Krisen bragte flere udenlandske arbejdere til

Selv om flere danskere er blevet arbejdsløse, har næsten 17.000 flere udlændinge fået job i Danmark siden 2009

Fra 2009 til 2013 er antallet af udlændinge, som er ansat i Danmark, steget med 16.550. Sidste år arbejdede 117.970 udlændinge i Danmark. Det er en stigning på 16 procent, som finder sted parallelt med, at arbejdsløsheden er steget fra 3,7 procent i januar 2009 til 6,6 procent i januar 2013.

Det viser en opgørelse, som Ugebrevet A4 har lavet på baggrund af tal fra Beskæftigelsesministeriets database jobindsats.dk. Opgørelsen dækker hverken udstationerede arbejdere eller ”selvstændige uden ansatte” de såkaldte ”arme- og ben-firmaer,” som ellers er de to kategorier af udenlandske arbejdere, hvor social dumping er mest synlig.

Den branche, hvor antallet af udenlandske statsborgere er steget mest, er ’rejsebureau, rengøring og anden operationel service’. Her er der registreret 5.475 flere udenlandske arbejdere, og det bekymrer FOA’s formand, Dennis Kristensen.

– Det er den sociale dumping, der spiller en rolle på rengøringsområdet. Man presser priserne ved at bruge underentreprenører, som leverer billigere, østeuropæisk arbejdskraft. Det er ikke, fordi man ikke kan få dansk arbejdskraft, siger han til A4.

Dennis Kristensen frygter, at udviklingen kan medføre en risiko for udhuling af den danske velfærd.

– Vi har opbygget en dansk arbejdsmarkedsmodel, hvor vi gennem kollektive overenskomster opretholder et stabilt arbejdsmarked med nogle rimelige levevilkår for lønmodtagerne. Både det stabile arbejdsmarked og de rimelige lønvilkår bliver stærkt presset af, at der bliver lavet fantasifulde konstruktioner, der gør, at man kan få arbejdskraft herop til den halve pris af, hvad danskere vil koste, siger Dennis Kristensen.

Han ønsker, at Folketinget pålægger kommuner og regioner at stille krav til deres leverandører om at leve op til det pågældende områdes normale vilkår, skriver A4.
Siden 2009 har tilstrømningen af arbejdskraft været størst fra østeuropæiske lande som Rumænien, Polen, Litauen og Bulgarien.

En undersøgelse fra Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier ved Københavns Universitet tyder på, at østeuropæerne får det, der svarer til mindstelønnen på det danske arbejdsmarked. Men det peger også på, at de får en lavere løn end danskere i tilsvarende job, skriver Ugebrevet. (brink)