Fagbevægelsen skal i offensiven, hvis de kollektive forhandlinger igen skal spille en rolle i Europa
Når den finske regering forsøger at dikterer forringelser i de kollektive overenskomster, så er det et klokkeklart brud på den højt besungne nordiske arbejdsmarkedsmodel og kravet er straks blevet mødt med enstemmige fordømmelser fra den nordiske fagbevægelse. Men i virkeligheden er den finske regering blot helt på linje med den herskende nyliberale tænkning som gennemsyrer EU-systemet.
EU har siden finanskrisen igen og igen dikterer en økonomisk politik, hvor en svækkelse af fagbevægelsen og de kollektive overenskomster har været et afgørende ben sammen med nedskæringspolitikken. Det dokumenteres overbevisende i den godt 400 sider store bog, ”Wage bargaining under the new European Economic Governance”, som det europæiske fagforeningsinstitut, ETUI præsenterede i sidste uge.
Det handler om løn og den rolle, som kollektive forhandlinger spiller for økonomien. Bogen forsøger at give et modspil til den herskende opfattelse blandt økonomer om at løn først og fremmest handler om konkurrenceevne. Og til den herskende politik med fokus på ”strukturreformer”, som skal forstærke en nedadgående fleksibilitet i lønudviklingen. Svaret på krisen har i mange lande været et forsøg på en ”intern devaluering” for at styrke konkurrenceevnen. Og listen over metoderne til at svække de faglige organisationer er lang. Fra decentralisering af overenskomster til direkte indgreb, som har fastfrosset lønninger nedsat mindstelønnen mm.
Overenskomstdækning er styrdykket
EU’s rolle har svinget mellem ”anbefalinger” i de årlige gennemsyn af landenes finanslove til direkte diktater til de lande, som har modtaget lån fra den såkaldte Trojka.
Portugal er et eksempel på, hvordan de kollektive forhandlinger er blevet reduceret til næsten ikke eksisterende. I 2008 var 1,8 millioner arbejdere dækket af kollektive overenskomster, i 2013 var de kun 242.000. I
Spanien har næsten en tredjedel mistet deres overenskomster i samme periode fra 12 millioner til 8,5 million, som var dækket af en overenskomst.
Bogens forfattere forslår et andet syn på lønninger. Med udgangspunkt i den franske økonom Pikettys påvisning af, at den voksende ulighed er en trussel mod de bestående kapitalistiske samfund, mener de, at en vej ud af den økonomiske stagnation i Europa skal baseres på en ”inkluderende vækststrategi”, som blandt andet betyder en mere ligelig fordeling af indkomsterne.
Styrk fagbevægelsen
Forfatterne diskuterer en hel række forskellige muligheder, men forudsætningen er et politisk kursskifte, hvor EU-systemet ikke blot nøjes med ”læbebekendelser til den sociale dialog” men reelt arbejder for at genskabe de kollektive forhandlingssystemer, som de har været med til at svække under krisen.
Den afgørende forudsætning for et skifte er dog fagbevægelsen selv, konstaterer de, kun en styrket fagbevægelse, som samarbejder på tværs af landegrænserne kan genskabe de kollektive forhandlingers rolle. (brink)
