EU’s beskæftigelseskommissær Lászlo Andor kritiserer på falderebet nedskæringspolitikken og foreslår en europæiske a-kasse
Nedskæringspolitikken har i mange tilfælde forværret den økonomiske krise og udhulet den europæiske sociale model, mener den ungarske beskæftigelseskommissær, Lászlo Andor.
Han tager hermed afstand fra den krisepolitik, han som en del af EU-kommissionen har ført – ikke mindst over for de hårdt ramte lånerlande – som EU-har pålagt benhårde nedskæringsprogrammer og ”reformer”, som prisen for at låne.
Lászlo Andor har en fortid i den europæiske fagbevægelse, og fagbevægelsens forventninger til ham var store, da han blev kommissær for fem år siden. Han har dog tydeligvis ikke formået at ændre EU-kurs, som en del af den magtfulde EU-kommission.
Kritikken af nedskæringspolitikken faldt ved en forelæsning Andor holdt tidligere på måneden i Berlin, hvor han gjorde regnebrættet op, og kaldte euroen for en fejlkonstruktion.
– ØMU’en var en fejlkonstruktion fra starten, og den har tvunget kriseramte medlemslande til kraftige nedskæringer gennem en intern devaluering. Det har ført til højere arbejdsløshed, mindre indkomster og øget fattigdom, mener Andor.
Han mener den økonomiske og monitære union er ramt af et socialt og økonomisk paradoks: På den ene side har EU lovgivet for at forbedre arbejdsvilkår og skabe fair konkurrence. (Det er det han selv har haft ansvar for). Men på den anden side har EU skabt en monetær union, som uddyber forskellene mellem landene og udhuler mulighederne for at finansiere den nationale velfærd.
Som en af vejene ud, forslår den afgående kommissær en fælles a-kasse for eurozone-landene. Andor forstiller sig, at en del af EU’s budget kan bruges til en a-kasse, som kan betale op til 40 procent af den nationale gennemsnitsløn i et halvt år.
Budgetregler i spil
Den stramme grænse for underskud og gæld har været i spil under de seneste ugers diskussion om besættelsen af EU’s topposter for den næste periode.
Både Italien og Frankrig har foreslået lempelser af budgetkravene og mere tid til at leve op til stabilitetspagtens krav, og antydet at det kunne være en betaling for at godkende EU-parlamentets og Tysklands kandidat til formand for EU-Kommissionen Jean-Claude Juncker.
Også den socialdemokratiske gruppe i EU-parlamentet, som ellers har bundet sig til at støtte Juncker begyndte i sidste uge at stille betingelser for at støtte hans kandidatur. Socialdemokraterne vil have løsnet de skrappe krav, bl.a. ved at holde visse offentlige investeringer uden for regnskabet når underskuddet på statsbudgettet skal tælles op. Gruppen vil dog ikke kræve grundlæggende ændringer af reglerne.
En ny Barroso?
Spørgsmålet er om socialdemokraterne er klar til at gentage situationen for fem år siden. Dengang stillede de krav kommissionens formand Barroso for at støtte hans genvalg. Gruppen krævede at den nye kommissionsformand skulle se på en revision af udstationeringsdirektivet i kølvandet på EU-domstolens afgørelse i Lavalsagen. Dommen havde sendt rystelser gennem fagbevægelsen, fordi den satte grænser for fagbevægelsens muligheder for at sikre ens vilkår for hjemlige og udstationerede arbejdere.
Dengang kaldte Barroso dommen for en ”forkert” fortolkning af udstationeringsdirektivet, som han var klar til at rulle tilbage. Sådan tolkede parlamentet det i hvert fald og han fik sin formandspost.
Men det tog fem år, før det løfte blev forsøgt indfriet med det nyligt vedtagne håndhævelsesdirektiv, som ifølge den europæiske fagbevægelse ikke reelt ændrer ved de begrænsninger i strejkeretten, som Laval-dommen betyder. (brink)
