Manual gør det ikke alene

Der er brug for flere ressourcer, hvis myndighederne skal have en chance for at stoppe misbrug af udenlandsk arbejdskraft, mener næstformanden i TIB 27, Jens Borking.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort præsenterede for nylig en længe lovet manual, der skal gøre det lettere for politiet og Told og Skat at afsløre plat og svindel med udenlandsk underbetalt arbejdskraft. Med manualen vil regeringen signalere, at den ikke vil acceptere det misbrug der foregår bl.a. på danske byggepladser.

Manualen er en vejledning til politifolk og toldere, der dels giver et overblik over de komplicerede regler for arbejdere fra de nye EU-lande og en oversigt over, hvilke krav f.eks. en polsk virksomhed skal leve op til, hvis den vil udstationere arbejdere i Danmark.

Kendte regler – manglende ressourcer

– Der er jo ikke noget epokegørende i manualen. Den indeholder de krav, som vi hele tiden har kendt, siger Jens Borking, næstformand i TIB afd. 27 i København. Fagforeningen bruger dagligt mange ressourcer på at sikre, at kolleger fra de nye EU lande aflønnes efter danske overenskomster.

– Med manualen i hånden bliver det måske nu nemmere for den enkelte ordensbetjent, der plejer at gå efter manglende cykellygter. Det er nogen udmærkede spørgsmål, som manualen opfordrer politiet til at stille.

– Men skal politiet og især Told og Skat have en chance for at følge op på de dokumentationskrav, der er efter reglerne for f.eks. udstationering. Så kræver det meget efterforskning både for at få dokumentation og for at kontrollere, at det ikke blot er papir. De har brug for mange flere ressourcer, hvis man virkelig vil gøre noget ved problemet, siger Jens Borking.

– Det er jo tankevækkende, at bl.a. Schengen gruppen, mig bekendt, er skåret fra 19 mand til 10 mand ude i Københavns Lufthavn. Det var jo en gruppe politifolk, som havde en vis specialviden og som ellers kunne oparbejde den i forhold til de bagmænd, der arbejder med det her. Told & Skat er også skåret kraftigt, og de skulle jo netop være med i samarbejde om registrering af sort arbejde, siger han.

– Det er helt afgørende, at de har folk til det. Der er brug for manpower, fordi det har vist sig, at være meget svært at afdække. Og man kan have sin tvivl om, regeringen er parat til at give myndighederne de nødvendige ressourcer.

Erfaringen siden 1. maj viser, at virksomhederne ikke så meget bruger reglerne i overgangsordningen. Firmaerne påberåber sig EU’s udstationeringsdirektiv, og det er i praksis meget tidskrævende, hvis man skal bevise, at det ikke er et stråfirma oprettet til lejligheden.

– Vi kan blokere, men det er vanskeligt at tale med kollegerne, og det tager tid at få en sympatiblokade etableret. De er væk inden den virker, derfor er vi sårbare. Problemet med arbejdskraft fra de nye lande i øst er ikke bare fagligt arbejde som sædvanligt. Derfor er der brug for flere folk til opgaven både hos Told og Skat og hos politiet, siger Jens Borking. (brink)

Se også: Manual for østarbejdere

23.12.04