Det er arbejdsgiverne der sætter dagsordenen i Bruxelles, viser ny rapport om Lobbyismen i EU systemet
 |
|
Kommissærformand Barroso og UNICE præsident Seillière til arbejdsgivernes dag i Bruxelles |
– Indtil nu har erhvervslivets indflydelse på EU været meget lille. Vi agter at øge den så meget som muligt! Sådan lød budskabet fra UNICE, industriens arbejdsgiverorganisation i EU for nylig, da de holdt deres årlige ”UNICE dag” i Bruxelles. Her deltog 3000 arbejdsgivere, journalister, EU-kommissærer og parlamentsmedlemmer i en stribe møder om arbejdsgiverne og EU. Hvorfor bekymrer arbejdsgiverne sig om Europa, lød overskriften på arrangementet.
Til lejligheden offentliggjorde UNICE en undersøgelse, der viste at fire ud af 10 arbejdsgivere mener, at EU lytter for lidt til erhvervslivet. Derfor skal indflydelsen øges endnu mere, er konklusionen.
Men arbejdsgiverne har allerede sat dagsordenen, og det er dem, som til dagligt er med til at udforme politikken i Bruxelles, konkluderer en modrapport som blev offentliggjort dagen før af nogle af de græsrødder, som også forsøger at spille spillet i Bruxelles.
Rapporten er udgivet af ”ALTER-EU” (”the Alliance for Lobbying Transparency and Ethics Regulation”), en koalition som i dag tæller mere end 100 organisationer, der arbejder for åbenhed om lobbyismen i EU.
”Virksomhedernes magt over EU handelspolitik – Godt for forretningen, skidt for verden”, hedder rapporten, som er koncentreret om erhvervslivets afgørende indflydelse på EU’s politik i de internationale handelsforhandlinger i bl.a. WTO.
Erhvervslivet er en del af magten i EU
|
Se også |
|
Gennem lobbyisme har erhvervslivet sikret sig, at deres interesser er repræsenteret i selve EU’s magtstruktur. Mens befolkningerne kan konstatere, at der er et gabende demokratisk underskud i EU’s beslutningsprocesser, så deltager repræsentanter for de store virksomheder i den daglige udformning af politikken i Bruxelles på alle niveauer, konstaterer rapporten.
Ingen ved, hvor mange lobbyister der opererer i EU systemet. Et skøn lyder på 15.000, hvor 70 procent arbejder for erhvervslivet, mens fagbevægelsen og andre folkelige organisationer kan mønstre 10 procent.
EU-Kommissionen har i et forsøg på at imødegå kritikken af lobbyismen startet en diskussion om gennemsigtighed med lobby virksomheden. Men deres forslag rækker foreløbig ikke videre end til en frivillig registrering af lobbyister.
Græsrodsbevægelser som the “Seattle to Brussels Network” and “Corporate Europe
Observatory” har forsøgt at kortlægge, hvordan de store virksomheder påvirker EU-politikken på alle niveauer. Indflydelsen foregår lige fra enkelt firmaer som forfølger egne interesser til branche plan og de store linier påvirkes af multinationale gennem forskellige sammenslutninger.
UNICE, som også tæller Dansk Industri, er en af de store aktører, selvom de altså mener, at deres indflydelse skal være endnu større. De største kapitalgrupper er repræsenteret i en række ”rundbords organisationer”, hvor ”European Roundtable of Industrialists” er en af de mest magtfulde. Rundsbordsorganisationerne holder jævnlige møder med Kommissærer og ministre.
Udover hæren af lobbyister, udgør erhvervslivets folk hovedparten af de ikke statslige eksperter, som sidder med i de 1800 special-komiteer, som rådgiver EU systemet.
Der er med andre ord mere end tæt kontakt mellem politikmagere og erhvervsliv. Eller som en Lobbyist udtrykker det:
– Der er en bred politisk konsensus, erhvervsliv og EU’s embedsmænd har fælles interesser.
Lissabonstrategien
Rapporten sætter sig især for at spore erhvervslivets direkte indflydelse på EU’s handelspolitik. Men den fortæller også historien om, hvordan EU’s overordnede strategi, Lissabonstrategien er skabt af og for de store virksomheder. Forfatterne konkluderer, at Lissabonstrategien i virkeligheden er en afgørende hjørnesten i en europæisk integration, som er drevet frem af virksomhederne, og som foregår helt på de store firmaers betingelser.
Lissabonstrategien rummer EU’s overordnede målsætninger, som skal gøre EU til ”verdens mest konkurrencedygtige økonomi”. Men det sker på bekostning af befolkningerne og miljøet, mener rapportens forfattere.
Lissabonstrategien blev vedtaget i 2004, men den griber blot fat i en gammel værktøjskasse med neoliberale løsninger. Strategien kræver former på arbejdsmarkedet og af det sociale system, som skal fremme arbejdskraftens fleksibilitet. Det handler desuden om fuldbyrdelse af det indre marked gennem yderligere liberaliseringer og privatisering af offentlig service.
Historiens største deregulering
Strategien bygger videre på det fundament, som vedtagelsen af EU’s indre marked i 1985 udgør. Det indre marked er blevet kaldt ”det største deregulerings-projekt i historien”. Men beslutningen om at sætte projektet på skinner kan ikke tilskrives hverken regeringerne eller for den sags skyld de folkevalgte parlamenter.
Hovedarkitekten bag det indre marked er “European Round Table of Industrialists”, det mener bl.a. den tidligere WTO chef Peter Sutherland. Og ”industriens runde bord” havde også mere end en finger med i spillet, da Lissabonstrategien blev udformet, påpeges det i rapporten.
Så når det gælder de helt afgørende og tunge områder af EU-politikken, så har de store virksomheder ikke blot haft ”indflydelse”, de har gennem deres lobbyvirksomhed selv taget initiativet og drevet en politisk dagsorden frem, som gavner de største multinationale virksomheder, mener forfatterne.
Omkostninger
Lissabonstrategien taler om både økonomisk, social og miljømæssig fornyelse af Europa. Men rapporten konkluderer, at det er lykkedes erhvervslivet at hægte den sociale side af Lissabonstategien af, så det kun er forblevet smukke hensigtserklæringer på papiret. De modsætninger der er i strategien mellem sociale hensyn og hensyn til konkurrenceevne er aldrig blevet forhandlet.
– Det var aldrig meningen at f.eks. modsætningen mellem bedre jobs og et mere fleksibelt arbejdsmarked; eller højere social standard i modsætning til nedskæringer i de sociale ordninger var til forhandling i en demokratisk forsamling. Storindustriens pres har betydet, at det er de multinationale og deres neoliberale krav, som sætter dagsordenen, hedder det.
Men måske er tiden ved at rinde ud for et EU, som ensidigt har lader erhvervslivet sætte dagsordenen. Rapportens forfattere mener at kunne se en sammenhæng mellem de to gange nej til forfatningen, og EU ensidige lånen ører til storindustrien. (brink)