Skåltaler mellem lederne og Romkugler til folket – EU holdt fødselsdag for sig selv og lancerede en stram tidsplan for en ny forfatning
![]() |
| Ballonfest i Berlin for 50 år med Romtraktaten |
– Man kan jo diskutere, hvor meget der er at fejre. Al festivitasen virker lidt anstrengt, men som forventet benyttede det tyske formandskab 50 året for Romtraktaten til at få en forfatning på banen. Berlinerklæringen blev underskrevet af en smal forsamling, men det kontante er, at en ny forfatning skal være på plads inden 2009, siger Ole Jensen Fagbevægelsen mod Unionen.
En meningsmåling, som blev offentliggjort på det alternative EU-kritiske topmøde i Berlin, viser, at 75 procent af EU-borgerne vil have en folkeafstemning.
– Men nu vil Fogh ikke give en garanti for en folkeafstemning, dermed åbner han for muligheden for at få den ind ad bagvejen. Det er forkert, det vil være gavnlig for alle, også for regeringen, hvis vi får en folkeafstemning og dermed en debat om fremtiden i EU. Ikke mindst det sidste er vigtigt, siger Ole Jensen.
– De politiske reaktioner på Berlinmødet er bekymrende. Tag den tyske formands udmelding om en EU-hær. Fogh vægrer sig imod EU-hæren på den ene side, mens han på den anden side gerne sammen med de fleste partier i Folketinget vil have de danske forbehold fjernet. Problemer er, at fremtiden vil være bestemt af de politiske vinde, som blæser i EU, og det er ikke nødvendigvis de samme som de danske, siger han.
Forfatningens indhold
![]() |
|
– I stedet for de meget luftige og floromvundne visioner LO hidtil har præsenteret om EU, så burde de være meget mere konkrete, hvilke krav fagbevægelsen skal stille til en ny forfatning, siger Ole Jensen. |
– Nu har vi en stram køreplan, så ville det være betimeligt med nogle politiske meldinger om indholdet i en ny forfatning? Det er der ikke nogen som byder på. Men man burde gribe muligheden og præsentere nogle visioner og kontante bud på, hvordan magtfordelingen skal være i fremtiden, og hvordan demokratiet kan sikres.
– Situationen kalder på en politisk debat, hvor også fagbevægelsen burde komme med sine bud. I stedet for de meget luftige og floromvundne visioner LO hidtil har præsenteret om EU, så burde de være meget mere konkrete, hvilke krav skal fagbevægelsen stille til en ny forfatning. Men også de politiske partier må nu på banen og melde klart ud, siger han.
– For uanset hvad, så vil en ny forfatning styrke EU’s institutioner og udvide EU’s ansvarsområder. Derfor er der behov for at få afklaret, hvad EU skal regulere, og hvad landene selv har håndsret over, siger Ole Jensen. (brink)


