På et fagligt møde her til morgen, tirsdag den 5. december, besluttede bygningshåndværkerne
på byggepladsen Askholm i Københavns sydvestkvarter (Sluseholmen) at nedlægge arbejdet i protest mod misbruget af underbetalte og uorganiserede udenlandske arbejdere
De danske bygningsarbejdere vil ikke længere arbejde sammen med en gruppe russiske arbejdere, som de ”ikke kan betragte som andet end skruebrækkere”, som det hedder i en udtalelse fra de strejkende.
Gennem det sidste halve års tid har seks russiske arbejdere, bosat i Tyskland, lavet betonarbejde på Sluseholmen. De er ansat af en tysk underentreprenør, og har arbejdet for omkring 30 kr. i timen.
Efter lang tids pres skrev det tyske firma under på en overenskomst med 3F den 6. nov.
– Men efter vores bedste overbevisning, er de stadig underbetalt. Vi mener, at firmaet har presset dem til fortsat at acceptere underbetaling, siger tømrer Viggo Toften Jørgensen.
– Nu siger de, at deres lønsedler er i orden, og de vil ikke melde sig ind i 3F. De siger, de ikke har råd, men hvis man spørger om de ikke tør, så nikker de alle lodret. De tør simpelthen ikke, siger han.
– Men vi vil ikke finde os i at arbejde sammen med skruebrækkere. Den eneste løsning er, at de bliver medlemmer hos 3F og sammen med fagforeningen kører en sag om efterbetaling for al den tid, hvor de har været underbetalt, siger Viggo Toften Jørgensen.
Bristet tålmodighed
Det er entreprenørfirmaet Pihl der er hovedentreprenør på byggeriet.
– Russerne har gået her et halvt år, så vi har været tålmodige, siger han.
Men da Pihl og underentreprenørerne i denne uge havde fundet ud af, at det var smart, hvis de russiske arbejdere meldte sig ind i det tyske bygningsarbejderforbund brast tålmodigheden.
– De kom med indmeldelsesblanketter til det tyske forbund. Det er da en udmærket ide, men den tyske overenskomst rækker jo ikke ud over Tyskland. I forhold til arbejdet her, kunne de lige så godt melde sig ind i en frimærkeklub. Når arbejdsgiverne kan foreslå det, så pisser de på os, siger Viggo Toften Jørgensen.
– Alle ved at arbejdet på en byggeplads kræver samarbejde, og vi vil ikke samarbejde med uorganiserede skruebrækkere. Det håber vi Pihl kan forklare sine underentreprenører, siger han.
Det er arbejder 85 mand fra næsten alle byggefag på Sluseholmen. Onsdag morgen mødes de strejkende igen. (brink)
