Kommissionens lille statskup

– Vi er Unionens økonomiske regering, erklærede en selvbevidst Kommissionsformand i sin tale om ”Unionens tilstand”

Den stille revolution, som EU-kommissionens formand Barroso tidligere har kaldt bestræbelserne på at overlade mere magt til EU over medlemslandenes økonomi blev i går blæst ud for alle vinde, da Barroso i EU-parlamentet holdt sin tale om ”unionens tilstand”. En form som er direkte kopieret fra USA.

Til bragende klapsalver fra EU-parlamentarikerne slog EU-kommissionens formand Manuel Barroso fast, at det er EU-kommissionen, der skal styre økonomien i EU.
– Vi behøver mere end nogensinde EU-kommissionens uafhængige autoritet til at foreslå og fastlægge de skridt, medlemsstaterne skal tage. For at sige det lige ud, så kan regeringerne ikke gøre dette selv. Det kan heller ikke gøres via forhandlinger mellem regeringerne, sagde han.

– I virkeligheden er Kommissionen Unionens økonomiske regering, vi behøver ikke flere institutioner til det, sagde, EU-kommissionens formand.
Det kunne han gøre i bevidstheden om, at et flertal i Parlamentet samme dag godkendte den lovpakke – den såkaldte six-pack – som giver Kommissionen flere muskler til at tvinge medlemslandene til at følge dens henstillinger.

Kommissionen kan nu udstede bøder og ander sanktioner over for lande, som ikke retter ind efter EU’s budgetkrav. Kommissionen vil snarest fremlægge konkrete forslag om, hvordan Kommissionen skal fungere som EU’s økonomiske regering.

EU-kommissionen vil i de kommende uger bygge videre på den lovpakke, som EU-parlamentet godkendte i går.

Overførsel af magt

– Det er beklageligt, at EU-parlamentet med et snævert flertal har tilsluttet sig, at endnu mere økonomisk styring flyttes fra medlemslandenes folkevalgte forsamlinger til EU-apparatet, siger Søren Søndergaard, medlem af EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

Han peger på, at en af konsekvenserne af lovpakken er, at den danske regerings forslag til finanslov fremover skal sendes til godkendelse i Bruxelles, før den diskuteres i Folketinget.
– Under dække af krisen i euro-konstruktionen foregår der i disse måneder en enorm overførsel af magt over den økonomiske politik fra medlemslandene til EU. Det har den danske befolkning aldrig sagt ja til, siger Søren Søndergaard.

Løntrykkeri og depression

Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS raser mod six-packen.
– Det er en alvorlig fejlkonstruktion, som kan udløse en nedadgående lønspiral over hele Europa, og påtvinge landene brutale ubalancerede nedskæringer, hedder det i en udtalelse fra EFS efter parlamentets godkendelse.

EFS frygter at det korset, som lovpakken lægger om landenes økonomi vil presse den økonomiske aktivitet i bund.
– Lovpakken risikerer at sende den europæiske økonomi ud depression og en ulighed, som ikke kan tolereres, siger EFS’ generalsekretær, Bernadette Ségol.

Lovpakken vil føre til mere arbejdsløshed, fattigdommen og øge uligheden, mener EFS, som lover fortsat kamp mod en regeringsførelse, som er præget af nedskæringer og løntrykkeri.

Venstrefløjen i parlamentet fik indføjet henvisninger til de steder i EU-traktaten, som taler om respekten arbejdsmarkedets parters autonomi og ret til selv at forhandle løn og arbejdsvilkår.

Den europæiske fagbevægelse vil bruge garantierne om parternes autonomi fuldt ud, lover EFS.

– EFS takker de parlamentsmedlemmer og regeringer, som stod sammen med os og hjalp til med at sikre en klausul, som forsvarer de kollektive forhandlingssystemer mod forsøg på at intervenere og undergrave dem, siger Bernadette Ségol. (brink)