Kampen mod Unionsforfatningen starter nu

Århusianere lover Fogh og Lykketoft kamp til stregen op til folkeafstemningen om EU-forfatningen næste år

Tirsdag den 9. december stiftes landets første brede initiativ mod EU-forfatningen i Århus.
En række enkeltpersoner står bag en appel til århusianerne om at møde op på Brobjergskolen til det stiftende møde i paraplyorganisationen ‘Århus mod EU-forfatningen’.
– Det er altafgørende, at vi får sikret et nej til den EU-forfatning, siger en af initiativtagerne, Arne Knudsen, formand for Murersvendenes Fagforening i Århus. Sammen med en hel række andre faglige tillidsmænd er han med til at stifte ‘Århus mod EU-forfatningen’.
– Kampen for at få et nej skal i høj grad vindes ude på arbejdspladserne blandt faglige folk, siger murernes formand.
Desuden optræder en række folk fra Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen på listen samt universitetsfolk som filosofiprofessor Uffe Juul Jensen og økonomiprofessor Gunnar Thorlund Jepsen. I alt er der nu mere end 35 lokale navne på listen, som vokser dagligt.

Skal samle bredt

Århus mod EU-forfatningen skal samle alle – både EU-modstandere og skeptikere.
– Vi har en god tradition i Århus for at samle bredden i den slags spørgsmål. Det drejer sig om, at alle de forskellige kræfter, bevægelser, fagforeninger, politiske partier og enkeltpersoner arbejder sammen lige nøjagtig om den sag. Det er det, der giver styrken, siger Arne Knudsen. (brink)

Læs mere om Århus mod EU-forfatningen

Stiftende møde i Århus mod EU-forfatningen, tirsdag den 9. december kl. 19.30 på Brobjergskolen i Århus.

4.12.03