Ny græsk strejkebølge

Strejker og demonstrationer mod de EU-dikterede nedskæringer af velfærd og løn vokser i Grækenland. Fagbevægelsen forbereder ny generalstrejke 20. februar

Torsdag var hospitaler og transportsektoren lammet i Grækenland, da læger og transportarbejdere strejkede mod de nedskæringer, som den såkaldte trojka har dekreteret.
De seneste uger er protesterne og strejkerne vokset i landet, hvor vreden ulmer over lønsænkninger og nedskæringerne i den offentlige sektor. Efter seks års recession betyder nye nedskæringer yderligere forværring af den sociale krise, rapporterer Reuter.

Hospitalspersonalet strejkede i protest mod, hvad de kalder ”farlige nedskæringer, som har bragt landets sundhedssystem på randen af kollaps.
– De lukker hospitaler og skærer i det medicinske udstyr og medicinen på hospitalerne. Der mangler læger og sygeplejersker, vi opfordrer regeringen til at stoppe sammenbruddet af det offentlige sundhedssystem, sagde Ilias Iliopoulos, formand for de offentlig ansattes fagforening ADEDY.

Torsdagens strejker kom efter at regeringen havde stoppet en strejke i Athens Metro efter ni dage. Metro-arbejderne strejkede mod et direkte angreb på overenskomstmæssige løn. Regeringen greb til en nødretslov, som stammer fra diktaturet i 70-erne for at stoppe strejken. Regeringen truede med at arrestere de strejkende, og nødretsloven har en straframme på fem års fængsel for ”ulovlige strejker”.

Den Europæiske Faglige Sammenslutning har fordømt den græske regerings brug af nødretslove fra oberst-diktaturet til at gennemtvinge indgreb i gældende overenskomster.

Myndighederne har optrappet angrebene på de protesterende. Onsdag blev 35 faglige ledere fra den kommunistiske fagbevægelse, PAME arresteret efter at have entret arbejdsministeriet for at få ministeren i tale. De blev løsladt efter et døgns fængsling men står stadig anklaget for ”forstyrrelse af den offentlige orden.”

Det er ikke kun lønmodtagerne, som vender sig mod regeringens politik. Torsdag var motorveje blokeret af protesterende landmænd, som havde parkeret formationer af traktorer i protest mod nye skatter.

Generalstrejke

Den største græske fagforening i den private sektor GSEE kaldte torsdag til en 24 timers generalstrejke d. 20. februar.
– De brutale overgreb på fundamentale arbejderrettigheder har overskredet enhver grænse, hedder det i en erklæring fra GSEE.

Forbundet kræver, at de kollektive overenskomster efterleves, og at de udemokratiske ovegreb på arbejdere og fagforeninger stoppes. Samtidig kræver landsorganisationen at der sættes ind med effektive foranstaltninger for at bekæmpe arbejdsløsheden.

Også PAME opfordrer til generalstrejke den samme dag og sandsynligvis tilslutter de offentligt ansatte sig også generalstrejken. (brink)