Østarbejderne skal være velkomne, men de skal huske at melde sig i fagforening, mener tømrerlærling Thomas Larsson.
– Jeg tror ikke på politikernes forsikringer om, at vi kan sove roligt om natten, og at der ikke kommer ret mange arbejdere fra Polen, siger Thomas Larsson, 26, tømrerlærling og medlem af bestyrelsen i TIB afd. 27.
– Alligevel skal vi tage imod dem med åbne arme. Jeg er ikke imod, at de kommer og arbejder. Jeg forstår deres håbløse situation, alle skal have en chance. Problemet ligger i udnyttelsen af dem. Jeg er bange for, hvad mestrene kan finde på. Byggebranchen er ikke den mest hæderlige, siger han.
– Situationen for polakkerne er fortvivlende. Udvandring er en logisk konsekvens af fattigdom, det har folk altid gjort for at hæve deres levestandard. Og da de skal effektivisere deres landbrug, så kommer der en helvedes masse arbejdsløse, oven i dem de har. Deres mindsteløn er allerede minimal og understøttelse findes ikke. Så hvis du har familie at forsørge, så er det logisk at søge ud, det ville jeg selv gøre, siger han.
Kastesystem
Thomas Larsson er ikke begejstret for de overgangsregler, som Folketinget har vedtaget om østarbejdskraften.
– Det er et mærkeligt og forfejlet menneskesyn, når de nye landes arbejdere behandles anderledes end andre landes. Det bliver et kastesystem med 1., 2. og 3. rangs lande, vi får vores egne u-lande.
– Reglerne er direkte skadelige. Klausulen om, at man skal have fast arbejde, betyder bare, at der er endnu mere grund til at arbejde sort, hvis man bliver fyret. For man kan ikke søge støtte eller få dagpenge, de vil skjule sig og forsøge at arbejde sort. Og dem, der arbejder legalt, vil føle sig tvungne til at opføre sig ordentligt. De vil ikke nedlægge arbejdet eller gå med i faglige aktioner. De er ikke beskyttet, som vi er. Hvis de bliver uberettiget fyret, så er det ud, siger han.
– Der vil opstå en underskov af sort og illegalt arbejde, og der er allerede ved at opstå et kastesystem på byggepladserne med et usynligt hierarki.
– Overgangsordningen skyldes Dansk Folkeparti, og det er det frygtelige ved det, der er stor risiko for, at DF vil køre plat på det. Taberne bliver de polske arbejdere og os, siger han.
Lønnen bliver trykket
Han forventer, at de store danske byggefirmaer vil gøre – som de tyske allerede har gjort længe – annoncere direkte efter arbejdskraften i polske medier.
– Det ville være ”dumt” hvis de ikke gjorde det. Dansk Byggeri har da også meldt ud, at det er en dårlig mester, der ikke vil benytte billig udenlandsk arbejdskraft, siger Thomas Larsson.
– Det betyder løntrykkeri, jeg skal sænke min løn gevaldigt for at følge med, man tager jo den, der er billigst. I Tyskland er konsekvensen, at folk nu arbejder for mindre end mindstelønnen, siger Thomas Larsson.
– Hvad betyder det for den faglige bevidsthed, hvis der kommer mange udenlandske arbejdere på byggepladserne?
– Jeg kunne godt forestille mig at den blev styrket, men det kommer an på, hvordan den kamp udvikler sig. Det kan også slå over i ren og skær racisme. Dansk Folkeparti står klar til at slå plat, og det er meget farligt. De danske bygningsarbejdere vil føle sig forulempet, og de udenlandske er tvunget til at læne sig til mester for at beholde arbejdet, det kan blive farligt, du får trukket fronten hårdt op.
– Hvordan kan det undgås?
– Vi skulle have haft mindstelønnen løftet betragteligt ved overenskomsten. Det ville have været et godt træk. Den er på 100 kr. den har aldrig spillet en rolle, fordi ingen gik til den løn. Nu bliver
mindstelønnen vigtig, fordi mestrene bare kan ansætte udlændingene til mindsteløn. siger han.
Tag det alvorligt
– Det bliver fagbevægelsen, som kommer til at rage de kastanjer ud. Men fagbevægelsens ledelse er hoppet med på, at det ikke er noget problem. Det betyder, at vi ikke står samlet om at løse det. Vi skal tage det alvorligt og tage udgangspunkt i, at der kan komme mange, siger Thomas Larsson.
Han mener, at der bliver brug for masser af opsøgende arbejde på byggepladserne.
– Vi skal forberede medlemmerne på, hvad der kan komme til at ske. Vi skal have gang i en dialog, så medlemmerne får skærpet deres opmærksomhed, siger han.
– Og så skal vi have øget det internationale arbejde, det har vi ikke rigtigt prioriteret før. Vi skal forberede de polske og baltiske arbejdere på, hvad det vil sige at arbejde i Danmark, siger Thomas Larsson.
TIB’s ungdomsudvalg er selv i gang med at forberede et samarbejde med polske bygningsarbejdere. Gennem gensidig udveksling og besøg vil de i dialog med de polske kolleger.
– Vi håber vi kan bidrage med gode ideer til, hvordan de kan inddrage de unge i det faglige arbejde, siger Thomas Larsson. (brink)
28.04.04
