Fredag indgik Malernes Fagforening overenskomst med en stribe firmaer, herunder det, som har stået bag udlejning af litauiske arbejdere til en DONG-underentreprenør på Stigsnæsværket ved Kalundborg.
Med udsigten til at den blokade, som Malernes Fagforening i København havde anlagt mod firmaet DAVAI A/S og en sympatikonflikt fra Dansk Metal og 3F, underskrev DAVAI-indehaveren Kim Brüld Olesen fredag morgen overenskomst for en længere række af sine firmaer.
Overenskomsterne dækker selskaberne KIO Holding Aps, DAVAI A/S, DAVAI Denmark Aps, enkeltmandsfirmaet DAVAI og firmaet UAB DAVAI, som er registreret i Litauen.
Det betyder, at de litauiske arbejdere bliver aflønnet med 181 kr. i timen, at der bliver betalt pension, ferie- og søn- og helligdagspenge og at der afregnes skat her i landet, skriver fagforeningen.
Da Malernes Fagforening blev opmærksom på, at der gik underbetalte litauiske kolleger på Stigsnæsværket, kontaktede man DONG.
Med dagens overenskomster er der skabt ordnede forhold helt ud i det yderste led af entreprenørkæden.
– Vi tror, at denne sag medvirker til, at DONG og andre bygherrer bliver mere opmærksomme på at kontrollere, at deres entreprenører er omfattet af dansk overenskomst. Og at der sanktioneres over for hovedentreprenøren, hvis dette ikke efter leves, siger Bo Rosschou, formand for Malernes Fagforening. (brink)






