Millionomsætning forsvinder i det blå

Selskabskonstruktion med underbetalte litauere sætter SKAT skakmat

Når “arbejdsformidlingskontoret” Byggefolket.dk formidler arbejde mellem danske entreprenører og husejere til anpartsselskabet Normandia, som er medlem af dansk byggeri. Så sker det til et tomt selskab uden ansatte og med dundrende underskud.

Hos Malernes Fagforening Storkøbenhavn, vurderer man, at firmaets omsætning ligger mellem 10 og 15 mio. kr. om året. Men pengene forsvinder tilsyneladende i den blå luft og kommer ikke til beskatning i Danmark.

Som tidligere omtalt er Malernes Fagforening i gang med at udrede selskabskonstruktionen Byggetilbuddet – Normandia ApS – UAB Normandia. Fagforeningen mener, at ejeren af Byggetilbuddet, Jens Frederik Henrik Backhaus har afgørende indflydelse i alle kædens tre led.

– Der tegner sig et billede af falsk udstationering og konkursrytteri med Jens Frederik Henrik Backhaus som omdrejningspunkt. Det er endnu ikke fuldt afdækket, hvor kædens millionomsætning forsvinder hen, men den er i hvert fald ikke gået til skattebetaling i Danmark, ej heller til overenskomstmæssig løn til de litauiske bygningsarbejdere, siger formanden for Malernes Fagforening i Storkøbenhavn, Bo Rosschou.

”Byggetilbuddet” er personligt ejet af Jens Frederik Henrik Backhaus under firmanavnet ”byggefolket.dk”. Virksomheden har ikke offentlige regnskaber, men er registreret som arbejdsformidlingskontor. Virksomheden er blokeret af Malernes Fagforening fordi der ikke er overenskomst, og LO er anmodet om at etablere sympatikonflikt.

Det er firmaet ”Normandia ApS”, som indgår aftalerne med bygherrerne, og som skilter med sit medlemskab af Dansk Byggeri. Men selskabet er uden ansatte og har tilsyneladende dundrende underskud. To forskellige revisionsselskaber har taget forbehold overfor selskabets regnskaber for 2010 og 2011. Regnskaberne giver ”ikke giver et retvisende billede af selskabets aktiviteter, passiver og finansielle stilling skriver de i deres påtegning.

Det fremgår af regnskaberne at der ikke er betalt selskabsskat, og revisorerne påpeger, at selskabet har overtrådt momsloven i 2011 ”ved ikke at afregne momsen korrekt overfor SKAT”.

Det sidste led i kæden, er det litauiske firma ”UAB Normandia,” som beskæftiger de litauiske arbejdere og samtidig er moderselskab for det danske anpartsselskab. Det litauiske selskabsregister oplyser til fagforeningen, at UAB Normandia ikke har indleveret regnskaber.

– At kæden ikke er revideret samlet, har indtil videre været medvirkende til, at den danske stat er sat skakmat, siger Bo Rosschou.  (brink)