Nyliberalisme i traktaten.
 |
| EU direktiver foreskriver privatiseringer af energi og transport systemer. |
Som noget historisk enestående har EU i sine traktater beskrevet hvilken slags finanspolitik, der skal føres. Der skal føres en såkaldt ny-monetaristisk politik. Det fremgår af traktaterne fra Maastricht over Amsterdam og Nice til det sidste nye skud på stammen, forslaget til Unionsforfatning.
I stabilitetspagten fra 1997 blev man enige om konvergenskravene til den offentlige sektor. Medlemsstaterne må højst have 3 % underskud på statsbudgetterne, og 60 % offentlig gæld. På samme måde skal renten holdes inden for ret snævre grænser, og for EURO landene gælder det, at de selvfølgelig ikke kan bruge valutapolitikken til at regulere med.
At det har betydning for beskæftigelsen er indlysende. Den offentlige sektor har specielt fra 1950’er og 60’erne været brugt til at regulere beskæftigelsen. Hvis der var arbejdsløshed kunne man f.eks. med fordel udvide den offentlige sektor. Men konvergenskravene har også skabt et pres på regeringerne. Hvis f.eks. arbejdsløsheden er høj, skal staten pumpe penge ud, og den får mindre ind i skat. For at undgå 3 % grænsen kan staten føle sig tvunget til at sælge ud af dele af den offentlige sektor.
Direktiver om den offentlige sektor
På en lang række områder har EU begrænset nationalstaternes råderum. Det er sket gennem en række direktiver, der foreskriver nogle bestemte strukturer inden for bestemte dele af det, der har været gængs inden for den offentlige sektor.
Allerede i 1991 kom jernbanedirektivet, som foreskriver flere ting. For det første kræver direktivet en fælles EU reguleret transportpolitik. Derfor skal de nationale statslige strukturer nedbrydes og give plads til flere private aktører, som EU i princippet skal styre.
For det andet anbefaler direktivet, at man adskiller selve jernbanedriften fra driften af skinnelegemet. Det var præcist det John Majors regering gjorde i midten af 1990´erne, da den besluttede sig til at privatisere de britiske jernbaner. Med katastrofale konsekvenser til følge. En stribe af togulykker, manglende sikkerhed og utallige aflyste afgange gjorde hurtigt denne privatisering uhyre upopulær hos befolkningen. Ikke nok med det, det blev også væsentligt dyrere for staten, som desuden var tvunget til at renationalisere Railtrack, det private firma, der havde ansvaret for den samlede jernbanedrift. Næsten alle var enige om, at den delvise nationalisering var den eneste udvej af det kaos, som privatiseringen havde ført til. Men strengt taget var den britiske regerings beslutning i modstrid med EU’s jernbanedirektiv.
I 1996 vedtog EU et el-direktiv. Medlemslandene blev med det pålagt at åbne deres nationale markeder for international konkurrence, og samtidig lagde direktivet stærke forhindringer på regeringerne for at støtte nationale produktionsselskaber. Dette direktiv er blevet model for andre EU direktiver som vedrører områder der tidligere lå under den offentlige sektor. Det gælder f.eks. gas direktivet fra 1998, tele-kommunikationsdirektivet fra 1996 og postdirektivet fra 1997.
EU og private monopoler
EU’s traktatgrundlag og direktiverne er udformet sådan, at de letter privatiseringen af den offentlige sektor. Ikke nok med det. I 2000 kom der et EU direktiv, der var en ændring af direktiv om ”gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder”. Direktivet kræver indsigt i de offentlige virksomheders regnskaber med henblik på at sikre, at de ikke får støtte i modstrid med EU’s strenge konkurrenceregler.
Til gengæld har EU ikke ret til tilsvarende indsigt i private virksomheder, der udfører tjeneste bestilt at det offentlige. Om ikke andet må det virke ikke bare naivt, men også uforståeligt i betragtning af den lange række af sager om korruption og svindel, vi har været vidne til. At EU ikke kræver indsigt i f.eks. de firmaer, der har drevet de britiske jernbaneselskaber, må overraske. I Frankrig har rigsrevisionen f.eks. afsløret mange tilfælde af magtmisbrug, hvor private selskaber har udført offentlige opgaver som f.eks. vand, gas- eller elforsyning.
Tendensen har været klar. Når man begynder at privatisere de store offentlige områder, varer det sjældent længe, før nogle ganske få store multinationale firmaer begynder at dominere sektoren. Inden for sektorer, der har med affald, vand- og elforsyning at gøre, dominerer i dag ca. 4-5 megastore virksomheder. Når de dominerer et marked, begynder de at sætte prisen op og stille betingelser til de politiske organer. Til skade ikke mindst for forbrugerne og for demokratiet.