Torsdag kalder græsk fagbevægelse igen til generalstrejke i protest mod nedskæringer og nye trusler mod strejkeretten, det sker samtidig med at regeringen forhandler kriseindgreb med Trojkaen i Paris og ILO opfordrer til et skifte væk fra nedskæringspolitikken
Mens den græske regering mødes med Trojkaen (EU, Centralbanken og IMF) i Paris for at forhandle om, hvilke ”reformer” og nedskæringer der skal til, før Trojkaen vil acceptere den græske finanslov for 2015, så forbereder de faglige landsorganisationer en omfattende generalstrejke torsdag.
Regeringen er hårdt presset, seneste meningsmåling viser, at hvis der var valg i dag, så ville det græske venstreparti SYRIZIA få absolut flertal i parlamentet. Derfor forsøger de at begrænse Trojkaen krav om reformer og nedskæringer mest muligt og lægger op til at Grækenland skal ud af aftalen med Trojkaen inden et valg.
Hele fagbevægelsen bag strejke
Både de offentligt- og privat-ansattes landsorganisationer står bag opfordringen til at nedlægge arbejdet, og også den kommunistiske faglige organisation PAME opfordrer til at nedlægge arbejdet.
Senest har også flyvelederne tilsluttet sig den 24 timers strejke, så luftrummet bliver stille over landet torsdag, men allerede onsdag bliver medierne tavse – journalisterne strejker en dag før for at kunne dække strejken og de store demonstrationer, som fagbevægelsen planlægger.
Et af regeringens nye udspil handler om at begrænse fagbevægelsens muligheder for at iværksætte strejker. Det græske parlament skal færdigbehandle et forslag om, at 51 procent af alle ansatte på en virksomhed skal stemme ja, før en strejkeaktion kan gå i gang. Hvis det vedtages så svækkes fagforeningernes muligheder for at lave sympatistrejker og ” rullende” strejker.
ILO: Politikskift nu
FN’s arbejdsorganisation ILO præsenterede mandag en rapport i Athen, hvor den opfordrer til, at der øjeblikkeligt bliver sat ind for at skabe arbejdspladser og for at rette op på den fortvivlede sociale situation i landet.
Efter seks års recession og nyliberale reformer dikteret af Trojkaen har de græske husholdninger i gennemsnit mistet 40 procent af deres købekraft. Arbejdsløsheden er på 28 procent, mens 6 ud af 10 unge er uden arbejde eller uddannelse.
– Grækenland er nået et kritisk punkt, det kræver øjeblikke handling, hvis landet skal på sporet af en bæredygtig genrejsning, sagde ILO’s generaldirektør Guy Ryder ved præsentationen.
ILO peger især på følgerne af langtidsarbejdsløshed og den kendsgerning at flere og flere grækere risikerer at ende i egentlig fattigdom. Derfor er der er brug for en strategi, som kombinerer øjeblikkelig handling for at stoppe forværringen af den sociale situation og samtidig sætter gang i jobskabelsen, mener ILO. (brink)






