Store koncerner truer arbejdstiden op uden lønkompensation. Der er brug for en faglig modoffensiv, mener Klaus Lorenzen forretningsfører i SiD transport og medlem af Fagbevægelsen mod Unionens’ ledelse.

Hen over sommeren har flere store koncerner sat gang i en voldsom offensiv for at sænke lønnen og forlænge arbejdstiden. Det sker samtidig med at politikere i de store EU lande, støttet af både OECD og den internationale valutafond, vil have arbejdstiden sat op. I Frankrig lægger den borgerlige regering op til et opgør med 35 timers arbejdsugen, som socialisterne fik indført i 2000.

Højere arbejdstid uden lønkompensation er den medicin som alverdens tænketanke peger på, som kuren for europæisk økonomi. Hvis europæerne ikke arbejder mere, så kommer der ikke gang i væksten, og Europa bliver kørt agterud, lyder argumentet. Økonomerne henviser til USA, hvor arbejdstiden stadig bare vokser og vokser.

Senest har den internationale valutafond IMF peget på, at EU Kommissionen viser ”beslutsom lederskab” og sikrer, at der indføres en længere arbejdstid i EU landene.

Advarer mod ny strategi

Direktør for det europæiske, faglige forskningsinstitut, ETUI, Henning Jørgensen advarer mod arbejdsgivernes og politikernes opskrift på vækst. En længere arbejdstid uden mere i løn er både farligt for et opsving og for grundstenene i en europæisk model for arbejdsmarkedet, mener han. Måske reddes der nogle job på kort sigt, men breder udviklingen sig til hele brancher eller alle lønmodtagere, falder efterspørgslen på varer, fordi folk får mindre at købe for. Dermed går udviklingen i stå.

– Den længere arbejdsuge uden lønkompensation kommer til at virke som en reel lønnedgang, og det er ikke måden at skabe vækst i samfundet, siger Henning Jørgensen til ugebrevet A4.

Han mener, at arbejdsgiverne bruger en ny strategi overfor fagbevægelsen:

Ledelserne forsøger at tvinge forandringer igennem på virksomhedsniveau med trusler om nedlæggelser af arbejdspladser, hvis de ansatte ikke giver efter.

Lønmodtagerne bliver presset i defensiven. Det er ikke forhandlinger mellem lige parter. Man skal bemærke, at Siemens jo ikke er i direkte nød, siger Henning Jørgensen. Med henvisning til den tyske elektronikkoncern, hvor 4000 ansatte fik valget mellem at se deres job forsvinde til Ungarn eller gå op i arbejdstid uden lønkompensation.

Arbejdsgivernes lange offensiv

– Der er ingen tvivl om at arbejdsgiverne har været i offensiven siden 90’erne, konstaterer Klaus Lorenzen, forretningsfører i SiD’s transportgruppe og medlem af ledelsen i Fagbevægelsen mod Unionen.

Han peger på to grunde til de europæiske arbejdsgiveres fremfærd: Indførelsen af ØMU’en med dens krav om løntilbageholdenhed og kollapset i de østeuropæiske lande.

– Arbejdsgiverne har ligget i læ af regeringerne, som har haft travlt med at sænke de offentlige udgifter og skære i overførselsindkomster, for at leve op til konvergenskravene. ØMU’en har lagt et voldsomt pres på lønmodtagerne for at vise løntilbageholdenhed, det har styrket arbejdsgiverne. ØMU konstruktionen har spillet arbejdsgivernes spil, siger han.

– Og så har kollapset i Østeuropa gjort arbejdsgiverne frækkere. Manglen på et alternativ har fået arbejdsgiverne til at opleve, at nu har de vundet slaget, nu er det markedsøkonomien og kræfternes frie spil, der hersker, og så kører vi. De forlader klassesamarbejdet og kører hårdt på, hvor de før gav fagbevægelsen indrømmelser for at undgå, at arbejderne blev for ekstreme, siger Klaus Lorenzen.

Anden situation i Danmark

Selvom der også sker udflytninger af danske industriarbejdspladser, så er situationen på det danske arbejdsmarked anderledes end i f.eks. Tyskland og Frankrig, hvor arbejdsgiverne nu truer med at flytte arbejdspladser, hvis arbejdstiden ikke sættes op eller lønnen sænkes.

– Det er også sket her, men det har stået på over mange år. Man skal passe på med at sige, at det bare skal stoppes. Spørgsmålet et mere, om vi kan skabe andre arbejdspladser hurtigt nok. Vi har i mange år haft end anden strategi end i Tyskland og Frankrig. Vi har satset på høj understøttelse mod korte opsigelsesvarsler, hvor de har mere fastlåste systemer med tryghed i ansættelsen. Vores er mere fleksibelt, men det bygger også på, at vi hurtigt kan få folk ud i nyt arbejde med eller uden omskoling, siger han.

Klaus Lorenzen hæfter sig ved at også Dansk Industris direktør har peget på, at det danske ok system i forvejen er meget fleksibelt.

– Derfor tror jeg ikke på, at arbejdsgiverne stiller med et krav om højere arbejdstid ved næste overenskomst. Og fagbevægelsen vil nok ikke kræve mere fritid. Men arbejdsgiverne vil givet stille med krav om endnu mere fleksibilitet, det handler om at de vil disponere over vores tid. Derfor er der brug for at diskutere, hvad vi stiller op, siger han.

Vi skal have del i ledelsesretten

Han tror på, at det er muligt at finde en løsning:

– Hvis vi skal være mere fleksible så kræver det, at fleksibiliteten går begge veje. Det er ikke klaret med, at arbejdsgiverne kan send folk hjem, når der ikke er noget at lave, eller holde på dem, når det brænder på. Det kræver indflydelse og selvbestemmelse for de ansatte. Hvis vi skal forhandle yderligere fleksibilitet, så skal der en anden dimension i spil: Arbejdsgiverne kommer til at slippe noget af ledelsesretten over arbejdstiden, siger Klaus Lorenzen.

– Der er mange eksempler på, at medarbejderne selv har styret og fordelt arbejdstiden, hvor det både har været til gavn for virksomheden og givet de ansatte større tilfredshed. De ansatte kan sagtens løfte den opgave, sådan er arbejdsmoralen..

Overopfylder kravene

De mange tænketanke, med OECD, valutafonden og Den Europæiske Centralbank i spidsen bliver ved med at gentage kravene om fleksibilitet og reformer af de europæiske arbejdsmarkeder.

– Men vi er i den mærkelige situation, at vi mere end overopfylder alle deres anbefalinger. Vi mere end lever op til det, men forudsætningen for fleksibiliteten er, at vi har en stærk fagbevægelse, som kan balancere arbejdsgivernes magt. Det er det, der gør vores system mere fleksibelt. Lovgivning som vi ser i mange EU lande er ufleksibel, fordi den må være ens for alle, mens aftaler tager hensyn til forskellene både i brancher og områder, siger Klaus Lorenzen.

Afvikling i god ro og orden

De aftaler som arbejderne har indgået på f.eks. Daimler-Chrysler i Tyskland, hvor 4.500 arbejdere gik ned i løn mod at få en jobgaranti i en periode, er ikke en strategi for fremtiden, mener Klaus Lorenzen.

– Det er helt forståeligt, at de gerne vil sikre deres job deres tid ud, men det er ingen garanti for at arbejdspladserne er der til de næste. Det er som at tisse i bukserne, en afvikling i god ro og orden, den sikrer ikke udvikling af nye arbejdspladser.

– Fagbevægelsens modsvar til den slags trusler har hidtil været for spagt. Vi må tilbage med en modoffensiv og en ideologisk offensiv. Det er jo ikke altid at det er virksomheder i krise der truer med at flytte, og hvis det handler om at spare omkostninger, så burde man rette blikket mod direktør lønningerne.

– Fagbevægelsen må sige til virksomhederne: ”Det kan godt være I vil have markedsøkonomi, hvor I kan flytte rundt på arbejdspladserne. Vi er uenige, vi har en anden dagsorden, vi vil sikre folks arbejdspladser og ordentlige lønninger.” Det er en kamp, og arbejdsgiverne er ikke særlig nemme at have med at gøre for tiden, siger Klaus Lorenzen.

EU’s overordnede strategi

Bjarne Sørensen, formand for Metal Horsens er ikke i tvivl om, at de danske løn- og arbejdsforhold kommer beskydning under indtryk af udviklingen i Europa..

– Jeg er desværre bange for, at vi kommer under stort pres, arbejdsgiverne vejrer morgenluft. Det er EU’s helt overordnede strategi, at lønomkostningerne skal ned. Samtidig med at vores aftalesystem undergraves af EU, siger han.

– Der er ikke nogen enkel løsning på det, man kan ikke forhindre kapitalen i at bevæge sig globalt.  Forudsætningen for at modstå presset er en stærk fagbevægelse med et udbygget aftalesystem. Samtidig skal vi styrke det internationale arbejde, så vi ikke undergraver danske arbejdspladser.

– Men det gør vi ikke ved at fortsætte med en unionsudbygning, hvor det er individuelle rettigheder og ikke kollektive, der er i centrum, siger Bjarne Sørensen.

Metalformanden Thorkild E. Sørensen peger i Politiken på, at det danske OK-system er meget fleksibelt, derfor tror han ikke på, at det er nødvendigt med en generel stigning i arbejdstiden.

– Men man skal huske, at fleksibiliteten netop bygger på et detaljeret aftalesystem, som er under pres fra EU. Når det nye hollandske EU formandskab peger på, at væksten skal i gang gennem endnu mere fleksibilitet og mere arbejde, så er det jo ikke løsningen. Fordi vi øger profitterne, så øger vi ikke væksten, siger Bjarne Sørensen.

Udflagning som trend

Horsens området har flere virksomheder, som allerede har udflaget dele af produktionen og startet filialer i bl.a. Kina.

– Vi tager diskussionen om udflagning meget alvorligt. Selvom det er en mærkelig udvikling, vi ser. Udflagningen er dels båret af et konkurrence pres, men det har også udviklet sig til et en trend. Hvis man vil være dynamisk fremsynet erhvervsleder, så skal man helst være i gang med at udflage dele af virksomheden. Det virker ikke som en gennemtænkt strategi. Det er ikke så enkelt at flytte produktionen til Kina, mange brænder nallerne på det. Jeg tror interessen vil kølnes efterhånden, siger Bjarne Sørensen.

– For øjeblikket er udflagning en trussel, men det er en konkurrence, som vi sagtens kan matche. Vel at mærke hvis politikerne fastholder det uddannelsesniveau og de stærke sider, vi har haft, siger Bjarne Sørensen.

I Metal Horsens mener de, at hele diskussionen om udflagning har været overfladisk og modepræget.

– Derfor forsøger vi at sætte andre vinkler på diskussionen, bl.a. med en møderække om udflagning. Vi har en række tillidsfolk og medlemmer, som har været med til at starte virksomheder i bl.a. Kina. Deres erfaringer siger noget andet om, hvad udflagning handler om, og det vil vi gerne bringe ind i debatten, siger Bjarne Sørensen. (brink)

10.08.04