Ny græsk regering klar med lovpakke vendt mod EU-aftaler

Genindførelse af faglige rettigheder, hævet mindsteløn og annullering af fyringer står først på regeringens program, love som i praksis er et opgør med den tidligere regerings aftaler med EU

Ifølge den græske netavis ekathimerini, har højrepartiet ”Uafhængige Grækere”, godkendt SYRIZAs økonomiske program.

Højrepartiet vil støtte SYRIZAs økonomiske politik, som den blev præsenteret af Tsipras i september. Så længe den nye premierminister ikke presser på med ændringer på områder, hvor partiet har indvendinger. Det indbefatter udenrigspolitik, bl.a. spørgsmålet om en aftale med den tidligere jugoslaviske republik Makedonien. SYRIZA har også indvilget i at sætte planer om at adskille kirke og stat på pause, skriver avisen.

Uafhængige Grækere blev dannet i 2012, efter en del af dets medlemmer blev ekskluderet fra det tidligere regeringsparti Nyt Demokrati, fordi de nægtede at stemme for den teknokrat regering, som blev indsat i 2011 for at gennemføre aftalerne med EU. Partiet er således ”født” af modstanden mod at landet skal ”styres fra Bruxelles”.

Det forventes at Uafhængige Grækeres formand, Kammenos bliver forsvarsminister i den nye regering.

Ifølge avisens kilder i partiet, har Kammenos givet grønt lys til, at SYRIZA hurtigst muligt fremlægger de lovforslag, partiet har forberedt, for at gennemføre det økonomiske program.

Det forventes at den første lov, regeringen præsentere vil hæve mindstelønnen til 751 euro, og genetablerer det kollektive forhandlingssystem.  At hæve mindstelønnen er i sig selv et brud med den tidligere regerings aftale med Trojkaen (EU, valutafonden og Centralbanken). Det samme gælder de faglige rettigheder, som – også efter aftale med Trojkaen – er blevet systematisk svækket, så der i mange sektorer ikke er indgået nye overenskomster i flere år.

Den nye regering vil også gøre op med det fyringsprogram i den offentlige sektor, som har ført til at 10.000 af offentligt ansatte, er oveført til ”ventepuljer” mens deres jobs evalueres, mange er endt med at blive fyret, og det forventes at en del nu vil blive genansat, skriver avisen.

De omfattende fyringer i den offentlige sektor har været en af krumtapperne i aftalerne med Trojkaen, som minutiøst har holdt øje med, at den tidligere regering levede op til de ”fyringskvoter” som var aftalt.

Samtidig forventes det, at regeringen der inden for de næste uger gennemfører love, som gør det muligt at levere gratis strøm til de 300.000 husstande, som lever under fattigdomsgrænsen, skriver avisen.

Det forventes også, at regeringen vil presse på for en hurtig genetablering af den statslige radio og TV- station, ERT, som blev lukket i 2013. 

Endelig er de to partier blevet enige om at nedsætte en parlamentarisk kommission, som skal undersøge, hvorfor Grækenland blev tvunget til at underskrive den første aftale med Trojkaen i 2010, og hvorfor det har ført til en gældsspiral, så landet i dag skylder hvad der svarer til 170 procent af BNP. Da aftalen blev indgået var gælden på ”kun” 120 procent. (brink)