7. Overvejelser på europæisk plan
Parallelt med de overvejelser, der nu foretages i LO, er at der igennem længere tid blandt europæiske aktører har været mere eller mindre håndfaste ideer om udviklingen af arbejdsretten i EU, herunder fælles regler for tvisteløsning m.v. Disse ideer begynder langsomt at konkretiseres.
På EFS kongressen i Helsinki i 1999 blev der vedtaget en resolution om, at EFS skal arbejde for etableringen af et supplerende arbejdsretligt system på europæisk niveau. Flertallet i EFS ønsker en lovgivningsramme i traktaten, hvilket er afspejlet i resolutionen. Imidlertid lykkedes det på foranledning af LO, at få tilføjet, at EFS skal foreslå arbejdsgiverne en ramme for selvstændige forhandlinger på europæisk niveau og således udvikle et europæisk system baseret på arbejdsmarkedets parters uafhængighed.
I sit indspil til Konventet om Europas fremtid i en resolution fra november 2002 fastslår EFS, at der ved siden af traktatændringerne bør etableres en europæisk hovedaftale. Der er dog også elementer i resolutionen, som lægger vægt på, at dette i et vist omfang skal institiuonaliseres i traktaten.
EFS arbejdede i den forbindelse aktivt på at påvirke konventets 11. arbejdsgruppe om sociale og arbejdsmarkedsspørgsmål til at tage stilling til udvikling af parternes rolle og opbygning af et europæisk arbejdsretligt system, jf. nedenfor.
Emnet arbejdsretlige relationer er tillige et af 4 store temaer på EFS kongres i maj 2003. Der er i den forbindelse lagt op til en vedtægtsændring, som præciserer, at EFS skal arbejde for opbygningen af et europæisk aftaleretligt system. Her ønsker LO, at spille en aktiv rolle for at sikre, at der ikke bliver lagt for megen vægt på lovgivningsvejen, hvilket er afspejlet i LO’s indspil i de handlingspunkter, som behandles på kongressen.
De europæiske parter, EFS og UNICE, vedtog i deres Laeken-erklæring, at der skal udarbejdes et fælles arbejdsprogram, som skal indeholde en liste over initiativer som parterne – ikke mindst vedrørende forhandling af frivillige aftaler – som parterne vil tage i 2002-2004.
I november 2002 vedtog parterne et arbejdsprogram, som indeholder mulige oplæg til fremtidige frivillige aftaler, herunder vedrørende stress og omstrukturering af virksomheder.
Forud herfor er der sket et gennembrud for de frivillige europæiske aftaler med indgåelsen af den tidligere omtalte aftale om telearbejde, som blev indgået i juli 2002.
Der er også igangværende overvejelser i Kommissionen om formen for fremtidige regulering af emner på arbejdsmarkedet
Kommissionen udsendte den 26. juni 2002 en meddelelse om den sociale dialog, hvori det fremhæves, at nye initiativer på arbejdsmarkedsområdet i vidt omfang bør ske i form af frivillige aftaler, og Kommissionen opfordrer parterne til at udvikle de frivillige forhandlinger.
Kommissionen har endvidere i noget tid barslet med en høring af parterne vedrørende behovet for mæglings- og forligsmekanismer på europæisk plan. Dette er dog blevet udsat nogle gange, muligvis som følge af det igangværende arbejde i konventet.
Konventet om EU’s fremtid indebar bl.a. at der var en særlig arbejdsgruppe XI om det sociale europa, som drøftede 7 nærmere angivne spørgsmål om bl.a. arbejdsmarkedet. Gruppens mandat omfatter udtrykkeligt hjemmelsbestemmelserne for udstedelse af direktiver og forhandlede frivillige aftaler iht. art. 137-140 TEF. Gruppens anbefalinger indeholder imidlertid ikke store ændringer på arbejdsmarkedet.
Konventet havde endvidere nedsat en diskussionskreds ved EF-domstolens funktionsmåde. Diskussionsgruppen har ikke beskæftiget sig særskilt med arbejdsmarkedet, men har generelt været positiv over for ”specialretter” for særlige tvister.
8. Sammenfatning – indstillinger
På baggrund af analyserne i afsnit 5 og 6 tegner der sig et overordnet billede af behovet for et supplerende europæisk arbejdsretligt system, samt hvilke hovedelementer dette med fordel kan bestå af. Der er dog spørgsmål, som formentlig må stå åben indtil egentlige initiativer på europæisk plan tager form.
På nuværende tidspunkt er der imidlertid på baggrund af de foretagne analyser og den internationale udvikling, muligt have en relativt konkretiseret politik, som kan danne baggrund for LO’s videre arbejde.
Det indstilles derfor, at Hovedbestyrelsen tilslutter sig nedenstående konklusioner, samt at disse indgår i behandlingen af emnet på LO’s kongres i efteråret 2003.
Analysens konklusioner er herefter:
at LO arbejder for at der på europæisk plan indgås en hovedaftale mellem EFS og UNICE/CEEP,
at hovedaftalen skal indeholder regler om organisationernes anerkendelse af hinanden, forpligtelse til at vælge aftalevejen og regler om indgåelse, gennemførelse og opsigelse af tværnationale aftaler.
at hovedaftalen endvidere skal indeholde regler om konfliktret herunder sympatikonflikt i forbindelse med i øvrigt lovlige konflikter.
I det omfang det ikke er muligt, at opnå tilslutning til at en europæisk hovedaftale indgås med samtlige disse elementer indstilles det, at LO arbejder for at de elementer, som ikke kommer med i en eventuel hovedaftale (bortset fra reglerne om konflikt) søges gennemført med hjemmel i EF-traktaten.
Det indstilles endvidere, at der arbejdes for
at der oprettes en særlig afdeling af EF-Domstolen, en ”EF-Arbejdsretsdomstol” med partielt valgte fagdommere, som får overført kompetence fra EF-domstolen vedrørende EU-lovgivning, samt mulighed for at parterne anvender den i forbindelse med uoverensstemmelser om indgåede tværnationale aftaler
at en sådan EF-Arbejdsretsdomstol således skal have kompetence til at behandle følgende type sager:
– tværnationale ”helt” frivillige aftaler
– aftaler iht. art. 138 og 139 TEF
– frivillige aftaler, der ophøjes til direktiver, samt
– ESU aftaler og andre aftaler på koncernnivaeu
– direktiver vedtaget med hjemmel i art. 137
at EF-arbejdsretsdomstolen alene skal have kompetence til at behandle fortolkningsuoverensstemmelser, idet sanktioneringen i overensstemmelse med EU-retten som absolut udgangspunkt skal ske nationalt.