Byggefagenes Samvirke i København appellerer til de politiske græsrødder om hjælp for at bevare konfliktretten. – Det er ikke kun vores konfliktret, der er truet. Også velfærdssamfundets fremtid er på spil, siger formanden, Anders Olesen
![]() |
|
– Regeringen skal forstå, at det er nødvendigt med en juridisk bindende protokol til Lissabon-traktaten. For eksempel som den, det europæiske LO har foreslået. Den skal sikre, at arbejdsmarkedet fortsat kan fungerer på de vilkår, der har været gældende, inklusiv konfliktretten i fuld omfang, siger Anders Olesen. |
Byggefagenes Samvirke går nu direkte til venstrefløjens græsrødder for at få hjælp til at bevare konfliktretten. I et brev til de knap 500 partiafdelinger i Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten appellerer Samvirket om hjælp til at påvirke politikerne i sagen om bevarelse af konfliktretten
– Det kan godt være, at det er et lidt usædvanligt initiativ. Men vi har brug for hjælp i en sag af fælles interesse. EF-domstolens seneste afgørelser i Vaxholm- og Rüffert-sagerne, og konklusionerne fra regeringens ekspertudvalg om, at vi bliver nødt til at acceptere lovlig løn-apartheid på det danske arbejdsmarked, får os til at trække i nødbremsen, siger Anders Olesen, formand for Byggefagenes Samvirke, og for Træ-Industri-Byg i København.
Indskrænker konfliktret
Siden marts har et regeringsudvalg med eksperter og repræsentanter for arbejdsmarkedets parter vendt og drejet EF-domstolens afgørelser samt regler og direktiver i EU.
– Resultatet er, at der ikke inden for de juridiske rammer ser ud til at kunne stilles krav til udenlandske firmaer om danske overenskomster til vores udenlandske kolleger ud over et mindsteniveau. Det betyder i praksis, at vores fulde overenskomster bliver undergravet, og at det våben, fagbevægelsen er bygget op på, konfliktretten, bliver indskrænket over for udenlandske firmaer. Det bliver til lovbestemt løn-apartheid, siger Anders Olesen.
Nej til løn-apartheid
– Der er derfor brug for, at den danske regering og partierne, ikke mindst arbejderpartierne, forstår konsekvenserne. Det har vi gjort opmærksom på direkte i Folketinget. Men der er brug for mere pres.
– Regeringen skal forstå, at det er nødvendigt med en juridisk bindende protokol til Lissabon-traktaten. For eksempel som den, det europæiske LO har foreslået. Den skal sikre, at arbejdsmarkedet fortsat kan fungerer på de vilkår, der har været gældende, inklusiv konfliktretten i fuld omfang, siger han.
– Vi vil ikke tvinges til at acceptere løn-apartheid i Danmark gennem lovgivning Men vi kan ikke klare denne opgave alene. De politiske græsrødder må hjælp os. For det er ikke kun vores konfliktret, der er truet. Også velfærdssamfundets fremtid er på spil. For når lønnen presses, hvem skal så betale til fællesskabet, siger Anders Olesen. (brink)

