Norge: EU-dom har sat almengørelse i stå

EF-domstolens dom mod Luxembourg har stoppet almengørelse af norske overenskomster

Som et værn mod social dumping indførte Norge for 10 år siden en lov om almengørelse af overenskomster. Loven giver et såkaldt tarifnævn mulighed for at almengøre overenskomster i sektorer eller områder, hvor der er beskæftiget udenlandsk arbejdskraft, og hvor der er risiko for underbetaling og social dumping

Presset fra især østeuropæiske arbejdere betyder, at overenskomsterne i byggesektoren og på en række olieanlæg er almengjort. Det betyder at også udenlandske arbejdere er dækket af overenskomsten.

Men rækken af domme fra EF-domstolen fik i forsommeren nævnet til at stoppe almengørelsen af nye overenskomster.

Norsk LO havde ellers krævet at nævnet almengjorde overenskomsterne på landets værfter, fordi udenlandske ansatte både arbejder længere og får mindre i løn end deres norske kolleger.

Men rækken af EU-domme har skabt tvivl om hele grundlaget for loven, derfor har tarifnævnet bedt justitsministeriet tage stilling til om, grundlaget for loven stadig gælder.

Efter dommen over Luxembourg havde nævnet ikke noget andet valg end at få afklaret om loven er i overensstemmelse med gældende EU-ret og EØS-aftalen, forklarede formanden for nævnet, Ellen Mo, til norsk LO’s Magasin.

Arbejdsgiverpres

Den norske arbejdsgiverforening har siden Vaxholmdommen sået tvivl om, hvorvidt almengørelsen af overenskomsterne er lovlige. Arbejdsgiverforeningens pres ser nu ud til at virke:

– At der stadig rejses tvivl om, hvorvidt almengørelsesloven og er i overensstemmelse med EØS-aftalen og tvivl om nævnets kompetence, er ikke heldigt for ordningen, hedder det i brevet fra nævnsformanden til ministeriet. 

Norsk LO anser til gengæld loven som et af sine vigtigste våben i kampen mod social dumping. Svaret fra justitsministeriet er afgørende for, hvordan fagbevægelsen kan fortsætte kampen for lige vilkår for alle arbejdstagere i Norge.

Nævnet har udbedt sig svar senest 15. september.

Endnu en skandale

Hos den norske nej til EU bevægelse ser man sagen som endnu et eksempel på, hvordan EU blander sig i norske arbejdsmarkedsforhold. Selvom Norge ikke er medlem af EU, så er landet via EØS-aftalen bundet op EU’s regler for det indre marked.

– Endnu engang har EF-domstolen vist, at den kan gribe ind i det, man altid i Norge har troet var suverænt op til norske myndigheder at bestemme, siger lederen af Nej til EU, Heming Olaussen.

– Endnu engang viser det sig, at Norge lader sig styre af EU, og vælger pænt at vente på EU-eksperternes tilladelse til at føre den arbejdsmarkedspolitik vi selv ønsker, siger han.

Den norske nej-bevægelse mener, at Luxembourg-dommen viser, hvor ødelæggende EF-domstolens ”liberalistiske praksis” er for norsk arbejdsret.

– Det skal ikke være op til den enkelte medlemsstat at fastlægge omfanget af vilkår, som skal gælde for udstationerede arbejdstagere. Det er social dumping sat i system, og det er næppe nok, hvis norsk fagbevægelse vælger at fokusere på, at vi skal tilpasse vores lovgivning til det system, i stedet for at gå til kamp mod undergravningen af de rettigheder fagbevægelsen har tilkæmpet sig de sidste 100 år, siger Heming Olaussen. (brink)