Kineserne bliver brugt til skrækkampagne

Når arbejdsgiverne tager kineserne med til lønforhandlingerne er det bluff, svaret på globalisering er ikke dårligere vilkår, mener svenske LO økonomer

Se rapporten fra svensk LO

I en rapport fra Svensk LO’s økonomer afvises det, at konsekvenserne af globaliseringen nødvendigvis er lavere løn og dårligere vilkår. Internationaliseringens konsekvenser for de svenske lønninger overdrives kraftigt, skriver de.

– Den svenske økonomiske debat om konkurrencen fra bl.a. Kina og Indien er præget af overdrivelser og skrækpropaganda, en af hensigterne har været at forringe de svenske lønmodtageres arbejdsvilkår, hedder det i rapporten.
Økonomerne forudser, at reallønnen fortsat vil stige. Alle grupper af lønmodtagere øgede deres realløn fra 1995 til 2003. Ifølge rapporten var der ingen forskel i lønudviklingen for de grupper, som er udsat for international konkurrence og dem, som arbejder for hjemmemarkedet.

Overenskomster og dagpenge

Arbejdsløshed og dårligt arbejdsmiljø kan ikke forklares med globaliseringen, i stedet må aktørerne på arbejdsmarkedet gribe i egen barm, mener de svenske økonomer. De peger bl.a. på, at staten, fagbevægelsen og arbejdsgiverne har været dårligere til at modvirke strukturforandringernes negativ sider end tidligere.

Derfor er det ikke en ”næsten naturlov”, at den fortsatte globalisering fører til ringere løn- og arbejdsvilkår. Det er helt afhængigt af, hvordan velfærdstaten reagerer, og hvordan fagbevægelsen agerer.

– Vi tror, at evnen til at fastholde mindstelønnen og et velfungerende a-kasse system er afgørende for, hvordan internationaliseringen vil påvirke indkomstfordelingen, skriver de. (brink)