Første halvleg af Vaxholmsagen endte uafgjort! Hvis domstolen 11. december ender med at følge den foreløbige udtalelse fra Generaladvokaten, så er det en sejr for konfliktretten, men samtidig står det klart, at EF-Domstolen påtager sig rollen som overdommer for, hvad der er lovlige kampskridt i fremtiden
 |
| Var det lovligt at blokerer skolen i Vaxholm? 11. december falder dommen ved EF-Domstolen |
Østudvidelsen i 2004 viste sig hurtigt, at stille fagbevægelsen i de ”gamle” lande over for helt nye udfordringer. Lave lønninger og stor arbejdsløshed i de nye EU-lande i Østeuropa, skulle hurtigt vise sig som et reservoir, hvor der kan hentes billig arbejdskraft. Kampen mod social dumping og misbrug af de østeuropæiske kolleger kom pludselig helt inden for døren, i første omgang hos byggefagforeningerne.
Der gik da heller ikke mere end et halvt år, før et lettisk firma på opgave i Sverige besluttede at teste, hvor langt friheden for erhvervslivet rakte i EU. Med hele den magtfulde svenske arbejdsgiverforening, Svensk Näringsliv i ryggen blev der stillet spørgsmålstegn ved den svenske fagbevægelses ret til at konflikte for at tvinge udenlandske firmaer til at indgå overenskomst.
Historien begynder i Vaxholm nær Stockholm november 2004, hvor det lettiske firma ”Laval un Partneri” var i gang med at renovere den lokale skole.
Da det svenske bygningsarbejderforbund Byggnads fandt ud af, at de ca. 65 lettiske arbejdere gik for en timeløn på 80 kr., godt det halve af en svensk bygningsarbejders, etablerede Byggnads blokade mod firmaet, den blev fulgt op af elektrikerforbundet, som varslede sympatikonflikt.
Firmaet gik til den svenske arbejdsret, Arbetsdomstolen med krav om, at blokaderne hæves som ulovlige. Samtidig kræver Laval skadeserstatning af de to forbund.
Laval hævdede fra starten, at blokaden var i strid med EU-traktatens ret til frit at levere tjenesteydelser. Og firmaet kræver, at EF-domstolen behandler konflikten som hastesag. Laval mener, at især EU-reglerne om fri bevægelighed er overtrådt.
Arbetsdomstolen afviser at stoppe blokaden, men beslutter samtidig, at den ikke kan træffe en endelig afgørelse uden at have spurgt EF-domstolen.
Undervejs opgiver Laval at fortsætte arbejdet, de pakker sammen og firmaet bliver senere likvideret, men Svensk Näringsliv springer til og erklærer sig klar til at sponserer Lavals omkostninger til retssagen ved domstolen i Luxembourg.
En kendsgerning som provokerer de svenske bygningsarbejdere. For hvordan kan arbejdsgiverne financierer en retssag, hvor målet er at få underkendt det selv samme aftalesystem, som Svensk Näringsliv er part i?
Arbetsdomstolen vil have en forhåndsafgørelse fra EF-domstolen, som skal afklare om Byggnads har handlet i strid med EU-retten.
Arbejdsrettens beslutning om at spørge i EU kom helt bag på den svenske fagbevægelses top, svensk LO mente, ligesom dansk LO, at konfliktret og overenskomstspørgsmål slet ikke er en sag for EU. Sverige har endda en højtidelig erklæring fra dengang landet blev medlem af Unionen, hvor EU-Kommissionen forsikrer, at EU vil respektere den svenske model.
Svensk LO har endog truet med at trække sin støtte til fortsat EU-medlemskab, hvis den endelige dom går fagbevægelsen imod.
Skærgårdsidyllen Vaxholm blev pludseligt et symbol for en afgørende strid mellem EU-grundlov om den frie bevægelighed og retten til faglig aktion.
En kommissær i en glasbutik
At det ikke bare var en kamplysten arbejdsgiver fra Baltikum, med støtte af den svenske arbejdsgiverforening, som var løs, blev klart, da EU-kommissæren for det indre marked, McCreevys besøgte Sverige.
På et pressemøde stillede han spørgsmålstegn ved, om den svenske arbejdsmarkedsmodel var i overensstemmelse med EU-retten.
– Kommissionen mener, at de kollektive aftaler i Sverige er en hindring for arbejdskraftens fri bevægelighed, siger McCreevy bl.a. til Sveriges Radio.
Kommissæren mente, at problemer som i Vaxholm skal løses ved at Sverige (og de andre nordiske lande) i stedet indfører lovfæstede minimumslønninger, som det er brugt i de fleste EU-lande.
Selvom EU-Kommissionens formand forsøgte at begrænse skaden, så skabte episoden usikkerhed om Kommissionens holdning til fagbevægelsens aktionsret.
Splittelse mellem nye og gamle lande
Når EF-domstolen behandler en sag, så er det ikke kun de direkte involverede, som har mulighed for at blande sig. Både Kommission og medlemslandene har mulighed for at aflevere både skriftlige og mundtlige indlæg i en sag.
Det er i stort omfang sket i Vaxholmsagen, hvor 17 lande har afleveret skriftlige indlæg og en stor del af landene bl.a. Danmark mødte op for at forelægge deres synspunkter, da sagen blev forhandlet d. 9. januar 2007.
Ved domsforhandlingen i Luxembourg viste der sig en klar modsætning mellem nye og gamle lande EU-lande.
En række af de nye medlemslande anført af Letland stod fast på, at firmaer har ret til at arbejde i et andet EU-land uden at følge landets overenskomster. I deres øjne er konflikten i Vaxholm et udtryk for ”social protektionisme” – et forsøg på at bevare arbejdet for sig selv. Mens Sverige og Danmark sammen med en række andre vestlige EU lande argumenterede for, at konfliktretten ikke er i strid med EU-retten.
Ja til konfliktret – på visse betingelser
Når EF-domstolens dommere samles 11. december for at afsige en endelig dom, så har de allerede et grundigt forarbejde fra en af deres Generaladvokater, som har tygget sagen igennem og gennemgået alle indlæg ved domstolen. Den 23. maj 2007 fremlagde generaladvokat Paolo Mengozzis sit forslag til afgørelse. Hans udtalelse er en 70 sider stor bibel med hele 308 paragraffer. Udover at give sit bud på hovedsagen nemlig om konflikten i Vaxholm var lovlig, så diskuterer Mengozzi hele spørgsmålet om konfliktrettens forhold til EU’s grundlov og de ”fire friheder”.
Udtalelsen er sandsynligvis det mest grundige og gennemarbejdede forsøg hidtil på at fastslå forholdet mellem fagbevægelsens konfliktret og EU grundlov om ”fri bevægelighed”.
Generaladvokatens foreløbige afgørelse, gav i første omgang anledning til lettelse i fagbevægelsen i de nordiske lande. Mengozzi slår fast, at det ikke var i strid med EU-retten, da Byggnads iværksatte blokade og sympatikonflikt, for at opnå overenskomst med det lettiske firma i Vaxholm.
Generaladvokaten mener ikke, at man med EU-traktaterne i hånden kan kriminalisere fagbevægelsens vigtigste våben for at tvinge et udenlandsk firma til at betale en løn, der svarer til den, som gælder i et land..
Så i første omgang anbefaler Mengozzi en blåstempling af konfliktretten. Men – som den svenske LO formand sagde på et pressemøde samme dag, så sidder ”djævelen i detaljen” – ikke mindst når det gælder EU-ret. For generaladvokaten nøjes ikke med at give rent grønt lys til fagbevægelsens kamp for overenskomster med udstationerede udenlandske firmaer.
Selvom det i det store og hele var okay i Vaxholm, så mener Mengozzi, at aktionsretten er begrænset af en hel række forbehold. Der er grænser for, hvad fagbevægelsen kan stille af krav, når den tager faglige kampskridt mod et udenlandsk firma. Og så fortsætter han domstolens aktivistiske linie og lægger op til, at spørgsmålet om hvad der kan konfliktes om, i høj grad er en sag for EF-domstolen – også i fremtiden.
Kollektive konflikter tilladt
Som sagt slår Mengozzi fast, at den svenske (og danske) model med dens tradition for at tage faglige kampskridt for at tvinge en virksomhed til at indgå overenskomst ikke er strid med hverken udstationeringsdirektivet eller EU traktatens bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser (EF traktatens artikel 49).
For som han skriver, så skal hverken direktivet eller artikel 49 fortolkes sådan, at de er til hinder for kollektive kampskridt i de medlemslande, hvor overenskomsterne ikke bliver udbredt til at gælde for alle, der arbejder på et område. (Sådanne regler har man bl.a. i Finland, hvor overenskomsterne i princippet skal følges, uanset om firmaerne er uorganiserede.)
Så vidt så godt, men generaladvokaten tilføjer så nogle temmelig abstrakte betingelser for, at det er lovligt. Konflikten skal nemlig være begrundet i ”formål af almen interesse”, som Mengozzi nærmere forklarer som ”beskyttelse af arbejdstagere og kampen mod social dumping”, og så skal kampskridtene ikke udøves på uforholdsmæssig måde i forhold til målet med konflikten. Men hvordan man afgør, hvornår der bliver skudt gråspurve med kanoner, det giver udtalelsen ikke noget klart svar på.
Knækker myten om nødderne
Generaladvokaten afviser fuldstændigt det grundlæggende danske synspunkt om, at EU ikke skal blande sig i konfliktretten. Det synspunkt blev født helt tilbage i 1972, hvor formændene for Dansk Arbejdsgiverforening og LO gik ud i store fællesannoncer og proklamerede, at ”nødderne knækker vi selv”, en tilslutning til EF ville ikke få nogen konsekvenser for det danske arbejdsmarkedssystem, forsikrede de.
Den danske regering gentager i sit indlæg ynspunktet. Med henvisning til § 137 i traktaten, argumenterer regeringen for, at Vaxholm ikke er en sag for domstolen. Regeringen henholder sig til, at § 137 stk. 5 slår fast, at ”bestemmelserne i denne artikel ikke gælder]for lønforhold, organisationsret, strejkeret eller ret til lockout”.
Men her går både Danmark og Sverige alt for vidt, fastslår Mengozzi, med henvisning til, at både traktaten og EF-domstolens praksis klart afviser det grundlæggende danske synspunkt.
Dels handler de klare ord i paragraf fem, kun om det pågældende område (EU’s socialpolitik). Det afskærmer på ingen måde konfliktretten fra at blive inddraget i EU-traktaternes øvrige paragraffer. Med andre ord, den danske illusion om nødderne og den danske models ukrænkelighed i EU er og har altid været en illusion. Den danske model har hele tiden været tilgængelig for EU-regulering, og de danske overenskomster er allerede vævet ind i EU’s regulering af arbejdsmarkedet.
Nordisk isolation
Det dansk/svenske synspunkt står da også helt alene. Mengozzi undlader ikke at gøre opmærksom på, at det kun er de to nordiske lande, som forfægter synspunktet om, at konfliktretten er et rent nationalt spørgsmål. De 15 andre lande, som har ytret sig i sagen, mener at EU-retten gælder.
For at illustrere det absurde i at ville holde konfliktretten væk fra EU’s domæne, nævner han, at de kollektive overenskomster jo f.eks. skal leve op til EU’s princip om forbud mod forskelsbehandling.
Det vil efter hans mening ”være ganske usammenhængende, for ikke at sige selvmodsigende”, hvis overenskomsterne på den ene side skal leve op til EU regler om forbud mod forskelsbehandling, mens de kollektive kampskridt for at indgå den selv samme overenskomst falder uden for traktaten.
Krav om balance
Selvom Mengozzi når frem til, at domstolen bør anerkende ”retten til kollektive kampskridt”, som en såkaldt grundlæggende rettighed. Så er der dermed ikke taget stilling til, hvordan denne ret kan udøves. Han er i tvivl om, hvilke kampskridt, som må betegnes som grundlæggende. Generaladvokaten vurderer at strejke og lockout må betragtes som grundlæggende rettigheder, mens det er mere tvivlsomt, når det gælder blokade og sympatikonflikt.
Mengozzi mener, at domstolen hermed står med en sag, hvor to grundlæggende rettigheder står overfor hinanden. Både konfliktretten og retten til frit at levere tjenesteydelser over grænserne er grundlæggende. De to sæt ret rettigheder er ifølge generaladvokaten nød til at sameksisterer, i en eller anden balance, som både de nationale arbejdsretter og i sidste ende EF-domstolen skal overvåge.
Botanisering i kravene
Herefter går Mengozzi i gang med en meget konkret stillingtagen til, hvilke krav, det efter hans opfattelse, er i orden at konflikte for.
Han foretager en opdeling, hvor konfliktretten klart anerkendes i forhold til de ting, som udstationeringsdirektivet direkte beskytter: Mindsteløn, arbejdstid, ferie osv. Hvis kravene til en overenskomst rækker videre, så skal de konkret vurderes i forhold til, om de reelt er en hindring for den fri bevægelighed.
Hvis dommerne ender med at følge den tankegang, så vil det betyde, at både den svenske og danske arbejdsret for fremtiden skal overvåge om konflikter mod udenlandske virksomheder, holder sig inden for grænserne af EU-rettens fri bevægelighed. Med EF-domstolen som overdommer og mulig appelinstans.
Oven i indfører generaladvokaten en pligt for arbejdsretterne og dermed for fagbevægelsen til at sammenholde ok-kravene med de rettigheder arbejderne har med fra hjemlandet. Mengozzi mener ikke, det vil være lovligt at konflikte for en overenskomst, som næsten svarer til de vilkår, de udstationerede har derhjemme.
Endelig giver han sig til at diskutere, hvilke elementer i Bygnads OK-krav til Laval, som de lettiske arbejdere får direkte glæde af. Meldingen er, at alle elementer skal vurderes ud fra, om de er relevante for de udenlandske arbejdere.
LO tilfreds – sådan da
”LO tilfreds med at EF-domstolen afviser indgreb i konfliktret” lød LO’s officielle reaktion på Mangozzis udtalelse.
Men samtidig fastholdt LO stadig, sin egen fortolkning af traktaten og afviser, at sagen overhovedet bør behandles af domstolen. Dengang sagde LO-formand Hans Jensen:
– Nu bliver den behandlet. I den situation forventer vi, at dommerne i den endelige afgørelse vil slå fast, at konfliktretten er et nationalt anliggende. Det er vigtigt for os, at man ikke skal stå skoleret for EF-domstolen, når der etableres en strejke for at sikre de overenskomstmæssige rettigheder.
Nyt pres på Danmark
I den anden hovedorganisation, FTF var de tilfreds med, at udtalelsen lægger op til at anerkende strejkeretten som en grundrettighed, men FTF frygter, at det kan føre til fornyet pres på den danske model.
– Det er afgørende og meget positivt, at retten til konflikt bliver slået fast som en grundrettighed i EU. Men generaladvokatens udtalelse risikerer samtidig at åbne for et helt nyt pres på Danmark, fordi Generaladvokaten afviser den danske og svenske påstand om, at det her slet ikke er noget, som EF-domstolens må tage stilling til, sagde formand for FTF, Bente Sorgenfrey.
– Indtil nu har det ligget fast, at EU ikke har kompetence til at påvirke de grundlæggende strukturer på landenes arbejdsmarkeder. Og det bliver der lavet fundamentalt om på, hvis EF-domstolen i sidste ende har den samme vurdering som generaladvokaten i dag. Udtalelsen siger på den ene side, at sympatikonflikter kan sættes i værk i det omfang, de er ”proportionale” – altså rimeligt velbegrundede. Men samtidig lægger udtalelsen op til, at det i sidste ende kan vurderes af EF-domstolen om en sympatikonflikt er ”proportional” – og det vil være helt hen i vejret. Det er alene et dansk spørgsmål, der skal afklares i sidste ende af Arbejdsretten, sagde Bente Sorgenfrey.
Domstol skal ikke botanisere i OK-krav
Formanden for svensk LO, Wanja Lundby–Wedin er tilfreds med, at Generaladvokatens udtalelse slår fast at strejker og andre faglige kampmidler ikke strider mod EU-retten. Og hun hæfter sig ved, at udtalelsen anerkender, at Sverige kan implementere udstationeringsdirektivet med kollektive aftaler. Det var netop det, som EU-kommissær McCreevy havde skabt tvivl om, da han mente, at problemet i Vaxholm bunder i at Sverige ikke har en lovfæstet mindsteløn.
– Men de negative er, at udtalelsen taler om proportionalitet, når det gælder retten til faglige aktioner. Vi ved ikke, hvad det indebærer. I værste fald kan hver eneste faglige aktion for en overenskomst med et udenlandsk firma havne ved EF-domstolen. Det virker ikke rimeligt, siger Wanja Lundby–Wedin.
Heller ikke de to svenske forbund, som er direkte involveret i Vaksholmkonflikten er udelt tilfredse med udtalelsen fra Generaladvokaten.
Bygningsarbejderforbundet og Elektrikerforbundet siger i en fælles udtalelse, at det selvfølgeligt er meget positivt at Generaladvokaten lægger op til at anerkende konfliktretten som grundlæggende.
– Vi går ud fra, at EF-domstolen i sin endelige afgørelse vil slå fast, at det ikke er tilladt at diskriminere udstationeret arbejdskraft, og at faglige aktioner er tilladt for at forhindre det, siger talsmændene for de to forbund.
– Men vi er ikke enig med Generaladvokatens opfattelse af, at hvert enkelt element i overenskomsten skal vurderes særskilt i forhold til den fri bevægelighed. Det vil indebære betydelige praktiske problemer og hindringer, siger de.
De henviser til, at Generaladvokaten bruger meget plads på at diskutere, hvilke overenskomstkrav som er i overensstemmelse med EU-retten, og hvilke som ikke er. Mangozzi diskuterer grundigt, hvilke af kravene, der blev rejst overfor det lettiske firma, der er i strid med EU-retten. Han når frem til, at en række krav er i strid med EU-retten.
Hænderne ned og op med paraderne
Hos Fagbevægelsen mod Unionen vurderer man, at Generaladvokatens udtalelse er en klar politisk sejr for fagbevægelsen. De kollektive kampskridt er lovlige, som de er anvendt i Vaxholm i Sverige, konstaterer FMU. Men samtidig er præmisserne for både Vaxholm og Viking sagen dybt alvorlige, og et klart nederlag for den danske regering og LO’s opfattelse af, at EU retten ikke har adgang til den danske model.
– I begge tilfælde slår generaladvokaterne fast, at konfliktretten, de kollektive aftaler og social- og arbejdsmarkedspolitikken principielt er underlagt det indre markeds regler om fri bevægelighed. Der kan derfor være situationer, hvor konflikter, kollektive overenskomster og social lovgivning kan kendes ulovlige med henvisning til EU-regler. Dermed er EF-Domstolens rolle som overdommer slået helt fast, vurderer FMU.
Derudover forholder begge generaladvokater sig yderst ”aktivistisk” til EU-retten, mener FMU.
Der lægges op til at det indre markeds bestemmelser skal have ”horisontal virkning” – det vil sige, at de ikke kun er direkte forpligtende for regeringer, men også for borgere og organisationerne på arbejdsmarkedet.
I udtalelsen om Viking Line lægges der direkte op til et opgør med sympatikonflikter i forbindelse med udflytning af arbejdspladser. (brink)