Det norske arbejdsmarked er presset af dets deltagelse i EU’s indre marked og bevæger sig mod en tredeling, viser rapport om Norge 10 år efter østudvidelsen
Norge er ikke medlem af EU, men er via den såkaldte EØS-aftale med EU underlagt de samme regler for fri bevægelighed, som Danmark. Det har betydet, at løn- og arbejdsvilkår er under voldsomt pres på dele af det norske arbejdsmarked.
Det viser en rapporten ”Mot et tredelt arbeidsliv – Norsk arbeidsliv 10 år efter østudvidelsen af EU”, som den norske tænketank De Facto netop har sendt på gaden.
Problemerne med underbetaling og social dumping breder sig til stadig nye brancher, konstaterer de to forfattere Paul Bjerke og Roar Eilertsen i forordet.
Udfordringen kommer ikke bare fra såkaldt useriøse firmaer, som bryder love og regler. En af rapportens hovedpointer er, at store seriøse selskaber og offentlige virksomheder bidrager til etableringen af et ”lovligt” B-hold på arbejdsmarkedet.
B-holdet består ofte af udenlandske arbejdere, som er ansat på kortvarige kontrakter i vikarbureauer og hos underleverandører og i bedste fald lønnes med overenskomstens mindstesatser.
Vikarbureauerne fortsætter med at vokse i de mest udsatte brancher på det norske arbejdsmarked, og arbejdstagerne er ”fastansat uden løn mellem opgaverne”, reglerne om live vilkår for vikarer og fastansatte undergraves på forskellig vis, konstaterer rapporten.
Outsourcing til Bruxelles
Og de to forfattere er ikke i tvivl om, hvor skytset skal rettes hen:
– I rapporten dokumenterer vi, at angrebene på løn- og arbejdsvilkårene er en direkte følge af EØS-aftalens regime med fri-bevægelighed og EU/EØS-rettens princip om, at fri bevægelighed skal prioriteres frem for beskyttelse af arbejdstagerne, skriver de og peger på at:
– Gennem stadig nye direktiver og domme indskrænkes mulighederne for at stille krav om ordnede løn- og arbejdsvilkår overfor de firmaer der opererer i Norge. Outsourcing af arbejdsmarkedspolitikken til Bruxelles svækker fagbevægelsen og gør kampen sværere, konstaterer de.
Presset fra den fra den fri bevægelighed betyder, at konturerne af en ny tredeling af arbejdsmarkedet begynder at tegne sig, mener forskerne.
Et A-hold af (stort set norske) arbejdstagere som arbejder på ordinære overenskomstvilkår.
Et B-hold som er ansat i ”seriøse” vikarbureauer eller hos underentreprenører. B-holdet består stort set af udenlandske arbejdere og indvandrere, som arbejder på klart dårligere betingelser. De bliver i bedste fald lønnet efter overenskomstens mindstesatser. Desuden bliver de ofte trukket i løn for bolig, kurser, sprogoplæring osv. De bliver ofte ansat på vikarkontrakter uden noget mindste timetal og uden ret til løn mellem opgaverne. B-holdet dækker også mange udenlandske ansatte i almindelige firmaer i sektorer, hvor der er lav overenskomstdækning og svage fagforeninger.
Endelig er der en tredje gruppe, som er ansat i virksomheder, som arbejder ulovligt og overenskomststridigt når det gælder arbejdstid, løn, arbejdsmiljø, skat mm.
I rapporten er der samlet eksempler på udviklingen i forskellige sektorer på det norske arbejdsmarked, det gælder byggebranchen, hotel, fiskeri og transport.
Norge bryder ILO konvention
EØS aftalen har tvunget Norge til at bryde med FN’s arbejdsorganisation ILO’s konvention 94, mener rapportens forfattere.
Konventionen skal sikre, at de entreprenører og deres eventuelle underleverandører, som staten bruger, skal lønne deres ansatte på samme vilkår som i øvrigt gælder på området.
Selvom Norge tiltrådte konventionen i 1996, så var det først i 2008 at den rødgrønne regering – efter fagligt pres – gennemførte konventionen i praksis ved offentlige indkøb.
Men det fik overvågningsorganet ESA, som holder øje med at det indre markeds regler nøje overholdes, på banen. I 2011 konkluderede ESA, at kravene til de statslige leverandører var i strid med EØS-aftalen.
Den norske stat kan højest kræve, at deres leverandører betaler mindstesatserne i overenskomsterne. Kravet om at de skulle betale ”det normale på fagområdet og stedet” skulle ud.
Regeringen bøjede af, og rettede ind efter EØS-kravene. Og Norge står nu med en forskrift til leverandørerne, som er dårligere en den konventionen har forpligtet landet til, konstaterer de.
– Der kan være et betydeligt gab mellem mindstesatserne og det, ”som er normal løn for pågældende fag i området” .. På endnu et område ser vi, hvordan EØS-regimet tvinger et ”to-lønsystem” igennem, på det som skulle være den regulerede og seriøse del af arbejdsmarkedet, skriver de.
Spørgsmålet om det er ILO eller EØS, som kommer først blev end ikke diskuteret, da ESA greb ind overfor Norge.
– Man accepterede uden videre, at EØS-retten står over ratificerede ILO-konventioner. Men hele pointen med ratificering af internationale konventioner er, at landene forpligtiger sig til, at bringe deres lovgivning i tråd med konventionerne. Men det valgte den rødgrønne regering at se bort fra, konstaterer de. Og noterer, at norsk LO på sin kongres i foråret netop har krævet det modsatte. At ILO skal have forrang for EØS. (brink)
