer, der skader de udenlandske investeringer.
For eksempel har det svenske energiselskab Vattenfall sagsøgt Tyskland og krævet 10 milliarder kr. i erstatning, som kompensation for skærpede miljølove.
Ingen national kontrol
Investeringsaftalerne har været et våben til at sikre i-landenes investeringe i u-landene, derfor har man heller ikke overladt håndhævelsen af aftalerne til nationale domstole. Aftalerne giver firmaerne ret til at indbringe overtrædelser for en international voldgift, som bag lukkede døre afgør sagerne. Erfaringen herfra er, at selskaberne meget ofte får medhold i deres krav.
Eller som det hedder i parlamentets betænkning: ”er (parlamentet) stærkt bekymret over de internationale voldgiftsinstansers skønsbeføjelser til at fortolke bestemmelserne om investorbeskyttelse bredt, hvilket vil føre til udelukkelse af legitime offentlige reguleringsbestemmelser.”
Parlamentet opfordrer kommissionen til at opstille klare standarder for at undgå problemet, men anerkender samtidig, at EU’s investeringsaftaler fortsat skal underlægges international voldgift.
– Udover mere magt til kommissionen, lægger udspillet op til at investorer ikke kan holdes ansvarlige ved danske domstole. I stedet kan investorer slæbe Danmark for internationale voldgiftstribunaler, som har ry for at dømme efter deres interesse, siger Søren Søndergaard.
– Parlamentets betænkning er ganske vist en forbedring, men vil kommissionen tage den til efterretning? Som det ser ud nu, tromler kommissionen fortsat igennem med frihandelsaftalen med Indien, trods kritiske spørgsmål fra parlamentet, siger han.
Binder ny regering
For mens investeringsaftalerne hidtil først og fremmest har skullet beskytte ”vores” investeringer i u-landene, så er situationen i dag en anden. Nu står store selskaber fra Indien, Brasilien og Kina klar til at investere i Europa, og aftalerne går selvfølgelig begge veje, så de også bekskytter udenlandsk kapital i EU.
– Med Lissabon-traktaten er investeringer endegyldigt blevet et EU-anliggende. Selv en ny S/SF-regering ville derfor være bundet på hænder og fødder af kommissionens udspil. Kommissionens udspil lægger op til, at indiske og kinesiske investorer i princippet kan sagsøge Danmark, hvis vi forbedrer arbejdsvilkårene, siger Søren Søndergaard. (brink)
