Lovfæstet mindsteløn spøger stadig

Presset for en lovfæstet mindsteløn i EU landene fortsætter, EU parlamentets sociale udvalg støtter kravet og EU Kommissionen annoncerer et udspil i efteråret

– Problemet (med Vaxholm sagen red.) handler om de svenske kollektive aftaler og den manglende lov om mindstelønninger i Sverige. Sådan sagde EU-kommissæren for det indre marked Charlie McCreevy tilbage i 2005.

Dengang satte udtalelsen brand i diskussionen om den nordiske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter selv, der aftaler løn- og arbejdsvilkår. Mens det i de fleste EU lande er lovgivningen, som fastsætter f.eks. en mindsteløn. McCreevys udtalelse blev mødt med bestyrtelse og protest fra de svenske fagforeninger. Og kommissionsformand Barroso forsøgte at trække i land. Men presset for at indføre lovgivning om mindstelønninger fortsætter.

Det nuværende portugisiske formandskab har sat mindstelønninger på dagsordenen, og i sidste uge diskuterede Europaparlamentets arbejdsmarkeds- og socialudvalg sagen. Udvalget hilste, ifølge ”Nyhetsbrevet”, de portugisiske bestræbelser velkommen og fastslog i en betænkning, ”at en anstændig mindsteløn fastsat på medlemsniveau bør fremmes. Udvalget må dog samtidig konstatere, at mindstelønnen i mange medlemsstater er fastsat på et meget lavt niveau.

72 millioner fattige

Betænkningen påpeger, at fattigdommen i Europa er voldsom. 72 millioner borgere er berørt af fattigdom. Selv de, der har et job, har ofte ikke en løn, der sikrer dem et anstændigt liv. Otte procent af de erhvervsaktive kan betegnes som fattige, hedder det.

Det fremgik af mødet, at EU-kommissionen senere på efteråret kommer med en såkaldt meddelelse om mindstelønninger.

Den Europæiske Faglige Sammenslutning (EFS) vedtog på sin kongres for nylig at arbejde for lovfæstede mindstelønninger i de EU lande, hvor fagbevægelsen ønsker det.

En opgørelse fra EU’s forskningscenter i Dublin viser, at lovfæstet mindsteløn allerede findes i 20 af EU’s medlemslande. Kun i syv lande er det arbejdsmarkedets parter selv, der forhandler spørgsmålet. (brink)