Norge ikke er med i EU, men gennem EØS-aftalen er landet alligevel underlagt det indre markeds regler, norsk fagforeningsveteran lægger op til opgør
På den traditionsrige Rogalandskonference efterlyste den tidligere generalsekretær i International Grafisk Føderation og sekretær for Nordisk Grafisk Union, Olav Boye et grundlæggende opgør med EU’s markedsliberalisme og den fortsatte undergravning af de faglige rettigheder.
Samtidig benyttede han lejligheden til en historisk gennemgang af EU’s betydning for norsk fagbevægelse. Og så lagde den norske veteran lagde ikke fingrene imellem i sin kritik af fagtoppen og Arbejderpartiet. I hans øjne har toppen haft alt for travlt med at affinde sig med den markedsliberalisme som er en konsekvens af EØS-aftalen og kravet om at leve op til det indre markeds fire ”friheder”.
– I 1993 vedtog Stortinget loven om at almengøre af overenskomster for at forebygge social dunping. Trods tre handlingsplaner (om bekæmpelse af social dumping red.) og en stor indsats fra faglige tillidsvalgte, så er den negative udvikling fortsat i stadig flere brancher. EØS-aftalen krav om fri bevægelse for arbejdskraften og EU’s konkurrenceregler har fortrin for krav til arbejdsmiljø og andre faglige rettigheder, sagde Olav Boye.
– EU har en principvedtagelse om at alt skal konkurrenceudsættes og om nødvendigt privatiseres. EU-retsakter om midlertidige ansættelser, vikarbureauer, sundhedsvæsen, tjenesteydelser i almindelighed – totalt mere en 10.000 retsakter, er baseret på den markedsliberalistiske og føderale grundlov, også kaldet Lissabontraktaten, sagde han.
– EU-domstolen har afsagt en række domme, som raserer de faglige rettigheder, med henvisning til EU’s markedsliberalistiske grundlov, påpegede han og beklagede, at den Europæiske Faglige Sammenslutning ikke er den kamporganisation, som der er brug for:
– Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) er på mange møder en del af EU-systemet, og desværre ikke en kamporganisation for millioner af fagligt organiserede i Europa. Alt for mange af topfolkene går og venter på fede stillinger i EU’s bureaukrati. Halvfjerds procent af EFS’ budget kommer fra EU og EU relaterede fonde. Vi kender udtrykket, at hunden ikke bider den hånd som mader den. EFS protesterer nogen gange mod EU’s politik, men følger stort set med på turen. EFS har aldrig været villig til at bruge de nødvendige kampmidler, sagde Olav Boye.
– Hovedsageligt på grund af EØS-aftalen, så rammer alt dette også det norske arbejdsmarked. Der har i flere år været et krav fra EU om større fleksibilitet og færre forpligtigelser over for arbejdstagerne. Det er de uacceptable forhold på USA’s arbejdsmarked, som er modellen for de europæiske arbejdsgivere. Det er angreb på pensionsordninger og kollektive aftaler. Det er angreb på strejke- og blokaderetten. I EU mener man ikke, at der skal være strejkeret, heller ikke i forbindelse med centrale overenskomstopgør, sagde Olav Boye.
Fagbevægelsen må vælge
Han mener, at det er høje tid for et kursskifte, fagbevægelsen må vælge, hvis den vil have en troværdig strategi. Olav Boye mener ikke, at det muligt at skabe acceptable vilkår på arbejdsmarkedet, når det skal ske på markedsliberalistiske principper.
– Fagbevægelsen må vælge mellem to vidt forskellige alternativer. Enten må LO-toppen forklare sine tillidsfolk og medlemmer, at den ikke længere har magt og indflydelse. Vi har ikke længere noget valg, hævder den politiske elite, vi må leve med EØS-aftalen og EU-tilpasningen, sagde han.
– Alternativet er at tage kampen for det, vi tror på – folkestyre, velfærdsstat, gode arbejdsmarkedslove og kollektive overenskomster, som giver fagbevægelsen retmæssig magt og indflydelse. Det gælder ikke mindst de tusindvis af lokale tillidsvalgte, i klubbestyreler, i arbejdsmiljøudvalg og i virksomhedernes styrende organer. Vi ved at gode løn- og arbejdsvilkår er en forudsætning for høj produktivitet og solid konkurrenceevne. Vi ved at fagligt organiserede vil slås for love og aftaler med gode løn- og arbejdsvilkår, sagde Olav Boye.
– LO har med sin faglig-politiske linje mistet troværdighed. Det samme ser vi med en svækket fagbevægelse i resten av Europa. Det er vi ikke tjent med, så tiden er overmoden for et kursskifte nu. Vi ved at en sådan offensiv strategi er umulig med EØS-aftalen, så den skal siges op hurtigst muligt, ikke mindst for at genvinde det folkestyre, som er en vigtig forudsætning for en politisk proces til gavn for de fagligt organiserede, sagde han. (brink)
