Fagbevægelsen mod Unionen udgiver syv foldere om EU og fagbevægelsen.
![]()
EU spiller en større og større rolle for de rammer, som fagbevægelsen arbejder under, alligevel er diskussionen om EU rolle begrænset til et fåtal. Det vil FMU gøre noget ved, derfor har de i denne uge sendt en julepakke til samtlige af landets fagforeninger. Pakken indeholder syv ”værd at vide” pjecer om EU og fagbevægelsen.
– Det er en af vores hovedopgaver at skabe debat om de rammer, som EU lægger omkring fagbevægelsens arbejde. Til daglig er det er ikke altid nemt at gennemskue, hvad rolle EU egentlig spiller. Derfor har vi valgt at udgive nogle korte foldere, som beskriver EU’s rolle i forhold til virkeligheden ude på arbejdspladserne, siger Ole Jensen, Fagbevægelsen mod Unionen.
Folderne er korte 8 siders tryksager i A4 format, som behandler nogle af de kerneområder, hvor EU spiller en rolle f.eks. overenskomsterne, arbejdsmiljøet og beskæftigelsen.
– Jeg tror, det er meget få, der er klar over, hvor lidt de danske politikere f.eks. har indflydelse på arbejdsmiljølovgivningen. Det er EU der lægger rammerne for indsatsen. Eller tag aftalen om østarbejderne, det har været diskuteret længe, men hvad kommer der til at ske, kommer polakkerne stormende? Og hvordan er egentlig vilkårene for lønmodtagerne i de nye medlemslande? Det er nogen af de spørgsmål, vi belyser i folderne, siger Ole Jensen.
Svært at få hul debat
– Det kan være svært at få hul på debatten om EU, mange bliver trætte, når de får stukket det sædvanlige EU materiale i hånden. Man skal have mere end almindelig energi og interesse for at læse sig igennem de rapporter og hvidbøger, som EU udgiver. Vi har forsøgt at trække essensen ud af de enkelte områder, og gøre EU stoffet mere vedkommende.
– Nu får alle fagforeninger i landet et samlet sæt af folderne, og de kan bestille flere ganske gratis eller hente dem på vores hjemmeside. Vi håber fagforeningerne vil bruge folderne. De kan f.eks. bestille dem til deres tillidsfolk eller tage nogle af emnerne op på bestyrelsesmøder eller møder med tillidsfolkene. Vi står over for en overenskomstkampagne, og det vil være oplagt at tage diskussionen om EU’s indflydelse på overenskomsterne op her, siger Ole Jensen.
– Folderne giver sig ikke ud for at give svar på alt, det er appetitvækkere, som skal inspirere til at gå ind i diskussionen. På vores hjemmeside kan man hente flere oplysninger om hver enkelt emne.
– Det er vigtigt at få EU diskussionerne ind i det daglige fagpolitiske arbejde. Diskussionen om EU glider let ud, også der hvor EU faktisk spiller en stor rolle, siger Ole Jensen. (brink)
Folderne kan bestilles på fax: 86 48 02 33 eller post: NOTAT, 8961 Allingåbro eller telefon: 86 48 16 00
