Den danske model som EU norm?
 |
| Er en europæiske arbejdsret og EU overenskomster fremtiden? |
LO ledelsen fik på kongressen i oktober 2003 mandat til at drage ud i Europa og forsøge at eksportere den danske model til hele EU. Dermed er der åbnet op for LO’s støtte til EFS’s (Euro-LO’s) ambitiøse planer om et EU-aftalesystem og en EU-arbejdsret.
Arbejdsgiverne har meldt pas, de har ikke brug en europæisk overbygning på aftalesystemet. LO ledelsen ser gerne en egentlig arbejdsret i EU, og i de har talt for en konstruktion, hvor arbejdsretten bliver en underret under EF-domstolen men med dommere fra begge sider af forhandlingsbordet, som vi kender det i den danske arbejdsret. Men især hos SiD er der modstand mod den model. Derfor valgte ledelsen på selve kongressen at omdøbe arbejdsretten til det mere uhåndterlige begreb ”et tvistløsningssystem”. SiD fik indføjet, at man i stedet for en domstolsløsning kunne forestille sig en permanent voldgiftsret.
Men som det blev bekræftet af LO´s næstformand fra talerstolen: Det er LO´s Hovedbestyrelse, der afgør, hvilken løsning der skal vælges. Og et flertal af forbundene er parat til at acceptere en domstolsløsning.
Det har ikke kun fagbevægelsens venstrefløj, men også anerkendte jurister peget på som en alvorlig fare. LO har da også tidligere udtrykt store betænkeligheder ved en sådan løsning. Og med god grund. EF-domstolen træffer afgørelser ud fra hensynet til det indre markeds principper, først og fremmest kapitalens frie bevægelighed. Og når det gælder rettigheder så vælger den individets rettigheder på bekostning af de kollektive.
Hertil kommer, at EF-domstolen har det man kalder en ”dynamisk praksis”. Domstolen vælger ofte at fortolke EU reglerne længere, end de oprindeligt var tænkt. Kritikerne frygter, at en EU-arbejdsret vil føre til, at danske overenskomster bliver en sag for EF-domstolen.
Septemberforlig i Bruxelles?
Der er brug for et nyt septemberforlig på europæisk plan, det mener både LO toppen i Danmark og ledelsen i EFS. Derfor sætter de nu kræfterne ind på at få skabt en hovedaftale mellem parterne på EU-plan. Men spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen, som kan føre en sådan hovedaftale ud i livet. Hverken arbejdsgiverne eller fagbevægelsen er repræsentative på EU-plan. Samtidig har arbejdsgiverne sagt klart fra, de ønsker ikke nogen europæisk overbygning på aftalesystemet.
Men den alvorligste anke mod et europæisk system aftalesystem er, at fagbevægelsens medlemmer helt bliver udelukket fra at få direkte indflydelse på de aftaler, der indgås.
Foreløbig er der kun indgået to aftaler, en om telearbejde og en om stress. Desuden har parterne lavet såkaldt rammeaftaler, som senere er blevet ophøjet til direktiver. Det gælder bl.a. deltidsdirektivet. Men fælles for alle disse aftaler er, at fagbevægelsens medlemmer ikke er blevet spurgt. De er ikke godkendt ved en urafstemning. LO vision om et europæisk aftalesystem indeholder ingen forslag, der skal sikre medlemmerne direkte indflydelse på indholdet.
Ledelsen fik opbakning på LO’s kongres til at arbejde videre med et europæisk system. Men det store offentlige forbund FOA var så betænkelig ved udsigten til at få en hovedaftale på det offentlige område, at de stemte nej til hele LO’s EU politik. Der var også modstand fra PMF, store dele af SiD, RBF og enkelte andre. Det tyder på, at det sidste ord ikke er sagt i den sag. I adskillige forbund er der fagligt aktive, som nøje vil følge med i, hvad LO´s ledelse foretager sig i det spørgsmål.