Den norske regering skærper nu bygherrernes ansvar for at underleverandører ikke dumper lønnen.
– Vi ønsker at vise, at regeringen ikke accepterer social dumping, siger statssekretær i arbejds- og integrationsministeriet Jan-Erik Støstad.
I denne uge vedtager regeringen en ny bygherreforskrift, som et led i kampen mod social dumping. Den nye forskrift præciserer, at bygherren kan holdes ansvarlig, hvis reglerne ikke overholdes. Det skriver frifagbevegelse.no
Social dumping har været på tilbagetog i Norge efter flere initiativer fra fagbevægelse og regering. Men nye tal tyder på, at social dumping igen er et voksende problem.
– Det er vigtigt at netop bygherren får mere ansvar, for det er ham, der sætter projekterne i gang og står for den overordnede planlægning. Bygherren har muligheden for at luge ud blandt de useriøse aktører eller sørge for at de bliver seriøse, siger den norske statssekretær.
Undergraver velfærden
Den norske regering har tidligere fået vedtaget en lovændring om solidarisk ansvar, som betyder, at lønmodtagere kan forfølge sine krav opad i kontraktkæden, hvis de bliver underbetalt.
– Hvis man tillader social dumping undergraver man en af grundpillerne i velfærdssamfundet. Det er vigtigt at arbejdstagerne har et lønniveau, man kan levet af, også selvom man er ufaglært, siger Støstad.
Den nye bygherreforskrift indeholder også krav om, at sikkerhed og arbejdsmiljø skal indgå, når et byggeri projekteres. (brink)






