Kommissionen vil friholde virksomheder fra arbejdsmiljølovgivning

Kommissionen klar til at friholde små og mellemstore virksomheder fra arbejdspladsvurdering og udstationeringsregler. – Den Europæiske Faglige Sammenslutning kræver forhandling ”inden 80-90 procent af EU virksomheder undtages” EU-lovgivning, siger EFS’ generalsekretær Bernadette Ségol

Mens alt fokus op til topmødet d. 8. – 9. december samler sig om eurokrisen og traktatændringer så forsøger EU-kommissionen at få grønt lys fra topmødet til at afskibe en stor del af EU’s sociale dimension.

I en rapport om at mindske ”bøvlet” for de mindre virksomheder lægger kommissionen op til at fjerne pligten til at lave skriftlige risikovurderinger på små arbejdspladser med op til 10 ansatte. Det er de vi r, i Danmark kender som Arbejdspladsvurderinger (APV).

Et forslag som både EFS og BAT-kartellet i Danmark har kritiseret i stærke vendinger, mens rapporten har været undervejs. Men kommissionen fastholder i sin rapport forslaget og går et skridt videre: Den er nu klar til et opgør med hele grundlaget for EU’s arbejdsmiljølovgivning.

Opgør med minimumsregler

Udgangspunktet for EU-lovgivningen har været, at den skulle udgøre en gulv af minimumsregler, som alle lande skal leve op til, samtidig har det været op til landene selv at gå videre og sikre yderligere sikkerhed for arbejdstagernes sundhed.

Det princip lægger kommissionen op til at gøre op med, i stedet vil man lave en systematisk registrering af de lande som ”overregulerer” på bl.a. arbejdsmiljøområdet. Dvs. stiller strengere krav end EU-reglerne.

– EFS er bekymret over henvisningen til at eliminere overreguleringen, skriver EFS’ generalsekretær, Bernadette Ségol i et brev til EU-landenes regeringschefer inden topmødet. I stedet mener EFS, at landene skal opmuntres til at gå videre end EU’s minimumsbestemmelser.

I rapporten har kommissionen kastet sin kærlighed på hvad de kalder mikrovirksomheder med under 10 ansatte. Men ifølge EFS vil forslaget om helt eller delvist at fritage mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomhedet fra regulering omfatte 80 til 90 procent af EU’s virksomheder.

Går ensidigt efter sociale områder

Topmødet får forelagt rapporten ”Mindskelse af de reguleringsmæssige byrder for Små og mellemstore virksomheder (SMV) – Tilpasning af EU’s regulering til mikrovirksomheders behov” og kommissionen satser på ”kraftig opbakning” til de lovgivningsforslag, de præsenterer.

Udover at lempe arbejdsmiljøreglerne, så lægger kommissionen op til at se på mulighederne for at friholde de mindre virksomheder fra udstationeringsdirektivets mindstekrav. Det samme gælder det direktiv om sæsonarbejdere fra tredjelande, som er undervejs.

Også de ”strenge regler” for små passagerskive overvejer kommissionen at lette.

– Kommissionens forslag til at friholde eller lette lovgivningen angår typisk sociale spørgsmål. Det er ikke bare upassende, fordi enhver ændring som angår arbejde og socialpolitik kræver forhandling med parterne, som det er foreskrevet i traktaten, men også farlig set ud fra et synpunkt om arbejderes sikkerhed og sundhed, skriver Bernadette Ségol.

– Vi mener, der er brug for fortsat diskussion af forslagene i rapporten, inden den præsenteres for topmødet. Parterne på arbejdsmarkedet bør inviteres til at give deres vurdering af forslag, som ekskluderer 80 – 90 procent alle virksomheder fra EU-lovgivning, slutter hun. (brink)